Weekend i Kampala                                                              

Lørdag den 3. juli 2010

Jeg er hjemme igen i Uganda. Sådan er følelsen efter at jeg har været her i 12 timer.

Jeg var ellers ved at vende om og tage hjem til DK igen. 5 kvarter med kraftig turbulens hvor alle inklusive personalet sad fastspændte på deres pladser, det er ikke noget for mig!! Den store maskine hoppede, dansede og bølgede sig gennem den afrikanske turbulens, aftensmaden var lige blevet serveret, da festen så rigtig begyndte, og da der endelig blev lidt ro i luften, skulle personalet i gang med at rydde op og gøre klar til landing. Jeg tror, vi var mange, der ikke nåede at indtage en eneste bid, mens enkelte hærdede (måske sejlere og sømænd) med stor fornøjelse spiste pizza, salat og frugt!!!

Det var herligt at føle den ugandiske jord under fødderne igen. Sam og Josephine ringede til mig, mens jeg ventede på at komme igennem paskontrollen. Mit ene stk. bagage kom ud af flyet som sidste ting, så de måtte vente længe, men glæden var STOR, da jeg endelig dukkede op med mine WM flag på hovedet. En KÆMPE buket roser med danske flag havde de med til mig – sikken en dejlig modtagelse.

Klokken var langt over 22 da vi endelig nåede frem til Gæstehuset, hvor gensynsglæden med Jane var lige så stor. Jane lavede te til mig, og så gik snakken ellers, mens vi heppede på Ghana (som desværre tabte). Sam fik sin strikkede trøje, som Anne, Kathryn og jeg har strikket, og han blev GLAD og meget STOLT, for han er jo den eneste i hele verdenen med sådan en trøje. Her til morgen ringede han og fortalte, at han havde sovet med den på!!! Og nu vil Josephine lære at strikke!! Tilfældigvis har jeg nogle strikkepinde med i kufferten, så vi må have fat i noget strikkegarn – gang i et strikkekursus.

Klokken blev langt over midnat, før jeg kom i seng. Da jeg lagde mig, var det fuldstændig som at være i den hoppende flyver, eller som når man har drukket for meget, og det hele kører rundt for en. Der er en gruppe på 19 personer i huset, og de frembragte de mest mærkværdige lyde, jeg tænkte sådan på Gnavne gamle mænd!! Men her til morgen kørte de alle, inden jeg stod op, så jeg er spændt på at møde dem senere på dagen.   

Jeg har slået mig ned på ”min terrasse” og der er rigtig gang i telefonen og visiter af forskellige, som kommer forbi. Der er vældig hyggeligt og en herlig måde at tilbringe lørdag formiddag på. Jeg venter på at 2 gange Sam skal komme og hente mig, vi skal spise ugandisk frokost sammen, hygge og snakke - der er mange ting, jeg skal opdateres omkring. 

Søndag den 4. juli 2010

Vente, vente, vente………. Sådan er det her i Uganda. Tålmodighed er en dyd, og for mig er det en prøvelse. Min tålmodighed er ellers OK, i Uganda bliver den virkelig prøvet. Men så må jeg udnytte disse pauser til at holde ferie!! De unge mennesker har efterhånden fundet ud af, at jeg skal have et ring, når tidspunktet, vi har aftalt, bliver overskredet. Ellers tager jeg bare en taxi på egen hånd, og det vil de lige godt heller ikke have.

2 gange Sam og jeg havde en herlig og hyggelig dag sammen. Det blev til sen frokost, da de først dukkede op ved 15 tiden – hundesultne – men først skulle vi have gaver……. Vi spiste traditionel Uganda mad: ris, matoke, græskar, nogle rødder af en eller anden slags og kylling dampet i en kurv af bananpalmeblade med tomat og lidt andre grønsager – rigtig lækkert. Vi havde mange ting at tale om, og så skulle vi også lige følge fodboldkampen.

Jeg har lovet min søde kollega Line, at hun skal have is, når hun kommer herned, så vi gik på jagt for at finde et sted med is. Uganderne bryder sig ikke om kolde ting, så 2 gange Sam gik forsigtigt frem, da vi fandt en cafe, hvor vi kunne få is!!

Tid til showtime! Vi skulle i teateret og se et show med masser af sang, dans og musik. Det var rigtig morsomt, og det foregik dels på engelsk og på luganda, men jeg forstod fint, hvad der foregik – morsomt var det. Jeg var først hjemme i gæste huset ved 23 tiden, alle sov undtagen vagten ved porten, så jeg lukkede og slukkede lyset som så ofte før. Stadig mange forunderlige lyde fra de forskellige rum.

Endelig søndag morgen fandt jeg så ud af, hvem jeg deler gæstehus med. En gruppe fra Australien, som har været her for at bygge et hus i en børneby og nu holder de ferie den næste uge. De er 19 personer (2 af dem er børn på 5 og 7 år) og stemningen er som på Dyssens lærerværelse, når vi mødes første dag efter sommerferien.

Hø hø hø – der har ikke været strøm hele dagen, og nu er generatoren stoppet. Selv om klokken kun er 20 er her helt mørkt. Jeg har den mest fantastisk solcelle lampe (en åkande der skifter farve) til at lyse for mig her på terrassen. Indendørs er der panikagtige scener pga manglende lys, men det er også charmen ved Uganda.

Var til gudstjeneste i Eden Church hvor jeg mødte flere af lærerne fra skolen og IVAN. Det var dejligt at se ham igen, og vi kunne næsten ikke stoppe med at kramme hinanden. Gudstjenesten varede i 3½ time, længden til trods så var det en dejlig oplevelse med masser af sang og en præst fra New Zeeland (lærer), som talte et sprog, der var til at forstå.

Sam og Ivan måtte jo have noget frokost, bagefter blev Ivan og jeg sat af ved gæstehuset, hvor vi hyggede os sammen resten af dagen. Jeg havde gaver til ham, og han var så glad og taknemmelig. Vi har haft nogle fantastiske snakke, han er så klog den dreng, og jeg undrer mig igen og igen over, hvordan han overlever de kår, han har. Jeg har aftalt med ham, at han skal skrive sin historie til mig, det er en livshistorie som skær sig dybt ind i ens hjerte og den unge mand er kun 15 år.

Vi har igen talt om, hvordan vi helt tilfældigt faldt i snak med hinanden den 16. juli 2006. Tænk hvis ikke vore veje havde krydset hinanden den dag? Det møde, den dag, har gjort en forskel i hans liv, men så sandelig også i mit liv.  

Vi fik serveret aftensmad på terrassen, og vi var enige om, at vi sad på Kampalas bedste restaurant. Huset er blevet forøget med kat! Jeg er ikke den store katteelsker, hvilket katten allerede har indset, derfor kastede den straks sin kærlighed på Ivan, som fodrede den og fik den til at lave kattenumre

Lady Robinah – huset ejer og en af Børn i Afrikas partnere – og hendes mand David kom forbi og hilste på. Hun er en travl forretningskvinde med gang i mange, mange ting, men hun mente, at hun bestemt denne gang skulle nå at invitere mig ud på middag.

At være her i Uganda, i solen, i varmen blandt disse søde mennesker giver mig ro og tid til eftertanke, tid til at komme i balance, tid til at overveje hvordan jeg lever mit liv. Her finder jeg en helt anden ro, som er god for mig.

Den australske gruppe skal på safari i morgen med afgang kl. 4, så det er bare med at få sovet nogle timer, før huset igen står på ”glødende pæle”.

Jeg har ikke den store success med at oploade billeder, men jeg proever...