11.november 2007

Den sidsteuge har været en travl uge med mange møder, arrangementer og lidt tid til atopdatere min travellog ”dagbog”.

Jeg har nu– efter Josephines introduktion – fået mit afrikanske navn: Namatovu. Så lidtafrikansk er jeg nu blevet.

Eftermandagens møder på skolen og Grand Imperial Hotel i city, tog jeg i skoletirsdag, da det vist blev den eneste ”almindelige” skoledag i denne uge. Ved 15tiden kom Vagn sammen med læge Arne Skipper fra Odense, som lige var blevethentet i lufthavnen. Dejligt at de kom for at hente mig hjem fra skole, forskolebussen skulle hente 7. klasse eleverne på den skole, hvor de havde haftderes eksamen, så jeg kunne rigtig have fået natte arbejde med at rumle land ogrige rundt i den bus. Det er for øvrigt rigtig hyggeligt sådan at blive hentet.

Vi –Skipper, Vagn og jeg – spiste aftensmad på et dejligt hotel i Bukoto, da Vagnlige skulle ud for at aflevere et brev til en Rotary Club der. Heldigt for os.

Onsdagarbejdede jeg hjemme i gæstehuset til ved 11 tiden, jeg var af præsten ogdoktoren blevet inviteret med til et møde med en overlæge på Mulago hospitalet,så det var formiddagens udfordring. Efter det spændende møde spiste vi lunch på”Inge, Susanne og Ibs restaurant”, og mens Vagn susede til møde med revisoren,så gik doktor Skipper og jeg på det afrikanske marked. Vi nåede lige ud påskolen til lærer gruppens møde omkring microfinance lån – jeg har også til deto møder, hvor jeg har været med, købt ”shares”, så nu kan jeg også låne ogiværksætte !!!!!! Vi kørte fra skolen ved 17 tiden og pga. trafik kaos tog det1½ times at komme tilbage til gæstehuset. Vi kørte direkte til den etiopiskerestaurant, hvor vi spiste ved 19 tiden – Josephine og jeg var først lige isupermarkedet for at købe en pose med ”overlevelses snacks” til turen i morgen.Jeg faldt selvfølgelig i snak med to damer ved nabobordet, og de spiste ristedegræshopper, som jeg straks fik lov til at smage.

Torsdagkørte vi Skipper, Vagn, Josephine, Sarah og jeg til Lyantonde, hvor vi holdt mødermed LWF og besøgte Sarahs familie. Byen ligger ca. 3½ times kørsel fra Kampalamod vest. Det er en smuk køretur, men vejen er stadig med masser af huller ogtrafik. Vejen fra Kampala til Lyantonde, er en del af det vejstykke, som gårfra Dar es Salam til Atlanterhavet, så det er en vej med megen og tung trafik. Deter også den vej, som kaldes ”AIDS RUTEN”. Lyantonde er en by, hvor mangelastbilchauffører overnatter, og så kommer kvinderne på besøg.

Viovernattede på Marvins Hotel i Lyantonde, og det er nu mit andet besøg på dettehotel. Byen er som en kulisse i en amerikansk cowboy film, og en overnatning påMarvins Hotel er medvirkende til, at jeg glæder mig meget over min tid somspejder.

Denne gangboede jeg i værelset ”Hong Kong” med eget badeværelse. Traditionen tro, var derikke vand i hanerne, men det kom pludseligt ved aftenstide, og så væltedevandet ud af min bruser. Jeg fik lukket for hanen – heldigt, at jeg var her,for her må man spare på vandet.

Vi spistepå en ny åbnet restaurant – sådan et sted ude på landet tør jeg kun spise kogteog stegte ting, så det er enten fisk og chips eller kylling og chips. Chips’neer håndskårne kartofler, hvilket er fint, men den olie de bliver kogt i er ikkenem at fordøje. Så efter bare to måltider i Lyantonde med chips, er jeg kureretfor chips de næste mange måneder. Lige som det er svingende medvandforsyningerne, er det også svingende med el forsyningerne, så midt iaftensmaden blev der helt mørk, men som gammel spejder er man vel ”prepared” oghar lommelygten med i tasken. Så vi forsatte middagen i skæret fra lommelygten,indtil der kom gang i generatoren.

Stjernehimlenvar helt fantastisk, millioner af små og store prikker, som jeg slet ikke kanblive træt af at kigge på her i den afrikanske nat.

Tilbage påhotellet sad vi nu i gården og drak en lille go’ nat whisky, mens vi taltedagen igennem. Besøget hos Christophers familie havde jo gjort indtryk.

Alleværelserne her på Marvins Hotel var blevet fyldt op i løbet af aftenen, og alleværelserne har udgang til den samme gård. Det er døre med jerngitre, og selv omjeg ikke har været i fængsel, så forestiller jeg mig, at det må være som her påhotellet. Kun få værelser har badeværelse, så her i gården er en strøm afmennesker svøbt i håndklæder, som valfarter til det fælles baderum – sådan enaften i gården er bestemt ikke kedelig.

Pastorenmente, at vi skulle arbejde, men jeg nægtede at lave over arbejde kl. 23 tilden betaling, jeg får. Generøst blev min løn sat 100 % op fra kr. 0,00 til kr.0,00!!

