Flere danskere i Uganda
Tirsdag aften…….. selv om klokken kun er 21.30 kniber det med at holde øjnene åbne. Pigerne har lige serveret African te for mig, så nu varer det ikke længe, før jeg går helt på stand by. Dagen har også været lang, for her til morgen var speakeren i moskeen i gang kl. 5.10 livligt akkompagneret af de morgenfriske haner i området. Kl. 6 var det tid for morgenmesse i den katolske kirke, så klokkerne bimlede i den smukke morgen, hvor solen langsomt fordrev mørket. Det er lyde jeg forbinder med mine 3 måneder her, og mange dejlige minder og oplevelser vender tilbage, mens jeg overvejer at stå op.
Josephine skulle hente mig kl. 8, så det var tid for morgenbad – stadig ingen strøm som er lig med koldt vand. Denne gang hedder det: Ingen strøm fordi "nogen har glemt at betale regningen!!! Og så bliver der lukket med det samme.
Det kolde bad blev opvejet af mange og varme knus fra Jane, som var kommet retur fra Jinja meget sent i går aftes. Josephine ankom African time – klokken blev 8.50 før hun dukkede op sammen med Sam og Sarah, så nu gik det for fulde gardiner over stok og sten mod lufthavnen i Entebbe. Vi nåede frem kl. 10 akkurat i tide til at byde den danske gruppe velkommen med vore medbragte Dannebrogsflag. Karsten og Kathryn – arrangerer denne studietur for Børn i Afrika – og med i gruppen er 2 af mine meget gode venner samt en dejlig farmor til en af drengene i min børnehaveklasse for 2 år siden. Skønt at se dem alle her i Uganda.
Vi udvekslede forskellige ting og sager, hvor efter de kørte mod Lyantonde sammen med Sarah og Sam. Josephine og jeg kørte tilbage til gæstehuset for at parkere forskellige ting og sager i mit værelse for den danske gruppe. Derefter fortsatte vi mod vores kontor i Bunga – dog måtte vi gøre indkøb på vejen, så Halima kunne lave frokost til os: Kartofler, ris, grønsager og avocado - dertil frisklavet passionsfrugtjuice. Kontoret ligger i et område som er "rigtig Afrika"! Hos genboerne var 3 kvinder i gang med at flette hår på en 4. kvinde, så var det måtte jeg lige over og kigge nærmere på. Og så var det ellers i gang med arbejdet – pyh, det er lige, som når vi er på feriekoloni: man har så travlt J
Kl. 17 blev jeg sat af ved gæstehuset, og Josephine forsatte til sin skole. Symaskinen, som jeg ikke fik med herned i søndags, den var nu ankommet med Anne og Karsten, og STOR var glæden, da pigerne pakkede deres gave ud. Nu skal jeg så i gang med at lære dem at sy på maskinen – de har planer om, at de skal til at sy tasker.
Symaskinen begyndte sin lange rejse i Oslo hos min norske veninde Siri, og nu har den sine dage her i gæstehuset pigerne. Det bliver spændende at se, hvad de kommer i gang med.
Det tager "mere end en krig" at uploade billeder her på denne langsomme opkobling, så det med billeder må vente til jeg kommer hjem, men jeg har sådan nogle søde billeder af Josephines Emmanuel på 6 måneder og hendes søster Julies lille Lewis på 4 måneder……………………………
Nu tror jeg the African te begynder at virke – godnat og sov godt.