Så er det vist tid til en lille up-date fra Emmanuel set gennem mine ydmyge volontørbriller.

Den ene uge efter den anden er fløjet af sted og hver søndag stopper man overrasket op og tænker ”Jamen, det er da ikke allerede en uge siden, det sidst var søndag”.

Marts er gået ligesom halvdelen af april siden sidst og det betyder også at halvdelen af mit ophold på Emmanuel ovre -og halvdelen resterer -sjovt nok. Meget mærkelig tanke, når man egentlig ikke synes, at man har været her i så lang tid. Tiden flyver jo som bekendt i godt selskab og det må jeg sige, at jeg er.

Men når man så tænker tilbage på de sidste næsten 3 måneder, så føles det også som rigtig lang tid siden, at man stod grådkvalt i Kastrup og sagde farvel til familien og tænkte, at 5 måneder var så tæt på en evighed som man kunne komme. Med fare for at komme til at lyde som en aldrende 80-årig, så må jeg sige, at oplevelserne siden den dag fylder godt op i hukommelsen.  

Hverdagen her på Emmanuel går sin gang og selv om dagene bestemt ikke ligner hinanden, så har jeg fundet min hverdag her med dens forskellige gøremål. Med i mit dagsprogram er stadig at lave aktiviteter for specialneeds børnene, en ting som jeg er blevet mere og mere glad for.

Skal jeg være helt ærlig, så var jeg nok en anelse skræmt af dem i starten. De har alle hver deres måde at opnå mere opmærksomhed på, nogle mere heldige end andre. Nogle falder én om halsen og vil give/have knus konstant, en anden trækker nederdelen op over hovedet eller kaster med sten -for så ved hun nemlig godt, at de større børn irrettesætter hende og en tredje går rundt og spiller lidt halvfornærmet for, at man skal komme hen og spørge, hvad der er vejen. 

Men jeg må jo nok også indrømme, at fra at kunne se, at det i bund og grund er tre måder at sige "se mig" på, så er der meget langt til at kunne give dem den opmærksomhed de trænger til. Som jeg vist også skrev i forrige beretning, så er det meget nemmere, når Elisabeth og jeg sidder med en lille gruppe på en 4-5 stykker af gangen at få en snak over en gang legoklodser eller tudser -selvom det stadig foregår på vores simple spanske. 

Ellers står det stadig på toddlerne om eftermiddagen. Dog er jeg begyndt at være med til danskundervisningen af de 3 danske staff-børn, der bor her. Når Therese, der har undervisningen nu tager hjem om en uges tid er det mig, der skal stå for undervisningen af de 2 store. Det er jeg ret spændt på, det er jo ikke fordi jeg har de vilde erfaringer ud i  lærerfaget.

På klinikken er det stadig rigtig hyggeligt at gå og pusle om børnene. I sidste uge var jeg sammen med Emily(amr. volontør) på sygehuset med en dreng, der har haft gips på siden december pga. et brækket ben. Dette gips skulle han så have taget af og 2 søm(eller nærmere pløkker), der sad gennem benet skulle tages ud. -Og sandelig om jeg ikke fik lov til at stå og se på alle festlighederne!

Jo, jo, uden at prale, tror jeg nok, at jeg kan sige, at jeg efterhånden er blevet så kold, at jeg ikke længere bliver dårlig af at se på den slags længere. Men, men det har også taget sin tid og øvelse ikke at skulle have hovedet mellem benene efter en grim omgang "orm-i-knæet,-der-skal-presses-ud", skulle jeg hilse og sige -bare spørg Elisabeth(hun har måttet lægge øre til en del historier).

Selv om jeg er rigtig glad for at være her på Emmanuel, så glæder jeg mig også til vores lille ferie til Belize, som Elisabeth og jeg tager på d. 18.april, for at forny vores visum. En ting man skal gøre efter at have opholdt sig 3 måneder i Mellemamerika. Strand og vand bliver skønt lige at tage en slapper ved i en 3 dage.

Jeg tror det var altid for nu her fra Honduras, hvor regnen lige nu står ned i lårfedestråler -for skønt efter en tid med næsten uudholdelig varme.

Håber I har det godt hjemme i Danmark og passer godt på det hele..-der går jo egentlig ikke så lang tid inden jeg vender tilbage.

De Kærligste og Varmeste Hilsner

-Birgitte