Fra Quito tog vi bus mod Ecuadors grænse med Colombia. På bussen mødte vi Monica, som senere viste sig at skulle blive vores nye rejsefælle. Vi nåede desværre ikke grænsen før solnedgang og da det ikke er anbefalet at rejse efter mørkets frembrud i Colombia, så vi os nødsaget til at tilbringe natten i en lille grænseby. Tidligt næste morgen krydsede vi over grænsen. Og vores lille gruppe var nu blevet forøget til tre, egentlig meget godt, for efter tre måneder i hinandens selskab nød både Robbie og jeg det nye bekendtskab.

Fra vi først satte fod i Colombia var det klart at dette var noget ganske andet end de andre sydamerikanske lande vi havde rejst igennem. Her var absolut ingen andre turister end os. Mange er skræmt af Colombias rygte om guerillaer og kidnapninger. Egentlig en skam for Colombia er et af de smukkeste lande vi besøgte på vores vej, utroligt frodigt og grønt med kilder og vandfald rislende ned fra hver en bjergskråning.

Fra grænsen rejste vi mod San Argustin, hvor tusinder af gamle stenstatuer ligger spredt ud i området. Vejen til San Argustin var langs grusvej og turen viste sig at tage en del længere end beregnet. Selvom vi tog den første morgenbus fra Papayán mod San Argustin, nåede vi ikke frem før efter solnedgang på grund af de mange jordskred der blokerede vores vej. Heldigvis nåede vi frem i sikkerhed, på trods af at netop denne rute er særlig berygtet for overfald, røverier og kidnapninger fra guerillaer. Robbie sad hele vejen og håbede på at vi ville opleve et guerillaangreb. Til hans store skuffelse var ”højdepunktet” en kropsvisitering med en maskinpistol holdt i ryggen. – Ja som om det ikke er skræmmende nok?

I San Argustin boede vi hos et ældre ægtepar. Utroligt kære, og de hjalp os med at leje 3 heste til næste morgen, så vi på egen hånd kunne udforske området og se nogle af de berømte statuer. Statuerne er fra gamle indianer grave og der findes flere hundrede spredt omkring i de grønne bakker.