Jeg synes, at de sidste dage har givet mig nogle af hverdagens store øjeblikke – oplevelser som er opstået spontant, og hvor jeg bagefter tænker, hvor er jeg heldig, at jeg lige præcis var her på dette tidspunkt.

I går morges kom Martha på besøg i gæstehuset ved 8.30 tiden. Martha var dagens første dejlige oplevelse. Martha er en ung pige – 18 år – og hun har været her i Kampala i snart en måned. Jeg hilste på Martha for to uger siden, da jeg besøgte Jonna Kildebogaard hos de handicappede ude i slummen i Bukoto, og siden har Martha så kontaktet mig, da hun gerne ville med på besøg på Eden School. Til alle jer som kender skønne AK (Anne Katrine) fra Dyssen: lige så dejlig er Martha. Så der findes altså mindst to skønne og solide piger i Danmark, men lige nu er de begge to at finde i udlandet.

Vi drak te og talte, mens vi ventede på Josephine, som skulle komme og køre os ud til skolen. Kl. 10 slap vores tålmodighed op, og Jane ringede efter en taxa til os, og vi ankom standsmæssigt midt i frikvarteret og vakte stor opsigt. Jeg viste Martha rundt på skolen, og vi lavede sammen nogle billeder, som skal sendes hjem.

Til frokost var der en slag (tør) grød lavet af majsmel og så bønner (selv om jeg siger, at jeg spiser alt, så kan jeg bare ikke det her). Enten er det denne grød med bønner eller også er det ris med bønner. Jeg måtte overgive mig til mine to gode spiser: avocado og bananer som en af de store piger var sød at hente i en af de små butikker til mig.

En slamsuger var ved at tømme de offentlige toilet huller på nabogrunden, så en ”duft” lagde sig over den middagshede skole. Martha og jeg satte os udenfor i solen, der var luften dog bedre end i lærerværelset, som var direkte nabo til slamsugeren.

Men vi sad der i solen på hver vores lille børnehaveklassestol, kom Ivan gående forbi skolens port, vi fik øje på hinanden, vinkede og han kom susende ind. Han fandt også en stol og slog sig ned i solen, og nu blev det tid for dagens anden store øjeblik.

I løbet af ganske kort tid sluttede flere og flere af de stores drenge sig til os. Alle hentede små stole og så gik snakken ellers. Man kan vel nærmest betegne det som en samtale, for det var dybsindige ting disse drenge kom frem med. Vores Ivan fortalte om, hvordan han i Kampala har set store reklameskilte for steder, hvor de hjælper forældreløse børn til at komme i skole. Han har på egen hånd opsøgt nogle af disse, men ingen steder har de hjulpet ham, men afvist ham. Og han vil bare så gerne i skole og lære noget. Han er en eminent klog dreng, der tænker meget over tingene. Vi talte om ”happy days” og ”bad days”, og vi talte også om, at hver dag på en eller anden måde indeholder noget godt, selv om det for disse drenge indimellem må synes aldeles håbløst. Hver dag at skulle overleve og bekymre sig om hvordan man kan få mad.

Ivan vil gerne være læge, og da han håber, jeg lever mindst 100 år mere, så vil det jo være en rigtig god ting, at jeg kan have min egen private læge her i Kampala. Vi talte om jul og julegaver, samt om hvad man kunne ønske sig til jul. Ivan tænkte sig længe om, og så fortalte han mig, at et par sportssko til at spille fodbold i, det havde han aldrig haft, og jeg må give ham ret i, at et par klip klappere er ikke velegnede til fodbold. Vi talte om, hvornår jeg skulle hjem og besøge ham igen, hvornår jeg skulle rejse hjem m.m. Ivan vil så gerne følge med til lufthaven den dag, jeg skal rejse, det samme vil en af Sam’erne – måske jeg kan hyre skolebussen til at køre mig og mit ”afskedsfølge” den 19. december.

Ivan var iført et par klip klappere som var mindst to numre for små. Han egne klip klappere var gået i stykker, så en mand som Ivan vasker bil for om morgenen, havde lånt ham disse klip klappere, der var lavet af stof, så lige så snart regnen kommer, er de klip klappere intet værd.

Vi sad der og talte sammen lige til klokken blev 16, og skolen var ved at være forbi. Efter fælles afslutning fik Martha turen gennem Kampala gader og stræder ad veje, hun aldrig før havde været på. Kampalas gader var igen fyldt med ”trafic jam”, nogle af flagene fra CHOGM hænger stadig og blafrer, og byen bærer præg af ”at festen er forbi”. Vel hjemme i gæstehuset fik vi lige en kop te og nogle danske småkager, før vi fandt en fredelig og rolig Boda-Boda mand, som kunne køre Martha sikkert hjem, inden mørket faldt på.

