I dag er det 3 år siden, at Eden School blev indviet. Jeg håber, de har husket at hejse flag og fejre dagen for skolens åbning – det var det sidste jeg mindede dem om, inden jeg forlod skolen i går ved 17 tiden.
Der har været Visitations Days for forældre og pårørende igennem ugen, men da jeg nåede frem i går ved 13 tiden for at skulle til VD med Ivan, så kom jeg et døgn for sent, for det sluttede onsdag!!! Pinligt for mig, men alle mine undskyldninger blev hørt, og jeg brugte næsten 3 timer sammen med Ivan, hvor vi besøgte teacher Ben, teacher Fred, teacher Hope, teacher Amos og teacher Sam. Godt jeg har 2 sønner i forvejen for der var brug for moderlig erfaring og pædagogisk indsigt, og det var nogle gode samtaler vi havde. Det er bestemt ikke nemt at være teenager ej heller i et slumområde i Kampala, og de mange gode mandlige lærere har lovet Ivan at hjælpe og rådgive ham.
I forbindelse med samtalerne inviterede teacher Fred mig til at deltage i 2 timers seksual undervisning i P6 på mandag……………. Jeg sagde pænt tak, så jeg må hellere være der, for han forbereder sig sikkert godt.
I går besøgte jeg også Josephines fars ”Garden”. Han har et stykke land udenfor Kampala, hvor han dyrker majs, yams, sukkerrør, matoke bananer, peberfrugter, auberginer, kartofler, græskar m.m. Han har også anlagt nogle fiskesøer, hvor han opdrætter fisk med salg for øje. Familien planlægger, at de skal have et lille relaxing hus derude også.
Jeg var meget imponeret over det hele – det har været et stort arbejde at få anlagt alt dette, og jeg drog af med majs, sukkerrør, grønne pebre, yams og store græskar. Nogle af alle de gode sager fik lærerne på skolen, Sam fik noget til sin mor, og resten lavede pigerne her i gæstehuset en prægtig middag ud af til mig. Vi gnaskede sukkerrør i os, mens vi kiggede på en eller anden amerikansk soap opera, som kører her på TV.
I dag har Josephine, driver Godfried og jeg været i Jinja som ligger ca. 85 km væk fra Kampala - vi skulle besøge Sct. Florence School som ligger i en landsby udenfor Jinja. Det er en smuk køretur gennem grønne områder og bjerge, småbyer og masser af liv langs vej kanten. Et stykke af vejen går gennem regnskov, men der er nu ingen dyr at få øje på, de gemmer sig for trafikken!
I oktober 2008 besøgte jeg Sct. Florence School, da den er en af de skoler, som Børn i Afrika støtter gennem vores ”blyantsprojekt”, og den gang lovede jeg dem at komme tilbage for at kigge til dem.
Inden jeg rejste fik jeg en melding fra Lions i Holte om, at et pengebeløb var parat til at følge mig, næste gang jeg skulle til Uganda. Ikke et eneste sekund var jeg i tvivl om, hvem der skulle have glæde af denne donation. I dag var bilen fyldt op med undervisningsbøger til alle fag, rygsække til alle børn, te, sukker, ris og olie til lærerne – og til alle var der småkager, og turen gik tilbage til Sct. Florence School.
Skolen er rykket længere op på bjerget, på en grund som skolens leder har samlet penge sammen til at købe. Skolen er stadig bygget af træ, og med et fint nyt bliktag. Der er et stort område, hvor børnene kan lege samt et lille hus, hvor skolens leder bor sammen med 35 børn – en slags kostskole, og skolen har nu omkring 150 elever.
Vi var ventet, men de havde ingen anelse om, hvad vi medbragte J Vi blev modtaget med sang og dans, og alle kom ud fra de små klasseværelser, hvor de sidder på bænke uden borde.
Jeg slet ikke beskrive, hvad det er, der løber gennem mig, når jeg står her på ”denne yderste gren med alle disse børn i deres bedste – lasede - tøj og alle uden sko. Men en stor ydmyghed for deres liv og for mit eget liv er nok det, der beskriver de følelser der, strømmer igennem mig.
Da vi havde fordelt alle vores medbragte ting og fået havde taget en masse fotografier, var det tid at sige farvel. Men inden vi kørte, så lukkede skolen simpelthen af bar glæde for alle ville gerne hjem og vise sig frem. Ned af det frodige grønne bjerg myldrede små sorte børn med kulørte rygsække på ryggen, og da vi i bilen nåede ned til vejen var flere af børnene løbet langs jernbanen for at vinke til os.  
Da vi nu var i Jinja, måtte vi have fisk til frokost – en hel stor fisk fra Nilen med chips……. Lige et måltid for en sulten driver Godfried. Efter dette måltid og alle disse indtryk døsede Josephine og jeg i bilen, mens Godfried bragte os sikkert gennem bjergene og Kampalas trafik kaos hjem til ro og fred i gæstehuset.  
På vejen hjem mødte vi en af mini busserne – på taget lå levende høns, med sammenbundne ben, i solen og varmen – i sidste uge blev min hane dog transporteret lidt bedre nemlig i bagagerummet, hvor vi kunne kigge til den hele tiden.
Godt man ikke er en kylling …..

Og i morgen er saa TT day.