Efter en god weekend i Blue Mountains med pigerne, var det tid til at drage sydpå mod Canberra hvor Robbies mor bor. Robbie har været så heldig at kunne låne både bil og lejlighed da vi var i Sydney, og det viser sig nu at vi kan få lov at låne bilen hele vejen op ad østkysten – super fedt! Robbies mor bor på en kæmpe farm med lamaer, heste, køer, katte, hunde, ænder, gæs og høns. Dette var selvfølgelig også min første chance for at se de berømte kænguruer, dem ser man nemlig ikke mange af i Sydneys gader. På køreturen nedad så jeg mindst 25 dræbte kænguruer i vejkanten, Adrhh… ikke helt hvad jeg havde håbet på. Men heldigvis gik vi en tur da vi nåede Saras (Robbies mors) farm og havde jeg rig lejlighed for at se jeg masser af levende hop-hoppere, Jacks, Joeys (og hvad de ellers kalder dem) hoppe hen over de grønne marker.

Vi havde nogle rigtig gode dage hos Robbies mor og hendes nye filejs; Dan. Robbies mor er single, men lejer et værelse ud til handymand/kunstner Dan. Jeg siger jer piger derhjemme, det er en god deal: i stedet for at betale husleje arbejder Dan for Robbies mor, laver mad, vasker tøj, gør rent, fixer hegn, bygger tilbygninger, foder dyrene osv. - Nåhr ja, jeg skal også lige huske at nævne at han ligner ”Roomservices” Erik Pejdersen. Første aften på gården imponerede Dan med hjemmebagt pizza fra hjemmelavet stenovn (udformet i ler som en kæmpe lama ude i baghaven). Dessert: Hjemmebagt ostekage med jordbær og passionsfrugt. Opvasken? Ingen diskussion – den tager Dan.

Efter et par dage hos Dan og Sara, var vi på vejen igen. Denne gang op til den lille surferby Crescent Head, hvor Robbies far bor. Det er lidt over 10 timer i bil fra Canberra – Crescent Head, hvilket Robbie snilt kunne have klaret i et stræk, hvis det da ikke var fordi vores bil brød sammen. Yep, midt på highwayen, 200 km fra Crescent head, bryder vores ellers så trofaste firhjulstrækker sammen. Så midt om natten må vi slæbes af Falck til nærmeste motel og værksted. Så er det man sætter pris på en god forsikring. Vi havde lånt bilen af Robbies far og heldigvis gav hans premium forsikring fuld dækning for både overnatning, falck og værksted. Næste morgen blev vi (ink bil.) slæbt hele vejen til Crescent Head, hvor vi overnattede hos Robbies far, der var så venlig at låne os en ny firhjulstrækker til resten af turen op af østkysten.

Den sidste tid har jeg endelig haft tid til at reflektere mere over min tilværelse. Nogle gange er det jo vigtigt at stoppe op og tage sig tid til at overveje hvad man gør, hvorfor man gør det og hvad man får ud af det. Jeg tror måske mødte med mine gamle veninder satte tankerne i gang. De er begge startet studier (jura og økonomi på uni.) og godt på vej mod kandidatgraden allerede, mens jeg har faret rundt på verdenshavene. Jeg glæder mig til at komme hjem til familie og venner i Danmark næste sommer, og ligeledes til at begynde mine studier på Arkitektskolen. Men denne rejse, helt alene i den store verden, har samtidigt lært mig utrolig meget om mig selv og hvem jeg vil være. På min vej er jeg blevet tvunget til at gøre tingene på min måde. Ikke som flittige Mette i gymnasiet, ikke som Mette datter af Inge og Tage, ikke som Mette fra Kragelundskolen. For mine nye omgivelser og bekendtskaber har jeg bare været Mettie. Helt selv at kunne bestemme hvem man vil være er noget af privilegium, men samtidigt følger der et stort ansvar for ikke blot at følge det gamle velkendte spor, men i stedet gøre arbejdet selv og lave sit eget. Gennem mine jobs og mine rejser har jeg lært mange nye mennesker at kende, deres forskelligheder, styrker som svagheder, har styrket mig i hvem jeg er og hvem jeg vil være.