Alt det, jeg har oplevet i dag, er næsten uvirkeligt. Og ingen vil næppe tro på det, der kan læses her.
Efter morgenens ventetid nåede vi lidt før klokken 11 frem til Eden School. Det vil sige, jeg skulle lige købe noget taletid til min telefon, og da jeg kom tilbage i bilen, fik jeg at vide, at nu skulle vi holde her og vente. Jeg havde mine anelser om, at noget var i vente…………………… Efter nogen snakken frem og tilbage med driver Sam, var det med at komme ind i bilen igen og køre de sidste 50 meter til skolen.
I dag var porten åben, og jeg kunne se alle børnene stå på begge sider fra porten op mod skolen. Der var ingen vej tilbage, jeg måtte ud af bilen og blev budt velkommen af headteacher Sam. To elever overrakte mig en smuk buket roser, og i følge med to piger som strøede rosenblade foran mig, måtte jeg nu tage turen op mod skolen, mens børnene i kor råbte teacher Bigiti, teacher Bigiti. The queen from Denmark var ankommet til Eden School. Jeg var så overrasket og overvældet, at jeg slet ikke havde ord.
Oven på denne velkomst måtte jeg lige have 5 minutter på the head teachers office til at komme mig, det var bare for meget. Derefter tog jeg turen rundt i alle klasserne med slikpinde og bolsjer, det er en tradition. Teacher Dick fik besked på at følge med og hjælpe mig, for i alle klasser var der fine breve og andet at modtage for mig.
Så var klokken blevet 13, og det var tid til lunch. Mens jeg havde besøgt alle klasserne, havde teacher Sam hentet sit TV og sat sit kamera til, så alle børnene kunne se billeder fra the queens ankomst.
Da børnene havde spist, var det lærernes tur til at spise frokost. Efter aftale med de 3 kokke, havde de lavet den dejligste uganda local food til os – det var min overraskelse til lærerne.. Jeg fik gaver: en taske og et par klip klappere (ja, de har allerede luret mine svage sider af).
Al undervisning var aflyst, og ved 15 tiden begyndte en fodboldkamp mellem lærere og elever. Egentlig ville jeg gerne have været med, men jeg byttede plads med the gate man, han spillede, jeg passede vagten ved porten, og det var vist rigtig godt, for kampen varede længe, og det var solskin og mindst 30 grader. Kampen var til ære for mig. Tænk en gang….
Efter fodboldkampen blev jeg bedt om at plante 4 træer på grunden. Børnene fulgte med rundt, nogle bar på træerne, andre vandede – heldigvis var huller gravet for mig, så jeg plantede og gravede jorden på plads igen. Det har ikke regnet her i mange uger,  alt er meget tørt, og jorden som sten.
Ja, der er da ikke noget at sige til, at man føler sig som en queen.
Kl. 17.30 havde lærerne møde i deres ”spare og låne forening”, så klokken blev over 19, før skolebussen kom af sted. Der var endnu nogen, jeg skulle sige ikke farvel, men på gensyn til, så det blev helt mørkt, før vi kørte mod gæstehuset.
På vej hjem i bilen var jeg meget stille, og så kom tårerne. En blanding af glæde, kærlighed og varme i hele kroppen. Følelsen af at føle sig velkommen og holdt af, og accepteret, præcis som det menneske jeg er, i en kultur som er så forskellig fra Danmark. Da jeg sagde farvel til Ivan, spurgte han mig: Er alle mennesker i Danmark lige som dig? Her blev jeg ham svar skyldig.
Klokken nærmer sig 23, og jeg kan mærke, at trætheden melder sig, men stadig må jeg nive mig selv i armen. Er dette en drøm, jeg har drømt eller er det virkeligt? Teacher Sam har lige sendt en sms, og han skriver, at det er reality. Så jeg må jo tro på det. Det bliver ikke nemt at få en nu rigtig queen hjem tilDanamark……