Det er mandag aften – alt ånder fred og ro her i gæstehuset. Tiden flyver af sted, dagene er fulde af overraskelser…………..
I lørdags var vi på udflugt. Lidt før kl. 10 holdt skolebussen på sin gamle plads udenfor midt vindue. I dag var bussen fyldt med Eden Schools medarbejdere: lærere, kokke og rengøringsdame, og den sidste der fandt sin vante gamle plads i bussen var mig. Turen gik til Lake Victoria til Munyonio, som er et ressort der blev bygget i 2007. Det ligger smukt på en skråning lige ned til Lake Victoria. Der er et meget fint hotel, hvor dronning Elizabeth boede, da hun var her i 2007, flere restauranter, en smuk have, hestestalde og en havn.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og det blæste dejligt – perfekt sommervejr for mig (som en dejlig dag ved Vesterhavet) men uganderne de frøs!! 4 lærere udgjorde arrangementsgruppen, og først punkt på dagens program var: FODBOLDKAMP – kvinder mod mænd. Jeg tror, vi grinede mere end vi rørte bolden. Efter kampen kastede nogle af de modige sig ud i Victoriasøens bølger – for de fleste, var det først gang, de var i vandet. Jeg havde også medbragt badetøj samt et forbud fra min private læge i den danske gruppe om ikke at bade i Lake Victoria – det ville være den sikre vej til at blive syg for sarte hvide mennesker. Der er også en stor swimmingpool på området, men det koster kr. 70 pr. person at komme ind der, hvis man vil benytte poolen, og det var der ikke rigtig plads til i budgettet.
Badetøj eksisterer ikke rigtig her, men alle havde medbragt et eller andet kostume som de kunne bade i. Mine tanker gled til Skagens malernes malerier af badende kvinder……. Men alle morede sig herligt, også de der ikke svømmede.
Vi spiste lunch på en dejlig restaurant, som lå i en smuk have omgivet af søer med fisk i – det var ren idyl, indtil jeg ankom som den sidste. Terrassen som vi sad på, havde åbenbart lige fået GORI, og mine klip klappere hang godt og grundigt fast for hvert eneste skridt jeg tog henover terrassen. Jeg var ved at trille om af grin, men jeg kunne jo ikke gøre ved, at det Gori de havde benyttet, virkede som lim på mine klip klappere. Jeg burde faktisk have spist gratis med al den underholdning.
Efter frokosten skulle vi alle benytte hotellet toiletter. Marmor og spejde fra gulv til loft, rigtig hvide håndklæder, masser af sæbe, bløde servietter til at pudse næse i m.m. Der gik lang tid, før vi var færdige med at spejle os inde hos kvinderne – ja, det var sandelig ikke Eden School toiletforhold.
Vi tog en rundtur på området – spadserede i de smukke haver, under vandfald, kiggede på hestene i hestestalden, på havnen og 4 bryllupper blev holdt forskellige steder (hvilket gaver os masser af underholdning). Tilbage på den store græsplæne, hvor vi havde haft vores fodboldkamp, var et Coca Cola party for 1500 personer her i Kampala nu ved at tage sin begyndelse. Første punkt her var fri udskænkning af deres produkter, og vi var meget velkomne til at deltage!!! Alle medarbejdere fra Eden School blev som børn igen – flere nåede at drikke omkring 6 sodavand!! Vi satte os og rundede dagen af, mens Coca Cola festen fortsatte i et kæmpestort telt – udenfor teltet var dækket op til en buffet og allerede ved 12 tiden blev øllerne stillet frem i solen. Godt nok bryder de fleste ugandere sig ikke om noget der er koldt, men en øl der har stået 6-7timer i solen, nej tak fra mig.
Ved 19 tiden hoppede jeg af bussen ved gæstehuset – selv om jeg havde været iført solcreme og solhat, så kom jeg hjem med solskoldede skuldre og en rød næse – præcis som efter en dag ved Vesterhavet.
Vi havde haft en skøn dag sammen med masser af sjov, grin og tid til at tale om alt muligt andet end skole. Uganderne har en skøn form for humor, man kan joke og lave sjov med dem – de har let tilsmil og latter – derfor elsker jeg at være sammen med dem.
