Regnen startede i nat omkring kl. 2.30 – regnen stod ned i tykke stænger, mens lynene oplyste himlen, og torden skraldene gav genklang mellem de 7 bjerge. Sådan blev det ved til hen ad kl. 7. Jeg tror, at jeg snart må være igennem min fobi for torden vejr, for den kraft, der er på regn- og tordenvejr her i landet, er voldsom sammenlignet med danske forhold.

Da jeg stod op kl. 6.45, var der ingen strøm, men heldigvis har jeg stadig et lager af fyrfadslys, så morgenbadet foregik i skæret fra stearinlys og lynene som flænsede den mørke morgen himmel. Jeg kan jo sagtens her i mit store fine hus, hele morgenen har jeg ligget i min lune seng og tænkt på de, der bor i dalsænkningerne – typisk slumområderne – der er alt vådt og mudret – ude som inde efter sådan en omgang regn.

Uganderne kan ikke lide regn, de fryser, når det regner. Selv speakeren fra moskeen som plejer at være på banen kl. 5, han sov længe i dag. Jane foretrak at blive i sin lune seng, og jeg ville ikke forstyrre hende. Jeg fandt en termokande med varmt vand fra i går aftes, det kunne sagtens blive til en kop te, brød og syltetøj var der i køleskabet, strålende morgenmad inden afgangen til skolen. Men 3 minutter før John kom for at hente bussen, gik Jane alligevel i gang med morgenmaden, så jeg blev udstyret med en kande kaffe, to skiver brød og to bananer til busturen. Inden John startede bussen, tog han lige sine str. 45 sko af og hældte flere liter regnvand ud – han havde været med en taxi her til morgen, hvor vandet var kommet ind alle vegne under kørslen.

Lige før vi nåede til Clock Tower, kom vi så til den første vandpyt eller nærmere en ny Lake Victoria, og sådan blev det ved hele vejen ud til skolen. Da vi kom ud på skolen, var eleverne allerede i gang med at tørre vand op inde i skolen, og skoledagen kom først sent i gang i dag pga. regnen. Alle klasser har eksamen i disse dage, så det er lige som til terminsprøverne for en måned siden: skriftlige prøver i massevis og alle de prøver skal jo rettes af os lærere, så nu har jeg igen 120 opgaver at rette og  regne svar procent ud på. I dag var det religion og staveprøve. Også børnene i baby nusery og nusery går til eksamen – de skulle meget hellere ud og lege efter min mening.

Atter en dag med ris og bønner til lunch til børnene. Lærerne fik ris, kartofler, kogt hvidkål og et stykke fisk – jeg sprang lige fisken over, for det var sådan en med masser af ben i. Når jeg spiser fisk med ben i, så er der sammenlignet med når en ugander spiser fisk, nærmest en halv fisk tilbage. Når en ugander er færdig med sin fisk, ligger der kun en lille bunke ben tilbage – det er fascinerende, som de kan spise en fisk. ”You have only played with the food” siger de til en, når de ser, hvad der bliver efterladt af skind og ben.

Det var aftalen, at jeg skulle besøge min ven Ivan og hans familie i slumområdet i dag. Allerede ved 10 tiden kunne jeg se ud af min venstre øjenkrog, at Ivan var så pladsen foran skolen, han skulle lige sikre sig, at jeg nu var der. Sam – pedellen – kom til mig for at fortælle, at Ivan havde været der for at sikre sig, at Sam og jeg kom på besøg i dag, nå jeg var færdig med at undervise i P1.

Ivan havde tirsdag og onsdag lavet nogle terminsprøver, og ud fra disse prøver havde lærerne bestemt, at Ivan skulle starte i 5. klasse. De to år hvor han ikke er blevet undervist, kan på den måde blive indhentet. Den besked fik Ivan så, før vi gik ned for at besøge hans tante og hendes børn. Ferien begynder den 7. december, og så varer den til begyndelsen af februar 2008, og der skal Ivan begynde i 5.klasse.

Det var jo en herlig besked at tage med til tanten.

Turen gennem slumområdet er morsom, fordi jeg får så mange tilråb, folk morer sig, og jeg morer mig jo også gerne højlydt sammen med dem. I dag var der flere, der råbte efter mig: ”The queen is here”, og det er en hentydning til Dronning Elisabeth som kommer til Kampala på torsdag. Når jeg så råber tilbage til dem, at det er næsten rigtigt, det er bare ”the queen from Denmark”, så kigger de endnu mere underligt på mig og ved ikke rigtig, om de skal tro på mig eller ej.

Regnen havde også forvandlet dette slumområde udenfor skolen til et stort mudderhul, og selv om jeg kiggede mig rigtig godt for, så lykkedes det alligevel for mig at få den ene fod placeret i et mudderhul, så jeg havde mudder til anklen, da vi nåede til Ivans tantes lille hus. Jeg blev inviteret indenfor, og at tage kondiskoen af var jo nærmest håbløst, for min fod var lige så mudret, derfor sad jeg og strittede underligt med foden under hele samtalen, da jeg nødig ville gøre deres gulv beskidt.

