Mandag den 6. oktober 2008.

Ja, så er jeg hjemme i Uganda igen. Det er virkelig den følelse, jeg har. Det er stadig som om, jeg kun har været hjemme i Danmark på ferie i de sidste 6 måneder.

Tænk en gave at få – følelsen af at have to steder at høre til.

Turen herned gik fint. Mette og Jans bryllup lørdag var en skøn dag, og jeg forlod festen kort før kl. 2, for nu kunne jeg begynde at mærke, hvordan sommerfuglene begyndte at suse rundt i min mave. Forventningens glæde var ikke til at stoppe.

Det var hjem og skifte tøj, pakke de sidste ting og samle Michael op på en regnvåd og vind omsust Vangedevej kl. 3.45. Michael gik med ind for at sikre sig, at jeg nu også kom af sted. Jeg kom til med det samme, fik sagt farvel til Michael og han kørte hjem – det hele tog kun få minutter.

Flyet til Amsterdam var udsat for en del turbulens på grund af den kraftige vind – værst var det ved landingen i Schiphol, hvor jeg nærmest havde følelsen af at sidde i en rutsjebane, der bare faldt og faldt – pyh, ikke lige min kop te. De 2 timer i lufthavnen før bording næste fly gik hurtigt, det var en historisk dag i mit liv, for jeg havde købte slet ingen ting i lufthavnen!!!! Visa kortet blev slet ikke inspireret til at købe noget, så måske det er en fin ting at rejse, når jeg mangler en nattesøvn.

Lidt forsinkelse på afgangen fra Schiphol blev der, men det var uden betydning for vi landede i Entebbe præcist kl. 20.12 – 3 minutter før planlagt ankomst. Jeg har stor respekt for KLM’S piloter – nu er jeg jo ikke den store vilde flyver, men det bliver bedre og bedre fordi de flyver så godt. Fortæller at nu kan man forvente turbulens, lander det kæmpe fly så man næsten ikke mærker det. Og serveringen er helt i top. Jeg troede, jeg skulle sove, men det blev kun til en halv time her og en halv time der, for så skulle vi have drinks, mad, kaffe, vand, is, aftensmad, kaffe igen, udfylde blanketter osv osv. Men jeg fik lyttet til musik og læst lidt samt hvilet og slappet af.

Mens jeg stod i visa/pas køen åbnede jeg min Uganda telefon, og det strømmede ind med velkommen sms fra lærere, ja en af dem ringede endda, da han fandt ud af, at jeg var landet. Udenfor stod Sam og Jackson med en stor buket blomster til mig – gensynsglæden var stor. Josephine var på vej…….. hun havde siddet i fire time i en trafikprop men mødte os, da vi nærmede os Kampala. Jeg skal love for at snakken den gik i bilen, al træthed blæste bort med mødet med den afrikanske lune stjerneklare nat.

Da vi kom til gæstehuset åbnede Jimmi porten, Grace sad og ventede på mig sammen med husets boy Adam, mens Jane var ude. Mit gamle værelse var pyntet med en buket blomster og verdens sødeste kort, som de havde lavet til mig. Sengen var redt og håndklæderne arrangeret på kunstnerisk vis – jo, jeg følte mig virkelig hjemme og meget velkommen.

Så måtte vi snakke igen………  men kl. 23.15 blev Sam og Josephine sendt af sted, og vi andre gik i seng. Jeg pakkede ud på 3 sekunder, krøb ind under myggenettet og faldt i søvn på 2 sekunder til lyden af nattelivet i Kabalagala.

Selv speakeren i moskeen kunne jeg sove fra – jeg vågnede først kl. 7.30 og følte mig frisk og udhvilet. Jeg kunne høre Jane arbejde i køkkenet, så det var bare ud af sengen og give en hende en masse knus.  friskpresset passionsjuice til mig og min først kop kaffe i haven, hvor jeg mødte huset gartner. ”Velkomme tilbage, hvordan har din søn det og hans kæreste?” var hans hilsen. Det er lige godt imponerende så godt han husker.

Josephine kom og hentede mig, nu skulle vi til Eden School. Og jeg må sige, at det var en skøn overraskelse at komme og se skolen igen. Alle tingene fra containeren som Allerød Ungdomsskole har indsamlet og sendt herned fungerer så godt.

Antallet af elever i klasserne er blevet mere passende – feks. ”min gamle P1”, som sidste år havde 76 elever har nu 25 elever i stedet for. Den søde lærer Stella er blevet 10 år yngre, og hun har nu fået frigjort en masse energi, som tydeligt giver sig udslag i at klasseværelset er blevet et mere inspirerende rum at være i.

Der er nu et bibliotek, hvor der står bøger på hylder, så lærerne kan komme og hente bøger og andet materiale til børnene. Alle børn sidder på en stol ved et bord. Der hænger ting på væggene, der står bænke på gangen på 1.sal, så børnene kan sidde og tale eller læse. Der er pænt, der er ryddet op inde og ude. Der er sat en planche op med skolens regler, og arealet udenfor er blevet meget pænere. Der er nu ansat en vagtmand ved porten, hvilket blandt andet betyder, at gederne nu ikke kan komme ind og betjene sig selv med græs.

En gruppe fra England har malet væggene indenfor sammen med lærerne………………… ja, sådan kunne jeg blive ved.

Det var også dejligt at møde en flok glade lærere – der var knus og glæde hele vejen rundt. To nye lærere er kommet til siden marts

Til mig var der et skilt: ”Welcome back Mama Buganda” (i morgen må jeg huske at tage et billede) og fra eleverne i P7, den smukkeste buket blomster.

Jeg havde æble pins og røde skrivetusser til lærerne, fordi det i dag er den Internationale lærerdag, så nu går vi alle rundt med et lille rødt æble på tøjet.

Josephine og jeg spiste frokost sammen med lærerne på lærerværelset. Det var så hyggeligt med masser af snak og grin – lige som sidste år.

Der en kæmpestor glæde for mig at se og opleve, hvordan den skole har rykket sig bare på de sidste 6 måneder. Jeg må sige, at jeg vil tillade mig at være stolt af det arbejde, som de lærere der har lagt for dagen og vejen – og jeg håber også, at de selv er stolte – de fik i hvert fald masser af ros fra min side i dag.

Det er ved at blive aften her – det helt specielle skønne tidspunkt på dagen, hvor lyset igen skifter og alting dæmpes ned, så jeg vil ud på terrassen og nyde solnedgange over Kampalas bjerge.