Jane havde i dag været hjemme og besøge sig selv, og på vejen var hun gået forbi Grace, som ikke har været på arbejdet i to dage, da hendes mor blev indlagt på hospitalet i weekenden. Grace bor i slummen her på den anden side i et lille hus – vel ikke over 12 m2 – huset er utæt, fugtigt og beskidt, og når det regner, kommer vandet ind gennem væggene. Der er myg i massevis, og dyr går løse rundt, så mad kan man ikke have liggende for så æder dyrene det. Der bor Grace med 2 små børn, mand, mor, søster og nogle flere, de er omkring 10 mennesker i det hus. Jane lovede mig, at hun ville tage med mig derned, for hun mente ikke, at jeg nogen sinde havde set noget lignende. Den søde og dejlige Grace er altid så ren og pæn, det er utroligt, at de kan bo så beskidte steder og alligevel være rene og pæne. Stella er oprevet over, de bor på den måde, og hun er på udkig efter en bolig til dem, der hvor hun bor – det er dog ikke et slumområde, som hun siger.

Efter alle disse oplevelser faldt jeg simpelthen i søvn kl. 21 og sov lige til kl. 5, da min ”vækkeurs-ven”  - ”the man in the mosk” begyndte på sit råberi. Jane var vældig forundret over, at jeg gik så tidligt i seng, men jeg tror, at dagens oplevelser havde tæret lidt rigeligt på mig. Alle disse skæbner og livs historier blev bare for meget, men efter 8 timers god nattesøvn, var jeg klar på banen igen.

Da skolebussen i morges rundede hjørnet ved skolen, kunne jeg se Ivan sidde og vente. Han havde købt orange – gode – klip klappere, for de penge jeg havde givet ham i går, og nu ville han straks vise mig dem. Jeg havde lovet ham billeder – jeg har et billede af mine sønner og kærester, et billede af min far og mine sønner samt et billede af min børnehaveklasse med herned. De billeder har hængt og pyntet i mit værelse i gæstehuset, men her til morgen blev billederne overdraget til Ivan, og denne billede overdragelse gjorde at nærmest, alle skolen elever skulle hen og kigge med.

At være på Eden School eller at være på Dyssegårdsskolen er på mange måder ens. Mange knus og mange ”good morning teacher Birgitte”, og de små nus i nusery klasserne er jo bare mine perlevenner. De vil gerne nusses, trøstes og holdes i hånden – nogle af dem nærmest klister sig til mig, så det er godt, jeg skal over i 1. klasse og ikke skal være sammen med de små resten af dagen. Sjovt nok er det drengene, der skal holde i hånd og ikke så meget pigerne.

Igen i dag var det igen den tørre majsgrød og bønner til frokost, heldigvis havde jeg taget noget brød med. Det var aftalen, at Josephine skulle hente mig kl. 13, for vi skulle have gjort nogle ting for ”Børn i Afrika” sammen, men hun var blevet syg, så derfor satte jeg mig på lærerværelset for at skrive nogle ting. Så dukkede Brian fra 4.klasse op for at fortælle mig, at nu var Ivan der for at ville tale med mig. Da jeg viste mig i døren var der straks drenge – der som i går – hentede de små børnehaveklasse stole frem, nu var de parate til at snakke. ”Har du tid?” spurgte de – selvfølgelig havde jeg det. Efter få minutter spurgte Ivan mig, om han kunne skrive et brev til mine sønner, og jeg rejste mig for at hente papir og penalhus. En regnbyge gjorde, at vi måtte gå indenfor og i løbet af få sekunder havde jeg nu 15 – 20 drenge fra 4. – 5. klasse siddende, som alle ville tegne og skrive breve, men måske allerhelst deltage i fællesskabet. Der var det lige, at jeg fik lykkefølelsen af ”hvor er jeg dog heldig og nærmest lykkelig lige nu i selskab med disse skønne unger”. Der blev tegnet og skrevet i næsten 2 timer – det er utroligt, hvad man kan med nogle ark papirer, et penalhus og en æske farver. Jeg kunne med lethed etablere en fritidsordning på skolen.

Til sidst måtte vi rydde op for skoledagen var forbi, men jeg måtte love, at vi kunne fortsætte i morgen eftermiddag.

I dag kom en lokal fotograf ind på skolen. Nogle af pigerne i 4.klasse ville gerne fotograferes sammen med mig, de havde betalt fotografen for at tage et billede af dem sammen med mig. Det er da nærmest til at blive helt flov over.

I 6. klasse er de ved at øve danse til på søndag, når det er forældredag. Jeg er inviteret ind i klassen i morgen til ”speciel undervisning” for de mener bestemt, at jeg skal danse med. Ja, om ikke andet så stiger underholdningsprocenten da til helt i top.

Ja, sådan er hverdagen også her i Kampala fyldt med store øjeblikke.