Huset var lille, kun et rum, men rent og her var tre stole og en lille sofa, som tanten lå og sov på, da vi ankom. I dette hus sover tanten med pigerne, mens drengene sover i et andet hus. Tanten har 8 af sine egne børn og Ivan boende, manden forlod hende for 6 år siden, og han er ikke set siden. De børn, der nu var hjemme, blev hentet ind i huset for at hilse på denne Mzungu – søde børn og INGEN AF DEM GÅR I SKOLE, FORDI DE IKKE HAR RÅD TIL SKOLEPENGE.

Min tro væbner Sam han oversatte samtalen med tanten, og Ivan der er vældig dygtig til engelsk, han sad på min højre side og lyttede meget intenst med i samtalen. Tanten kunne fortælle den samme historie om Ivans forældre, som var døde for 2 år siden. Først far, så mor – Ivan har andre søskende, men de er alle spredt til forskellige familiemedlemmer. Hans mor fødte tvillinger, kort tid før hun døde, og den ene af disse tvillinger er siden hen også død.

Tanten blev glad for at høre, at Ivan kunne begynde i skolen efter ferien, og jeg lovede hende at arbejde for, at de andre børn også kunne komme i skole. Tanten virkede træt, og jeg kan være bekymret for, om hun mon er syg. Men at have ansvar for 9 børn er sandelig også noget af en opgave. Da samtalen var ovre, forærede jeg hende nogle penge - donation fra vores Vanilla Fond – hun græd og faldt mig om halsen, sådan sad vi lidt og holdt om hinanden, mens der var helt stille i huset. Jeg lovede at komme på besøg igen, inden jeg rejser hjem til Danmark. Hele familien fulgte mig gennem de mudrede stier tilbage til skolen, hvor jeg indvilgede i en lille fodboldkamp med drengene – det syntes de godt nok var morsomt.

Inden jeg sagde farvel til Ivan, delagtig gjorde jeg ham i plan 2. Han skal i weekenden finde ud af, hvad han skal bruge af ting og sager, når han skal begynde i skole. Så skal vi sammen have købt blyanter, hæfter, rygsæk, skoleuniform m.m. ind til ham. Sam belærte Ivan om, at han virkelig nu fik en chance, som ikke mange børn får, og det nu er vigtigt, at han tager imod den mulighed. Og jeg har sagt til ham, at jeg vil holde et vågent øje med, hvordan han klarer sig i skolen både fagligt og socialt, jeg kommer tilbage næste år og kigger til ham.

Det var, som om solen skinnede ekstra meget her i eftermiddag i hvert fald i mit hjerte. Jeg talte i eftermiddags med lærer Sam om vigtigheden af, at lærerne på Eden School kender til børnenes baggrunde. Hvis de ikke har læst lektier, er det jo ikke sikkert, det er fordi de er dovne, men i husene i slummen er der ingen strøm og måske har de ikke råd til paraffin til lampen. Når det regner, bliver alting vådt, og at holde tøjet rent i sådan en gang mudder er heller ikke nemt. Jeg kan bare se på mig selv, jeg er altid beskidt, og jeg bor endda ikke i slummen. Jeg forslog Sam, at man som lærer gik på besøg hos børnene og deres familier for på den måde at få kendskab til, hvad det er for nogle børn, man har i sin klasse. Det, syntes han, var en rigtig god ide. Sam er også en af de unge lærere, der har et stort hjerte for børnene, lytter til dem og er i dialog med dem. Vi talte om det at have indfølingsevne overfor disse børn, at fokusere på det positive for på den måde at prøve at løfte disse børn i deres selvværd – spændende samtale.

Børnene fejede og vaskede gulve på skolen, vaskede bussen udvendig og indvendig i 1½ time. De, der ikke gjorde rent, spillede bold med lærer Henry og lærer Moses – det er bare så dejligt at se disse to unge fyre drønede rundt og arrangere boldspil med børnene om eftermiddagen.

På vej hjem i bussen kom regnen igen, så nu kunne børnene rigtig nå at blive våde, inden de kom hjem i de fugtige huse. Mange ved ikke hvor de skal/kan sove i nat, da alting er vådt hjemme. Den unge pige Grace her i huset fortalte mig, at hendes datter havde vækket hende i nat, da vandet begyndte at løbe ind i huset. Alt var blevet vådt, og Grace havde været rigtig bange. Klokken er nu 20, det er bælgmørkt, og Grace er lige gået hjem for at finde ud af, hvor hun kan sove med sine børn i nat.

Efter hvad jeg har set, hørt og oplevet i dag, så tror jeg ikke, at jeg nogen sinde mere vil kunne mene, at mit eget liv til tider kan være fyldt med problemer. Det hører vist til helt nede i småtingsafdelingen, det jeg kan præstere. Det jeg har oplevet i dag handler om at overleve dagen, vejen og livet. Her er helt andre og stærke kræfter på spil. Hvor er det dog tankevækkende.