Søndag morgen var det tid til at besøge Eden Church. De har et dejligt kor, og jeg nyder synge og danse med på deres gospel sange. 3 gæster her fra gæstehuset skulle også til Eden Church, så jeg fik et lift med dem. Det blev til mange glade gensynsknus, og teacher Moses -som var den yngste lærer på Eden School sammen med mig i efteråret 2007 – var kommet til Eden Church specielt for at hilse på mig. Sikke en dejlig overraskelse.
Efter kirketid ved 13.30 tog Sam og jeg hjem for at hilse på hans mor Justine. Hun bor i et slumområde og tager sig af flere af familiens børn – hun er en prægtig kvinde, som jeg holder umådelig meget af. Jeg fik en rundtur i slumområdet for at hilse på forskellige af Sams venner og på nogle af børnene, som går på Eden School. En sådan rundtur en ubeskrivelig oplevelse – der er mange ting at kunne fotografere, men jeg kan ikke. For mig er det som at skulle overtræde disse menneskers private grænser, og mange af dem bryder sig ikke om at blive fotograferet. Og jeg bliver ydmyg og glad, når de inviterer mig indenfor i deres små lerklinede huse.  
Når jeg sidder sammen Justine i det lerklinede hus og snakker, så er livet bare fantastisk. Inden jeg rejste hjem sidste gang, havde jeg foræret Sam en masse køkkengrej, så han kunne begynde at lave mad selv, og han lovede, at jeg skulle blive inviteret til spisning næste gang jeg kom. Så da Sam syntes, at Justine og jeg havde talt længe nok sammen, kom han og hentede os, nu skulle vi hjem til ham. En god veninde af Justine skulle også med, for nu skulle Sam have besøg af sine 3 mødre.
Hold da op en overraskelse – der var mad til en hel landsby, og mon ikke mor Justine stod bag dette frokostbord med ris, kartofler, yams, græskar, bønner, spinat, kød, salat, jordnøddesovs, vandmelon, mango, ananas og papaya. Det hele smagte vildt godt, jeg gik forsigtigt til retterne samtidig med at jeg bad til, at min mave kunne holde til det!! Min mave klarer fint maden, det er mere omgivelsernes bakterier og vandet, der kan nedlægge en. Vi hørte musik, så film, snakkede, drak kaffe og te lige til kl.19, så tænkte jeg det var på tide at vende næsen mod gæstehuset. Justine og veninden fulgte med til vejen, hvor Sam og jeg tog en af mini busserne. Vi skulle skifte på den store kaotiske busholdeplads midt i byen, hvilket gav mulighed for en tur gennem det myldrende og farverige marked, hvor alt kan købes. Her ville jeg ikke have mod på at gå alene om aftenen, men når jeg følges med en af de ugandiske venner er det OK at færdes her, når mørket er faldet på.  
Som altid når jeg skal køre med de små busser er der KUN ledige pladser på det bagerste sæde, og det kræver lidt atletiske øvelser at kravle henover et sæde, derefter nærmest hen over en dame for til sidst at lande på sit sæde. Selvfølgelig er jeg den første der skal af, og tager vi bare turen den modsatte vej. Når jeg så nærmest vælter ud af en lille bus skal jeg passe på ikke at trille ned i den dybe grøft – gadelys der ikke, så det er bare med at være rigtig forsigtig.   
Ved 20.15 tiden ankom vi til gæstehuset. ”Vi ser en soap opera” det vil sige pigerne har igennem det sidste ¾ år fulgt en soap opera på TV, og jeg er med på en kigger…. De 3 amerikanere sad i stuen, så aftens afsnit blev set i det rum, der er de 3 pigers private værelse. De deler værelse med alt muligt andet happengut, men en plads på gulvet kan altid findes. Fra torsdag til søndag aften mellem kl. 20 og 21 er hellig, så ser vi ”Salvador, Isabel, Walter og alle de andre.
Klokken er blevet 23.15 – hele huset sover, jeg tror også det er ved at være sengetid. I aften er det mig der lukker og slukker her i ”Det hvide hus”.