Lørdag formiddag i kontoret. Josephine er i banken og på jagt efter nogle papirer, som vi afleverede i en reception i onsdags, og nu er de blevet væk!!

Kalenderlyset er tændt og fra computeren strømmer julemusik ud. Jeg må jo forsøge, om jeg kan fremkalde en lille smule julestemning her på den 15. december. Udenfor skinner solen gennem et let sky dække, og temperaturen er rigtig behagelig.

Her til morgen har min Uganda søn Ivan ringet for at fortælle, hvor glad han er for sine fodbold sko, og nu skulle han ud og træne til en kamp i morgen. Jeg skal ud på skolen på tirsdag for at hente nogle tegninger, så vi aftalte at kigge efter hinanden – lige en mulighed for at få sagt hej og farvel endnu en gang. Min bror har bedt mig købe en julegave til Ivan fra ham, så jeg vil prøve, om jeg kan finde en fodboldbluse til ham.

Stilheden i huset er vendt til nærmest larm og ballade. En gruppe unge amerikanere på 11 stykker indtog huset for en uge siden, og de larmer enormt og opfører sig aldeles som om, ingen nogen sinde har opdraget på dem. Det er vældig anstrengende, men i dag, hvor jeg arbejder hjemme, er de ude af huset, og Jane, Grace, Stella og jeg nyder freden og roen, hvor det bare er os. Her bor også et ungt par som skal giftes i dag, og i aftes ankom en større afrikansk familie, der skal med til brylluppet. Bruden er pt. endnu ikke set her til formiddag, men jeg venter spændt på, om det skal lykkedes at få et glimt af hende.

Bruden er ung, virker skrøbelig og sart, bare hun klarer dagen i dag. I går kom det unge par hjem kl. 21.30, og da ville bruden gerne have mad, og det skulle være matoke, så Jane og jeg gik i gang med at skrælle, koge og mose bananer samt kokkere forskelligt. For som Jane sagde: Hun er gravid og vil kun spise matoke.

Jeg havde besluttet, at jeg skulle tidligt i seng i går! Det er lige som at være på feriekoloni med Dyssegårdsskolen. Hver morgen siger jeg til pigerne: I aften skal jeg altså tidlig i seng – så griner de bare, for når det bliver aften er jeg altid i gang med et eller andet sjovt, så jeg kommer ikke tidligt i seng. I går sov jeg dog kl. 23, men jeg er blevet rigtig god til at klare mig med 5 – 6 timers søvn, det må være solen og lyset der hjælper.

Dagen i går var en lang og travl arbejdsdag. Josephine og jeg kørte hjemmefra lidt efter kl. 8. Jeg havde et møde vedr. skolen, og imens ordnede Josephine noget andet. Derefter drog vi fra kontor til kontor hele dagen i en ulidelig trykkende varme. Det tager oceaner af tid med alle disse kontorer, og papirer man skal rundt til. Vi var tilbage i kontoret kl. 17, og det eneste vi drømte om at få, var Janes afrikanske te. Hun opfyldte vores ønske, og så var vi klar til at tage det sidste nap, før vi lukkede og slukkede i kontoret klokken næsten 19.

Fra Dyssegårdsskolen var der ønske om min hjælp til en skrivelse, hvilket jeg med stor glæde og fornøjelse straks gav mig i kast med. Verdenen er jo egentlig ikke ret stor, her sidder jeg i Uganda og arbejder på skolens personaleintra, fantastisk.

Nedtælling, nedtrapning og tid til farvel. Da jeg rejste her herned, havde jeg ikke på nogen måde forstillet mig, at det skulle blive problematisk at vende hjem igen. Men det er rent følelsesmæssigt som at blive skåret midt igennem. Den ene halvdel af mig vil gerne blive og fortsætte arbejdet (det er hjertesiden), den anden halvdel (det er hjernesiden) fortæller mig, at selvfølgelig skal jeg hjem. Jeg ved, at når jeg på onsdag aften skal sidde 3 timer i lufthavnen i Entebbe og vente på afgang, vil det blive med sorg i sinde. Som at sidde i en slags vakuum fordi jeg så har forladt min dejlige Uganda tid for denne gang, vel vidende at jeg vil være savnet, samtidig ved  jeg også, at jeg er savnet hjemme i DK. Alle mine billeder på computeren, breve og historier her fra samt Mettes Ipod med musik skal hjælpe mig hjem til virkeligheden igen. Så inden I går i seng på onsdag aften, så send mig lige nogle kærlige tanker til at rejse hjem med.

Flere har spurgt mig om, ikke jeg længes efter at komme hjem. Selvfølgelig glæder jeg mig til at se jer alle sammen igen, men på grund af den rimelig nemme netadgang (når der ellers har været strøm), så har jeg på intet tidspunkt følt mig langt væk, selv om jeg rent fysisk er midt i Afrika. En ting glæder jeg mig til: at få vasket mit tøj i en vaskemaskine med en masse ”Vanish” så jeg kan blive rigtig ren igen.

Saa er her lidt billeder fra "The Christmas Party" i tirsdags,