Her til morgen kl. 8 var jeg på Mulago hospitalet sammen med Josephine. Josephine skulle have et graviditets check. Vi var allerede i går på besøg på hospitalet dels for at besøge barselsgangen, dels for at Josephine kunne få oprettet en journal, der er jo kun 2 måneder til, hun skal nedkomme. Hun talte med sygeplejerskerne på barselsgangen, som alle anbefalede hende at opsøge den private betalingsafdeling. Jeg må sige, at det jeg nåede at få set på barselsgangen bestemt hverken så indbydende eller attraktivt ud. Kvinder lå på madrasser på gulvet, og hygiejnen så ikke ud til at være den bedste….

Vi drog videre til betalingsafdelingen, hvor Josephine fik plads hos en kvindelig professor, som så havde tid til hende her til morgen. Vi sad i mange forskellige ventekøer de næste 4 timer – Josephine skulle HIV testes, og jeg kan lige fortælle, at det er svært at finde venerne hos et sort menneske. Til sidst måtte hun stikkes i hånden. Så skulle hun vejes, have taget blodtryk og til sidste endte hun så hos den kvindelige professor, som var rigtig imødekommende og rar. Så nu føler Josephine sig i gode og trygge hænder. Professoren sætter hendes termin til den 20. december.

Jeg har været med, dels fordi jeg gerne ville se Mulago hospitalet inde fra, men Josephine mener også, at jeg har været en god katalysator for hende. At komme sammen med en mzungo betyder god behandling, siger Josephine, så hun er sikker på at min tilstedeværelse og interesse har gjort, at hun har fået den kvindelige professor samt en meget fin behandling. Ikke så ringe at blive brugt på den måde.

Mens vi sad der og ventede, brugte vi tiden på at arbejde på den barbære computer, og vi fik vi talt en masse om graviditet og fødsler. Her i Uganda er det ikke almindeligt, at faren er med ved fødslen, så nu har Josephine bedt mig tale med Richard om, hvordan han kan være deltagende, når hun skal nedkomme.

Det er så dejligt, at Josephine spørger mig om en masse ting, og hun er virkelig lyttende. Og jeg vil bare vente og vente - når den 20. december kommer – på at få en opringning fra Josephine og Richard.

Efter denne opslidende morgen var den stakkels pige totalt udmattet. Jeg havde heldigvis en ½ l vand i tasken, som hun fik drukket. Derefter kørte vi mod Eden School, og på vejen købte vi avocadoer, æg og vand. Alle vegne kan man købe æg, men dem holder jeg mig nu langt fra. Hårdkogte æg udendørs i 30 graders varme, bare tanken kan få min mave til at rumstere.

Efter den formiddags mad tog Josephine ½ time på øjet på gulvet i teacher Stellas kontor, mens jeg gik i P5. Hele skolen summede, fordi ALLE børn fra baby børnehaveklassen til P7 i disse dage er til eksamen. Og lærerne retter så de røde i hovederne……….. Alle børnene skulle nu arbejde på egen hånd – og det blev jo hurtigt ødelagt, fordi jeg dukkede op.

Skoleåret i Uganda er delt op i 3 terminer, og imellem hver termin er der ferie på 1 måned eller mere. Børnene bliver til begyndelsen af hver term modtaget med prøve i alle fag, og midt i terminen - som nu - skal de igen til prøve i alle fag, og om en måned skal de så til eksamen i alle fag – alt er skriftligt lige fra baby børnehaveklassen til P7. Det er et kæmpe rette arbejde for lærerne, for der skal regnes procenter ud og alle i klassen bliver sat i rækkefølge efter, hvor dygtige de er. Og de stakkels børn – nogen af dem tør ikke komme i skole i disse dage, men når de så dukker op, ja så får de bare prøverne til den tid. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg også rettede og rettede sidste år.

Det blev frokosttid for børnene, og der har jeg nu fået mig et nyt job, som ”servant”. Jeg øser bønner og sovs op til dem alle!!! Køkkenet er ved at blive bygget færdigt, men madlavningen er ret mobil, og sundhedsmyndigheder er der vist ikke her, for håndværkerne og de 3 kokke arbejder næsten side om side. Det kan ikke beskrives, det skal opleves.

