Freden er forbi – 22 amerikanere har invaderet huset, og det er ren feriekoloni! På terrassen er 2 af dem ved at bore huller i flere hundrede plasticspande (det er noget til vand) – det er næsten som at være hjemme på Dyssegårdsskolen igen. Udenfor mit værelse spiller 6 stykker kort, og det går selvfølgelig ikke stille for sig. Jeg har placeret mig midt i kaos – midt i stuen og proppet Ipoden i ørerne, så Mamma Mia drøner om kap med de borende "handymen". Men sådan nogen amerikanere plejer at gå tidligt i seng, og det vil jeg se frem til J

Jeg har været på Eden School det meste af dagen. Josephine hentede mig kl.8.30, og inden vi kørte fik jeg udvekslet e-mailadresser m.m. med den unge danske familie, som skulle på safari nogle dage. Jeg gav dem noget "dansk slik" med til turen – "det var lige som mormor gjorde" sagde de, og finere kompliment kan man næppe få. Næste gang jeg kommer herned har jeg planlagt at "at jeg skal vest på", og så skal jeg gennem Massaka for at besøge dem samt kigge på det arbejde, de laver.

Vejen til Eden School gik forbi en af vore partneres kontorer. Vi havde anmeldt vores høfligheds visit i går, men ingen havde rigtig tid til at hilse på os, så i stedet for grinede og fnisede vi med de piger, der sad i forkontoret. Da jeg var her i oktober, havde jeg en mindre konfrontation med en af medarbejderne her på kontoret, en episode pigerne ikke havde glemt, så den historie kunne vi lige smile lidt over.

Vi nåede Eden School 10 minutter før mødet begyndte – heldigt for alle lærerne var der til tiden – ingen "African time" her, og jeg synes, det er lidt pinligt, når det er mig, der ankommer til "African time".

Børnene havde fri fra skole, og der var lærermøde frem til kl. 15. For mig var det meget givende at deltage, da sådan et møde giver mig indblik i mange ting samtidig med, at det giver mig anledning til en masse spørgsmål i dagene efter. Min deltagelse i sådan et møde kan også være, at jeg kan "bløde op" i nogle situationer. Efter mødet fik jeg lejlighed til at snakke og grine med nogle af børnene, som var på skolen, selv om de havde fri.

Ivan var der selvfølgelig også, og han huskede mig på alle de eftermiddage, vi havde siddet på hver sin lille børnehaveklassestol i solen udenfor og snakket – så det måtte vi gøre igen. Teacher Amos gjorde os selskab, men sprang så op og sagde: "Der er noget jeg har glemt at vise dig". I oktober havde vi joket med, at det kunne være sjovt at have nogle grise på grunden bag ved skolen sammen med hønsene – "En lille farm", og jeg havde efterladt penge til en gris!! Nu kunne Teacher Amos fremvise en lille svinefarm – stor var min overraskelse, for ingen har nævnt det for mig. Aftalen var at en af grisene skulle opkaldes efter mig!!!!! Så det må jeg vist lige rykke for.

De er altså bare dejlige disse mine Eden School kolleger – tænk, hvor jeg er heldig at have skønne kolleger både i Danmark og i Uganda.

Boghandlerdamen Harriet ringede i løbet af dagen, nu var hun færdig med at pakke vores bestilling til St. Florence School i Jinja, så mens jeg sad til møde, klarede Josephine afhentningen.

På vejen hjem var der - som på vej ud i morges - MASSER AF TRAFIKKAOS. Vi var ved gæstehuset ved 18 tiden, og der havde hele den amerikanske feriekoloni allerede invaderet huset.

Nu kunne jeg lige ønske at strømmen forsvandt, for så kunne vi vel få lidt fred og ro i huset. Jeg plejer jo at vandre rundt ude i haven i mørket og kigge på stjerner, men et er knap så hyggeligt i denne larm.