Efter nogle fantastiske dage i Cafayate gik rejsen mod Bolivia. Vi tog et par dage med busture i stiv arm og endte i Tupiza, Bolivia. Herfra bookede vi en 4 dages Jeepride til Saltørkenen nær Uruni.

Vores jeeptur var sammen med vores guide et 22-aarige argentinsk sangtalent, israelske Eli samt Matt og Judy fra England. De første to dage var ikke i selve saltørkenen men i de omkringliggende bjerge, hvor vi så flamingoer, sprudlende gejsere, multifarvede laguner og rygende vulkaner.

Vi overnattede i en lille landsby, hvor det lykkedes mig at koebe et par uldne lama-sokker af de lokale boern. Det viste sig at være et godt køb, for når man først kommer op i højderne bliver der temmelig koldt om natten. - her i Bolivia er alting jo verdens højeste… Tilbage til verdens højeste og verdens største saltørken, som vi nåede på tredje dagen. Det ligner sne, men det hele er bare salt… salt, salt og salt så langt øjet rækker. Den næste nat overnattede vi i et salthotel, hvor alt var lavet af salt.  

Vores Jeepride endte Uruni, hvorfra vi tog direkte til La Paz.

Endelig tilbage i storbyen igen, tiltrængt efter primitive forhold i bjergene. I Bolivia findes der ikke varme bade eller toiletter med skyl. Hvis man endelig er heldig og finder et egentligt toilet, foregår ”flush” altid manuelt med en spand vand der bliver hældt direkte i kummen.

I La Paz fandt vi et super hyggeligt lille hostel lige ”in the smack of heske-markedet”. Her solgte små gamle damer alt lige fra tørrede lama øjne, udstoppede skrubtudser, tørrede alpaka fostre, leopardskind til diverse urter og helgenfigurer i deres små gadeboder. En anden ting som blev solgt i stor stil, er små miniaturekopier af diverse værdier (det værende huse, butikker, penge, biler, lamaer endda mad og kager), disse miniting er velsignet af en ”hellig” mand og inden året er omme vil man have sin minikopi i virkelig størrelse.

De fleste lokale her er stadig tilhængere af de gamle guder. En af de vigtigste guder her i Sydamerika er PachaMama – meget lignende vores moder jord. De lokale ofrer stadig i stor stil til PachaMama og overalt i landskabet (og på mine fotos) finder man stabler af sten ovenpå hinanden, hver gang man passerer en stabel, smider man lige en ekstra sten ovenpå og sender en tanke til Pahcamama.