Frokost serveringen foregår under megen munterhed, når jeg er med. En ting er at jeg synes det er sjovt også at være med her, men både lærere og børn synes, det ekstremt morsomt, at jeg deler mad ud. Da børnene havde fået mad, var det tid for lærer frokost. I dag fik vi matoke (mad bananer), kogt hvidkål og kød. Nogle af lærerne ville også gerne have, at jeg servere bønner for dem, så det gjorde jeg med stor fornøjelse. Der er indført nye og nedskrevne regler på lærerværelset, som blandt andet handler om, at alle lærere spiser frokost sammen på lærerværelset, og man er der til tiden til frokost. Disse nye leveregler var i dag livlig grobund for diskussion.  

Efter frokost var det tilbage til flere eksamener, så Josephine og jeg ønskede alle en god weekend. På vej til kontoret besøgte jeg vores første projekt sekretær Milly. Milly fødte en lille dreng sidste år ved juletid, og jeg havde en pakke til ham. Milly blev overrasket over at se mig, og vi talte ganske kort sammen.

På kontoret mødte vi Sam, og han var i fuld gang med at renskrive et referat fra byggemødet sidste fredag. Driver Jackson kom forbi og sammen med ham skulle vi planlægge denne weekends tur til Jinja. Mandag skal vi ud med blyanter, hæfter, bøger m.m. til en lille skole udenfor Jinja, og jeg vil benytte weekenden til at tage til Jinja, dels besøge Josephine og Richard og ”lege turist”.   

Den skole vi skal besøge på mandag omtaler Josephine på følgende måde: ”Er det en skole?” så jeg er meget spændt på, hvad vi kommer til.

Bøgerne vi købte i tirsdags for penge fra Dyssegårdsskolen og Lions i Holte er nu bragt til Eden School, blevet registreret og der er stemplet i alle bøgerne. Jeg har taget billeder af biblioteket, hvor jeg de sidste dage har arbejdet som bibliotekar (læs jeg har stemplet bøger). Og jeg har lovet dem, at jeg nok skal komme og kigge efter, at bøgerne stadig er på skolen………… med et glimt i øjet siger jeg til lærerne, at nu har alle børnene på Eden School mulighed for at blive professorer!

Det er herligt at se den orden der er på alle bøgerne og materialerne, og teacher Fred som bestyrer dette område, han er vældig stolt og glad.

I går aftes var jeg til et møde i KPC her i Kampala. Jeg vil tro, man kan sammenligne KPC med det vi i Danmark kalder pinsekirken. De havde arrangeret et møde med en meget kendt amerikansk evangelist Joyce Mejer (for mig aldeles ukendt, men man behøver vel ikke sådan lufte sin uvidenhed!!). Dette arrangement var kun for kvinder – enkelte mænd havde dog sneget sig med – og mødet blev holdt i en stor kirke, men da man vidste, det ville blive et tilløbsstykke var der sat storskærm op på parkeringspladsen sammen med en masse plastichavestole. Jeg var der sammen med nogle kvinder fra Canada og pigerne her i huset, og vi sad heldigvis udenfor i den lune aften. KPC havde regnet med 4000 gæster, men der var mange, mange flere, og til det møde var det mig, der mødte en ugander jeg kender!

Jeg havde frygtet, at det nemt kunne blive lidt for meget ”halleluja”, men denne Joyce Mejer var rigtig OK, og der var ingen løftede pegefingre. Hun talte om, at Gud har en plan med hver af os – nogen af os er bare mange år om at finde ud af det. Hun talte blandt andet om, at man ikke kan forandre andre mennesker, men forandringen skal udgå fra en selv, om at tilgive andre, om at glæde andre, om at være positiv m.m. alt sammen på en meget humoristisk og levende måde. Vi sang nogle gospelsange, og det var jo et helt fantastisk kor med alle de mange kvinder. Det var en fantastisk aften – at sidde er i mørket med viftende palmer, en strålende måne, blinkende stjerner sammen med alle disse mange kvinder som alle lyttede til denne levende kvinde. Wauuuuuuuuuu, sikke en aften. Da vi kom hjem i gæstehuset ved 22 tiden, måtte vi alle have beroligende te med ingefær i, før vi gik i seng!

Vejret – det er varmt. Når jeg hjemme kigger på DMI vejrudsigten over Uganda, siger det altid regn og 26 grader! Men jeg ved ikke rigtig, hvor det er i Uganda. Her er sol i massevis, 22 grader fra morgenstunden og om eftermiddagen 41-42 grader. En enkelt byge kan komme i løbet af dagen, men det er kun aldeles herligt og forfriskende.

Slut for i dag – en rigtig dejlig efterårsweekend til jer alle.