Det er søndag morgen eller nærmere nat. Klokken er 4 og nu har jeg "kartet" rundt i sengen den sidste time – uden at kunne sove. Gårdsdagens oplevelser trænger sig på og kører nonstop på nethinden.

Naboens hane galer lystigt, men det kunne lige så godt have været min, for jeg er nu den lykkelige ejer af en stor smuk brun hane. Jeg tænkte, at Jane ikke ville blive så begejstret, hvis jeg kom hjem med hanen til gæstehuset, men det tog hun nu meget roligt. Hanen – som er døbt Carl efter min far – blev bragt til de andre høns, som går rundt på Eden School. Hanen er måske begyndelsen til, ikke som Karen Blixen skriver: I had a farm in Africa men I have a farm in Uganda.

Kl. 10 (som aftalt) forlod vi gæstehuset – Josephine, Emmanuel, driver Godfried, teacher Sam, Ivan og jeg. Josephine og Emmanuel blev sat af på Taxi-park, de skulle til Jinja og besøge Richard, mens vi andre fire skulle 1½ times kørsel nordvest for Kampala for at besøge Ivans landsby.

Vi gjorde stop undervejs for at købe ris, sukker, brød, olie m.m. til familien samt vand og småkager til turen. Det var en smuk køretur gennem frodige grønne områder, Godfried er en rigtig god driver, Sam og Ivan havde styr på ruten, så jeg kunne bare nyde at være på guidet tur med disse 3 søde fyre.

Da vi kom ud til landsbyen skulle vi først besøge Ivan søster Bira. Hun er 18 år, meget køn, gift og med en håndfuld børn, jeg fandt aldrig helt præcis ud af, hvor mange.

Efter i dag forstår jeg bedre udtrykket – frit oversat: man behøver en hel landsby til at opdrage et barn. Jeg har i dag besøgt onkler, tanter, bedstemødre og en enkelt bedstefar samt et hav af børn, som alle er Ivans familie på en eller anden måde. Jeg ville ønske jeg kunne tømme min hjerne via et usb stik sådan som man tømmer sit kamera for jeg er fyldt op med indtryk………..

Som det rygtes at der var gæster i området, så ville alle gerne have besøg! Og Ivan ville jo også gerne, at jeg fik hilst på så mange som muligt. Vi blev budt på mad, sodavand, frugt og brød – for mig var det en knivskarp balancegang imellem ikke at være uhøflig, men smage på maden og bare håbe på at min mave holdt til dette her.

Heldigvis var det så varmt, at alt det flaskevand jeg drak kom ud gennem sved, så jeg ikke behøvede at finde et sted at gå afsides, for jeg var jo under konstant opsyn af en horde børn.

Der var fredeligt, frodigt, smukt og masser af søde mennesker – Sam er mig en rigtig god vejleder, når jeg ikke lige helt er klar over, hvordan man gebærder sig rigtigt i de forskellige situationer. Her er der nemlig forskellige høflighedsformer man skal igennem, før man indleder en samtale, og mange talte kun Luganda og meget lidt engelsk, så Ivan var min tolk.

Sådan en lørdag eftermiddag under et træ på en gårdsplads siddende på en måtte i det røde støv, med børn omkring sig, geder der ligger og hviler sig, en and der tigger mad ................... langt inde midt i Afrika. På den ene side aldeles uvirkeligt i min verden og fjernt fra det liv jeg lever, men det er mig, der befinder mig her, det er mig der i et par sekunder fornemmer følelsen af dyb, dyb indre glæde og lykke sammen med disse mennesker. En indre fred som igen giver anledning til eftertanke.

Vi måtte sige farvel, det var ikke et farvel men et PÅ GENSYN. Med stolthed i stemmen sagde Ivan flere gange til: Du er nu et medlem af vores familie, og du er altid velkommen til at komme her til vores landsby. Og selv om jeg ikke forstår deres sprog, så kan jeg forsøge at tyde deres kropssprog og deres håndtryk. Ingen tvivl om at jeg er velkommen i den familie.

Kl. 17 kørte vi tilbage mod Kampala. Jeg med mine gaver: to store kurve, en måtte i lilla og grøn (flere meter lang) til at sidde eller ligge på sammen den flotte hane, som vi på vejen hjem kaldte Carl efter min far. Det havde været en dejlig dag, og Ivan var lidt stille i bilen. Jeg fortalte ham, at hver gang jeg rejste hjem fra Uganda, så var jeg også lidt stille på vejen – igen en god anledning til en samtale med den unge mand.

Vi fandt ud af, at den danske gruppe nu var nået til Kampala, så dem måtte vi lige aflægge et besøg på vejen. De blev overraskede over at se os, og gensynsglæden var stor. Mine 3 mænd og jeg drak te, mens vi snakkede med mzungoerne og betragtede den fantastiske udsigt, der er fra Namirembe Guesthouse.

Turen for i dag var ved at være forbi – klokken 20.15 var jeg hjemme i gæstehuset. Da jeg steg ud af bilen ringede min telefon, det var teacher Sam der lige skulle sikre sig, at jeg nu var kommet godt hjem. Sikke en omsorg.

Jeg lignede en der havde ligget og rullet sig i det røde støv – omkring mig var nærmest en støvsky, så det var af med alt det beskidte tøj og så i bad. Jeg var efterhånden blevet rigtig sulten, for selv om vi havde fået serveret mad mange gange, havde jeg kun spist ganske lidt. Atter en gang ris og kylling og til dessert havde pigerne gemt den lækreste søde og saftige mango til mig.

Bagefter måtte jeg ud i haven, indtage min plads på trappen, kigge på den mørke nattehimmel med de lysende stjerner - freden blev dog hurtigt brudt af min telefon for nu var der flere der ville høre, om jeg havde haft en god dag.

Denne dag er en af de dage i mit liv jeg aldrig vil glemme.

Om en time ringer mit vækkeur, jeg skal være klar til afgang kl. 7.30. En ny dag med spændende oplevelser – en dag som jeg vil tilbringe sammen med den danske gruppe.