Det blevsengetid, men først da der blev slukket for generatoren hjalp det på natteroen.Alle de der havde besøgt hotellets bar, de vendte nu hjem og jern døreneskramlede. Min håndbruser, som ikke kunne lukkes, løb lige så stille og roligt,men nok til at jeg hele tiden kunne høre en irriterende rislen. Ud af nettet ogsengen for at opfinde et system med en balje og håndbruseren ned i den. Endeligfred! Nej, nu skulle alle de fra baren jo ud og tisse, så nu fik jerndørene entur igen. Baljen med vand var fyldt til randen, og løb nu ud over kanten……. Ogdet var endnu en ny irriterende lyd. Ud af nettet og sengen igen og tømmebaljen for vand – og sådan blev det ved de timer af natten, der nu var tilbage.Ved 5 tiden blev vandfaldet i badeværelset stille, men nu begyndte gæsterne atstå op. Igen fik jerndørene en tur, og så begyndte råberen fra moskeen, og detgik bestemt ikke stille af sig. Da han var færdig, tog den lokale radiostationpå hjørnet over. De sender deres program ud over hele byen via en højtaler, såman er tvangsindlagt til at høre det hele. Sikke en nat – vi havde ellersaftalt, at vi kunne sove længe og først skulle spise morgenmad kl. 8, men kl.6.30 orkede jeg ikke mere af den slag nattesøvn og stod op for at tage mitmorgenbad.

Nu var derså ikke mere vand i hanerne, til gengæld fik man stød, når man forsøgte at åbnefor vandhanerne. Men jeg havde jo en balje fyldt med vand fra nattensudskejelser og en tom plastic vandflaske, og med disse to ting kan man sagtensbade og vaske hår.

Efter denlange og varme køretur hjem, nød jeg mit rene badeværelse med varmt vand her igæstehuset rigtig meget. Pigerne herhjemme havde fundet nogle meget finehåndklæder frem til mig, og de var arranget meget flot på min seng. De er altsåbare så morsomme de piger.

Pastoren,doktoren og jeg spiste en lækker middag på den belgiske restaurant – en middag udenchips den aften!! Vi besøgte Inger Kjeldsen fra Folkekirkens Nødhjælp, dadoktor Skipper skulle tale lægeprojekt med hende, og ved 23 tiden kørte vi tilMuyenga Club for at modtage en gruppe indsamlingsledere fra FolkekirkensNødhjælp. Vi skulle jo lige drikke en øl sammen og snakke lidt, så først ved 1tiden brød vi op. Hjemme i gæstehuset havde en ”prayer gruppe” på 35 personerindtaget huset, og de skulle være her hele natten. Så det var atter en nat medleben, først ved 6.30 tiden lørdag morgen forlod de huset, men så var det vedat være tid for mig at stå op.

Lørdag vardoktor Skipper og jeg sammen med Mamma Robinah og hendes mand David ude ogbesøge et lille hospital ca. 10 km udenfor Kampala. Det er utrolige simple forhold dennelæge på hospitalet har at arbejde under, og rengøringsstandarden er jo bestemtikke på højde med, hvad vi kender til. Jeg ville nødig være patient på sådan ethospital. Et for tidligt født barn indpakket i et stort tæppe blev netop sammenmed sine unge forældre bragt med ambulance til et større hospital, MammaRobinah kiggede på mig og sagde: ”Jeg kan se, hvad du tænker” – og ja, jegtænkte vil dette barn overleve.

Om aftenenbesøgte vi en skøn kvinde med navnet Monika – pastor Vagn kender jo mangeforskellige mennesker hernede. Monika havde inviteret 2 andre kvinder, sombegge havde været i Danmark for et år siden, og sammen havde vi en hyggelig ogdejlig aften. Monika havde lavet afrikansk mad til en hel landsby, og detsmagte skønt. Hendes 2 små børn på 3 og 4 år var nærmest rædselsslagende for os,først da vi skulle til at tage afsked med disse herlige mennesker, så begyndtebørnene at turde nærme sig.

En godnattesøvn uden forstyrrelser, morgenmad og kirkegang i Full Gospel Church. Derefter dejlig frokost på Ban Cafe, og det var tid til at sige farvel til doktorSkipper, som Vagn skulle køre til lufthavnen i Entebbe. Det har været spændendeat møde doktor Skipper, som nu skal hjem og arbejde med et projekt, der handlerom at bringe frivillige læger til Uganda. Spændende for mig at jeg også harfået lov til at kigge med ind i den verden, jeg har tilbudt mig i detteprojekt, som den der kan sætte plaster på.

Aftensmadenvalgte jeg at springe over i dag - jeg synes, jeg har spist så meget de sidstedage, men nu kom Mamma Robinah med bryllupskage fra det bryllup, hun var til igår, så min aftensmad i dag bestod af bryllupskage.

I morgenskal jeg i skole, og jeg har i dag haft kontakt til Jonna Kildebogaard, som pt.er i Kampala. Hun regner med at skulle ud med mad til de handicappede i Bukotoområdet i morgen, og så vil hun sende en op til skolen for at hente mig. 

Godnat fraNamatovu