Så blev det igen tid til en lille rapport fra mit eventyr. P.t. sidder jeg i en gammel bus stuvet sammen med samtlige tandløse inkaslægtninge og vi er strandet i en lille forladt landsby midt i det argentinske højland. Her må man vente sig med tålmodighed, især når det gælder den offentlige transport.

De mange kilometer og dage i vi efterhånden har lagt bag os i nedslidte busser, har dog været oplevelserne værd.

Vi fløj fra Miami til Buenos Aires, hvor en hip ung taxi chauffør satte os op med et downtown hostel. Her var vi saa heldige at moede et ungt norsk par: Ina og Mario. De har boet i Buenos Aires de sidste 4 måneder og var helt klar på at vise os de bedste steder i byen.

Vi blev så glade for Buenos Aires, at det tog os en hel uge at komme videre. Buenos Aires minder meget om de europæiske hovedstader, et pulserende natteliv, masser shopping, historiske museer og ikke mindst ”dirty Argentines” – som Robbie kalder fyrene her. Buenos Aires var ogsaa stedet, hvor jeg efter 1 aar uden en klipning, besluttede at klippe mit lange haar. Fandt en trendy frisoer. Hvor jeg som nummer et fandt ud af om de talte engelsk, og nummer  to lagde maerke til at alle i salonen havde langt og flot haar. Da jeg fik sat mig i frisoerstolen opdagede jeg til min store forskrekkelse, at kun receptionisten talte engelsk og at alle, uden undtagelse, havde extentions (falsk haar)! Paa trods af en smule nervositet under akten, endte resultatet dog godt.

Da vi endelig fik flyttet vores lazy asses ud af storbyen, var det 35 timer i bus til Foz de Iguaza – verdens største vandfald! Ja – vi blev i bogstaveligste forstand kysset af et vandfald. Helt ubeskriveligt. Så voldsomt, så larmende, så vådt, kort sagt en absolut overvældende oplevelse. Foz de Iguazu var også stedet, hvor jeg besluttede at tage et smut til Brasilien på egen hånd for at se ”the brasilian side of Foz de Iguazu”. Det endte alt sammen med at blive en længere historie end planlagt, men i korte træk:

-Mette alene i bus

-Meget forvirrende at krydse grænserne

-”Glemmer” at stemple ind over den brasilianske grænse - ik godt når man husker at stemple ud!

-Meget forvirrende at stifte busser – ender selvfølgelig på forkert bus

-Ender i brasiliansk storby - drømmer om at kunne tale bare en smule bedre spansk

-Møder dog meget hjælpsomme og forstående mennesker

-Når dog både at opleve den brasilianske side af vandfaldende og lidt mere end planlagt af -Brasilien.

-Mange ekstra timer senere vender Mette hjem til en meget bekymret Robbie

Dernæst gik turen mod Cafayate, hvor en uge på hesteryg venter os. Fra Foz de Iguazu tog vi til Salta, hvor vi efter 30 timer i bus ankom kl. 01.00 om natten. Organiserede som vi begge er, havde vi selvfølgelig ikke booket noget hostel på forhånd – det finder vi da bare ud af når vi kommer der. I vores, ikke så gennemtænkte beregninger, havde vi glemt at tage i betragtning at det er Argentinsk højtid denne weekend, så hvert eneste hostel i byen var fuldt booket op. Heldigvis lykkedes det os at finde frem til et privat hjem 30 km. udenfor byen, hvor vi kunne betale os fra en seng. Næste morgen da vi endelig vågnede (engang efter middagstid), havde ejeren: Enrico, allerede forberedt stort morgenbord ude i haven, kun til ære for os. Hjemmebagt brød, hjemmelavet ost og marmelade og friske avokadoer og appelsiner fra haven. Superlækkert og lige hvad vi trængte til. Lidt hjemlig hygge og hjertevarme inden vi skulle videre mod Cafayate.