Nogle mænd her i Uganda har simpelthen ingen pli. Når de skal tisse så er det bare her og nu, og så kan vi andre kigge på dem mens de står der i vejkanten og ”lader deres vand” i Kampala. Næste gang jeg kommer her ned tager jeg en stor saks med, og så skal vi hurtig få gjort en ende på det J

 Det værste var dog i går, da brudeparrets bedsteforældre ud på aftenen ankom her til gæstehuset, for nu skulle de også over natte her. To herrer på alder med Metusalem skulle sammen med en masse andre overnatte i det andet værelse her i stue etagen, så nu skulle også benytte ”mit badeværelse”. Det er ellers rigeligt med de der uopdragne unge amerikanere, som tror de har deres mødre med til at rydde op efter sig.

Men de to ældre herrer, fra en eller anden landsby, er åbenbart ikke rigtig vant til at benytte et toilet, for da jeg skulle en tur på badeværelset, inden jeg gik i seng, så havde de tisset på HELE gulvet i stedet for på toilettet. Alt var vådt og lugtede – bademåtten var ubeskrivelig ulækker, og de unge amerikanere havde vandret rundt derinde med deres sorte fødder. Det var nærmest en udløber af Victoria søen. Jeg havde mest lyst til bare at lukke døren hermetisk til, men hvis nogen i løbet af natten kom der ud, så ville nemt kunne glide i alt det, og jeg havde jo ikke lyst til at skulle samle nogen op med et brækket ben.

Jane var gået i seng, men jeg var nødt til at vække hende, for at finde klude så vi kunne få tørret alt det op. Kl. 23 var vi i gang med at gøre badeværelset rent!! Og i dag her til morgen da jeg kom derud, lignede det igen ”Jerusalems ødelæggelse”, denne gang havde ingen dog tisset på gulvet.

I løbet af natten blev der flere gange taget i døren til mit værelse. Heldigvis havde jeg låst for natten, ellers havde de vel fortsat deres tisseri inde hos mig.

De unge piger her i huset beklager sig ikke, men denne her gruppe på 11 unge meget støjende amerikanere er lige godt for meget. Deres værelser ligner noget der er løgn (værre end mine sønners værelse i teenageårene), deres beskidte tøj smider de blandt meget andet bare på gulvet, så kan pigerne samle det og vaske det samt lægge det rene tilbage. ”Even their underwears” siger pigerne og rynker på næsen. Så det er ikke kun de ugandiske mænd jeg skal til at opdrage på, men også de unge amerikanere.

Klokken er ved at være 19.30, jeg har lige været ude og hjælpe pigerne med at hænge vasketøj op. De er segnefærdige af træthed, de har vasket hele dagen, sengetøj, håndklæder og alle amerikanernes tøj. De har ingen vaskemaskine, alt vaskes i hånden, og vandet hentes i en hane i spande. Et slæbe og knokle arbejde af rang. Nu skal de servere aftensmad, derefter vaske op og det bliver sent, før de kommer hjem til deres egne børn og mænd. Sådan er det 7 dage om ugen, og lønnen? Den tør jeg slet ikke spørge om. Men jeg kan næsten ikke holde ud at se på, hvordan de knokler og slider deres unge kroppe.

I går eftermiddags kom en af de unge lærere og besøgte mig. Han har skrevet et brev til min far og et brev til skoleleder Maj-Britt Overbye på Dyssegårdsskolen, som jeg skal have med hjem.

Det var rigtig hyggeligt, og vi snakkede i 7 timer, kiggede billeder, kiggede på noget undervisningsmateriale jeg har fra MS Uganda, jeg viste ham forskellige måder at arbejde på en computer, og hørte ham fortælle sin historie med 6 søskende og en far der døde for 14 år siden - alle disse historier om manglende forældre. I dag var det driver Jackson der fortalte mig om sin familie. Han er bare 29 år og begge hans forældre er døde.

Lærersnakken den lørdag aften forsatte ud i den mørke Afrika nat med de mange lysende stjerner, forbi og sammen med vagten med geværet Jimmie og helt ud på vejen. Det er rigtig hyggeligt med disse besøg, lærerne vil gerne vide en hel masse og de spørger og spørger – jeg svarer jo gerne.

