Nu da loggen har stået ret så stille det sidste lange stykke tid, er det vist tid for en lille update. Det er ikke de banebrydende nyheder jeg kan berette om, men lidt skal I da lige høre.

Maj måned skulle eftersigende være den måned regntiden viser sit våde ansigt. Den har dog ladet vente på sig og først i sidste uge begyndte den så småt at leve op til sit rygte. Der har været en lang periode med en del skovbrande i bjergarealet rundt om Emmanuel, der også har forårsaget nogle strømsvigt, så regnen var tiltrængt da den kom. En pæn sjat vand, der lavede en del mudder og ikke at forglemme uklækkede flyvende termitter i milliontal. Desuden har jeg hørt at vi har udsigt til flere af de føromtalte appetitvækkende torsalos-orme på klinikken. Der  følger åbenbart mange charmer med regntiden!

Weekenden d.2-4. maj var vi med resten af Impact-volontørerne i Honduras i Tegucigalpa for at komme med en amerikansk missionær, Alvin Anderson rundt til hans gadebørnsprojekter i hovedstaden. Turen var for at give os et billede af virkeligheden for de mange gadebørn(eller børn fra fattige familier) i Honduras, der ikke har fået muligheden for at komme på et børnehjem eller projekt som vi arbejder på. Vi var ude for at besøge et statsejet børnehjem som alle børn fra Emmanuel har været på inden de kom hertil. Her havde et af Alvins projekter, Orphan Helpers ansat pædagoger, der lavede aktiviteter med børnene.

Desuden var vi ude at besøge et ungdomsfængsel, hvor børnene er indsatte indtil de er 18 år. Alvin fortalte mange af de historier børnene havde og hvorfor de sad inde. Nogle af dem havde oplevet og gjort virkelig barske ting, alt fra dårlig opførsel, tyveri til mord. Vi sang, spillede fodbold og snakkede med pigerne, der virkede nøjagtig lige som alle andre piger i den alder, men jeg kan slet ikke forestille mig de problemer de må kæmpe med.

I fængslet har Orphan Helpers også ansat personer og sørger for, at børnene får ordentlig skolegang under opholdet.

Lørdag aften smurte vi 180 sandwiches og tog med Alvin på gaden for at dele dem ud til gadebørn –og voksne. Vi mødte blandt mange andre unge teenagepiger skæve af lim, der stod og trak på gaden. Alvin kendte de fleste af de børn vi mødte og de vidste med det samme, da hans bil kom, at det betød mad. En aften der gav et stort indtryk.

Hvis du vil se mere til Alvins projekter kaldet ”Manos Extendidas”(Forlængede hænder) kan du gå ind på www.mehonduras.org.

Tilbage på Emmanuel går hverdagen sin vante gang –og dog. Tanken om at der i dag kun er 12 dage til vi rejser herfra er simpelthen for mærkelig. Det er lige så stille ved at gå op for én at Emmanuel-tiden ikke varer for evigt og hvor meget man komme til at savne børnene. Selv jeg også glæder mig til gamle DK, så bliver det også trist at skulle sige farvel til børn, der har været en del af min hverdag de sidste 4 måneder.

Det var alt for nu.

Der går jo ikke så længe inden jeg er stærkt tilbage på dansk grund.

Pas på jer selv indtil da.

De bedste og varmeste hilsner