Driver Sam ankom præcis kl.8 for at hente mig. Da jeg spurgte til, hvordan hans nat havde været, var svaret BAD. Han havde været på rottejagt i sit værelse, og han havde dræbt 7små rotter!!! Åh, jeg fik det helt dårligt, der havde vi siddet i søndags og hygget os i en rotterede. Jeg mistede fuldstændig på et sekund appetitten til mere morgenmad, så Sam kastede sig med stor glæde over min portion morgen æg – den mand er altid sulten.
Jeg var på skolen inden kl. 9, mærkeligt nok var der ikke meget trafik her til morgen. Første opgave var at male med kaffemaling i P1, de fik malet nogle fine billeder, og bagefter forærede jeg dem et puslespil med store brikker, som de i fællesskab skulle samle. Børnenes sociale gener er ikke særlig gode, så der gik et stykke tid, før de fandt ud af, hvordan vi kunne samarbejde.
Jeg havde nogle sjippetove og hoppeelastikker med til frikvarteret, og de få ting kunne nemt beskæftige mange. Efter frikvarteret passede jeg teacher Margarets lille Joshua på 4½ måned. Han er, som sin mor, smilende og glad dagen lang, og han er ikke det mindste bange for en mzungo.
Jeg besøgte på skift alle 3 børnehaveklasser, og også her var der en gave til hver klasse (jeg er en god kunde i Tiger butikkerne før hver tur herned). Nu gik turen til P5, og til dem havde jeg et bankospil. Hverken børnene eller teacher Dick kendte til at spille bingo, så det måtte jeg lige lære dem. De kunne have spillet resten af dagen, hvis de ellers havde fået lov. Inden jeg forlod klassen, fik de lige lidt underholdning om Danmark, Dyssegårdsskolen og mig – fortæl mere, fortæl mere lød det, men vi blev alle reddet af klokken, som ringede til lunch. Klokken er en stor rund jernring, som man slår på med en eller anden jerndims, og det er en opgave for the head boy at holde øje med tiden og ”slå på klokken”.
Jeg gik ned for at hjælpe med at dele mad ud (det er nemlig så hyggeligt), og i dag stod menuen på posho (majsgrød) og bønner. Heldigvis var der ris, kartofler og noget fintrevet og kogt hvidkål til lærerne, jeg duer ikke til det der posho, det vokser i munden på mig, og det minder om tapetklister, men børnene (og uganderne i det hele taget) elsker det.
Teacher Amos (the farmer of the school) og jeg er ved at udvikle et ”farmer team” – store planer for vores farm bagved skolen. Vi er nu så meget et team, at han forærede mig to æg – friske fra hønsegården - til min frokost. Æggene blev kogt, hvorefter jeg delte disse to æg i 18 dele, så alle vi, der spiste frokost sammen kunne få en bid! Jeg havde lige slugt den sidste bid frokost, da Ivan kom og hentede mig, nu skulle jeg absolut overvære en engelsktime, som teacher Amos ville tage for teacher Hope, som havde det rigtig skidt. Alle ungerne syntes, at det var rigtig morsomt med teacher Amos, som ellers er matematiklærer i P6 og P7, og jeg gik lidt til hånde samtidig med, at jeg hjalp teacher Fred med at hænge nogle fine hjemmelavede plancher op.  
Klokken 15-16 var alle elever samlet i aulaen til bibels historie. Driver Sam havde lovet at komme kl.16, og han var der på slaget 16, mon han har siddet udenfor porten og ventet på, at klokken skulle blive 16? Ingen African time her.
På vej fra skolen mødte vi en hyrde, som var på vej hjem med stor flok køer – dem med de store lange horn. Vejen er smal – to biler kan ikke passere hinanden – og her kom denne flok vandrende i god fart. Jeg fik rullet vinduet op, jeg havde ikke spor lyst til at få et horn ind gennem vinduet, så her sad vi, mens køerne buldrede forbi – næsten som man ser det på amerikanske film.  
Vi var hjemme i gæstehuset kl. 17.15 – tid til kaffe mens vi snakkede og grinede med pigerne, der var ved at lave aftensmad til alle os 23 gæster. Sam så TV, og jeg fik skrevet et brev til venner i Tanzania, et brev jeg har ville skrive siden december 2008 J Det blev til mange sider, hvilket forhåbentlig kan rette op på min langsomhed.
Huset gartner kom forbi, han er jo nærmest også en af mine gamle venner, og det er altid hyggeligt at snakke med ham. Han holder haven her så flot, og det er en nydelse hver morgen at tage en runde. Appelsinerne på træet her udenfor vinduet vokser og vokser…….
Mine fordomme omkring amerikanere må jeg vist sluge igen for en stund. Omkring midnat ankom 22 unge amerikanere til gæstehuset, de er vandret forbi mit værelse med alle deres store kufferter, uden at jeg har hørt en lyd. Jeg kan huske, at jeg lige vågnede og registrerede, ”at der var nogen ved porten”, hvorefter jeg faldt i søvn igen, så stor var min overraskelse, da jeg vågnede op til et afrikansk marked her til morgen. Det 22 unge/yngre amerikanere, 19 piger og 3 fyre, og de er bare rigtig søde, imødekommende og rare. De bærer ud efter sig, rydder op efter sig, hygger og griner – alt sammen på en rar og dejlig måde. Og nu sidder vi her i stuen og hygger, nogen skriver dagbog, nogen læser, nogen snakker – rigtig hyggeligt og rart.
I morgen må det vist være ”something sweet day” på skolen, og på lørdag spiller Ugandan Crane imod Brasilien – et brag af en kamp her på disse kanter. Normalt interesserer jeg mig ikke spor for fodbold, men både driver Sam og Ivan synes, at sådan noget er lige sagen, så på lørdag går turen igen – sammen med tusindvis af andre ugandere mod Nambole Stadion. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der vil ske, hvis Ugandan Crane vinder…… Så går de da alle helt agurk, og der vil sikkert ikke være mange Brasil supportere her på disse kanter.