I dag søndag har jeg været til gudstjeneste og bryllup i Eden Church. Driver Jackson kørte mig, og når vi kører sammen, så går snakken også der ud af. Da vi kom tilbage igen til gæstehuset ved 13 tiden, kom en anden lærer på besøg. Sammen skulle vi besøge det baby hjem, som jeg besøgte den første søndag i oktober sammen med de ”three wise men from Australia”. Driver Jackson det rare menneske tilbød at køre for os, da han havde fri, og det sagde vi pænt ja tak til.

På babyhjemmet havde de to små for tidligt fødte babyer liggende i kuvøser. Den ene var blevet efterladt på Mulago Hospitalet her i Kampala i onsdags, og den anden var blevet fundet i en bananplantage sidste lørdag. For tiden havde de 78 babyer og småbørn i huset, og den ene er dejligere end den anden. Når jeg går rundt og kigger på disse dejlige små væsener, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor kort der er mellem liv og død. Et liv fordi nogen har fundet en, og de der ikke bliver fundet, intet liv. Det er til at få kuldegysninger af at tænke på.

Da vi kom tilbage, måtte Jackson absolut se billeder af mig i ”gummasi”. Han var optaget andet steds til Josephines introduction, så han havde ikke haft mulighed for at more sig over mig J Han tog straks et billede med sin telefon af billedet på computeren, så ”hans queen” kunne komme på telefonen. Ja, sikke en tilværelse.

I kirken i dag mødte jeg min uganda kolleger Hope, Stella, Moses, David samt kokken Ronald og den unge Sam. Stor gensynsglæde igen – gad vide hvor mange gange vi kan nå at få sagt farvel og glædelig jul. Den unge Sam er stadig og har under hele mit ophold været min tro væbner. Skønt han ikke er mere end i starten af tyverne, så er hans omsorg og opmærksomhed overfor andre meget stor. Også i dag i kirken - han henter vand til mig, går ud og kigger efter Jackson, bærer min taske og følger mig gennem mekanikerværkstedet op til bilen. Og måden han gør det på, er så sød og omsorgsfuld. I begyndelsen kunne jeg jo ikke rigtig finde ud af at tage imod al denne her høflighed og venlighed, men nu har jeg vænnet mig til at have taskebærer, døråbner, stole henter m.m.

I min periode her nede har den unge Sam været igennem en slags forvandling. Hvor han i starten var en ”stor dreng”, så oplever jeg ham nu, som en ansvarlig ung mand. Da vi torsdag aften drog ind på markedet med alle børnene og Ivan for at købe sko, da var det helt tydeligt, at Sam var ”manden” der med overskud og udsyn, holdt øje med os alle sammen. Også på andre områder har jeg på det sidste oplevet ham træde i karakter på en rigtig fin måde. Sam vil gerne være journalist, og han har lige i de sidste uger været til eksamen på universiteter. Jeg håber, han har klaret sig godt. Den fyr, som er vokset op i slummen med en forfærdelig barndom, han har så mange gode drømme og ønsker for sin fremtid, han bliver alle tiders omsorgsfulde far når den tid kommer, og jeg er meget glad for det venskab, jeg har fået med ham. Der er ingen tvivl om, at Børn i Afrika har en rigtig god mand i Sam her i Uganda.

Et større optog er ved at tegne sig for afgangen til lufthavnen på onsdag. Driver Jackson skal selvfølgelig køre sin ”queen”, min uganda datter Josephine skal med, en lærer vil gerne med, Sam vil gerne med, Ivan vil gerne med – måske vi skal lave en udflugt med skolens bus.

I et supermarked har jeg fundet Danske brunkager, så nu spiser vi rigtig brun kager til den afrikanske te, måske det kan bringe julestemningen op.

I morgen har min ”skrappe bos” bevilget mig 1 time til at indkøbe små julegaver til at tage med hjem – ingen slingren i valsen her skal arbejdes til sidste dag. Jeg har besluttet, at Josephine og jeg skal drikke afternoon te på ”Hotel Serena” i Kampala city i morgen. Der boede den engelske dronning under sit CHOGM ophold, så det må være passende at the queen from Denmark også aflægger ”Hotel Serena” et besøg, inden hun rejser hjem.