En herlig weekend………. Og en tristmandag
Lørdag kl. 14 kom teacher Sam og hentede mig. Vi skulle besøge hans mor, som i disse dage er i Kampala pga. et dødsfald i familien. Ellers bor hun i en landsby ca. 110 km her fra, så man kan sige ”held i uheld”. Moren boede i sin brors hus, og vores besøg var ventet, og jeg blev modtaget med stor hjertevarme. Jeg skulle hilse på alle naboerne også, børn myldrede ind og ud, mens familiens kvinder gik i gang med at forberede et måltid til gæsterne. Sams mor taler lidt engelsk, og det gik rigtig fint med at tale med hinanden. Sams ældre bror dukkede også op, så nu kender jeg de 4 ud af de 9 søskende, som Sams mor har bragt til denne verden. Deres far er død for mange år siden, og når Sam fortæller mig om sin opvækst, gør det ondt langt ind i mit hjerte – hans livshistorie er ikke unik, han deler skæbne og historie med masser af andre unge mennesker her i Uganda.
Ved 18 tiden kom Sams onkel buldrende hjem………………….. Sam havde fortalt mig om sin onkel, en højtbegavet og intelligent ingeniør, der har besluttet sig for, at han ikke vil arbejde længere, stille og roligt drikker han sin formue op. Han var hønefuld og meget morsom – han berettede en længere historie om, at politiet ville anholde på vej hjem fra hans stamværtshus, men havde fået dem overbevidst om, at det gik slet ikke, for han havde besøg af en mzungo, som han skulle hjem og hilse på.
Onklen var yderst underholdende og kunne berette om sine rejser til England, Canada, Sverige og Danmark – og det var bestemt ikke kun ”fuldemandssnak”, der var også masser af fornuftig tale. Vi andre behøvede slet ikke at sige noget, det klarede onklen for os alle. Ved 20 tiden var det tid til at sige farvel, hjemme i gæstehuset havde pigerne stole parate til os i deres rum, så vi sammen kunne se sidste afsnit af den ”Soap opera” de alle har fulgt igennem de sidste 9 måneder. Teacher Sam blev sendt hjem med besked om at gå tidligt i seng, for søndag morgen afgang til barnedåb kl. 6.00.
Søndag morgen kl. 5.45 ankom driver Sam til gæstehuset. Pigerne sov deres skønhedssøvn, og jeg havde lavet te til os – lidt brød og bananer, og det var vores morgenmad. Josephine havde meddelt os, at vi skulle være parate kl. 6, men driver Jackson som skulle bringe hele familien til Jinja var der først kl. 6.30, så der sad vi og blomstrede, men solen langsomt steg op.
Af sted til Kasubi for at hente resten af familien og teacher Sam, som alle var parate til turen. Min lille nye ven Suvio, var den første den kom ind i bilen, og skulle sidde lige ved siden af mig - hans lillebror Antony er stadig ved at dø af skræk, når han ser mig, så han skyndte i sikre arme hos sin bedstefar.  
Vi nåde Jinja i god tid før gudstjenesten kl. 10, men inden dag skulle der jo lige rettes på mig! Min Gomesi skulle sidde rigtigt, og bæltet skulle bindes på den rette måde, men ak og ve – hver gang jeg kravlede ud af bilen, så var galt med påklædningen igen. Under gudstjenesten havde jeg Suvio på skødet og da jeg rejste mig ”forsvandt” det meste af slæbet ned på gulvet og manden ved sig af mig, fik plantet sin højre fod godt og solidt på min kjole. Da han endelig fandt ud af at få flyttet sin fod, måtte jeg i gang med en ophalingsmanøvre, for at få det hele lagt i rette holder.
Gudstjenesten varede 3½ time, og der var 60 børn, der blev døbt. Heldigvis var vejret overskyet, ellers var vi da smeltet alle sammen. 2xSam var ved at dø af sult, selv jeg fornemmede sulten nage, men ak vi måtte vente med tålmodighed. Ved 14 tiden var tilbage i Richards og Josephines hus, hvor vi fik serveret en sodavand og en god, solid muffin til at dæmpe den værste sult med.
Ved 15.30 tiden ankom vi til nogle lokaler, hvor der skulle holdes reception med musik og mange taler – først kl. 16.30 fik vi mad. Og til alles store forundring spiste jeg for en gang skyld op. Vi dansede, spiste kage, afleverede gaver til dåbsbarnet, og kl. 18 var festen forbi. Ind i bilen og alle mand retur til Kampala. Kl.20.30 blev 2xSam og jeg sat af ved gæstehuset, vi var bare så trætte alle 3 – ikke mere snak i dag, bare hjem med de to, jeg drak en kop kaffe, mens jeg kiggede på månen, og da klokken var 21.30, sov jeg som en sten.
Her mandag morgen fik jeg melding om, at Nantale var afgået ved døden. I oktober 2009 besøgte jeg Nantale og de mange børn, hun havde taget til sig, og på det tidspunkt var hun stærkt medtaget af en brystcancer. Utroligt at hun har klaret den så længe – en lille sej gammel kone med et stort varmt hjerte. 10 af de børn hun har boende er elever på Eden School, så teacher Sam og jeg besluttede at aflægge børnene og familien er besøg her sidst på eftermiddagen.
Udenfor huset sad mænd, inde i stuen på gulvet lå den lille kvinde under et hvidt klæde, og rundt omkring hende sad sørgende kvinder og vågede. Kvinderne fjernede det hvide klæde, så vi kunne se hende. Vi talte med de 10 børn fra skolen, som alle var forstenede af sorg, for hvem skal nu tage sig af dem? Og hvad med huset? Husleje m.m. der er mange ting der skal falde på plads.
Før vi forlod huset, plukkede jeg nogle pink farvede burgonvilla blomster, som jeg lagde ved den døde kvinde, hvorefter alle børnene fik et kram – noget de tydeligvis ikke er vant til at få. Tilbage på skolen bad teacher Sam mig hjælpe med at planlægge dagen i morgen – morgensamlingen, hvem skal besøge familien i morgen tidlig (lærerne og nogle elever), hvem skal med til bisættelsen i kirken, hvem skal følge med til begravelsen i landsbyen som Nantale kommer fra, blomster, kondolence breve m.m.
Hver dag sine udfordringer – og dette er for mig en helt ny udfordring, fordi kulturerne er så forskellige.
Festlig barnedåb i går og i morgen begravelse.   
Ps. I lørdags stak de to geder af fra skolen, de ville ud og lege med de andre geder!! Nogle børn havde givet gederne bananskræller og så havde de ikke fået lukket døren til deres lille logi ordentligt, og gederne så lige muligheden for at stikke af. Så nu bliver de tøjret, også når de er lukket inde.
Hanen Carl opfører sig, som om han er kongen over alle hønsene på farmen – dette farmer liv er ikke lige nemt.