Sikke en dag – det er meget længe siden, at jeg har moret mig og grinet så meget som på denne lørdag den 3. november.

Janes søn Joshua på 12 år er her i huset på weekend – han er ellers på kostskole – han havde dækket morgenbord og hentet brød i den lille butik på hjørnet, for han ville gerne spise morgenmad sammen med mig. Solen skinnede, og morgenen var sval og frisk, så jeg gik en tur i haven, mens Joshua forberedte morgenbordet. Pastor Vagn skulle komme tilbage fra sin tur til Fort Portal kl. 9.30 og derefter skulle der være afgang til Josephines Introduktion.

Ved 9 tiden begyndte jeg at iføre mig min kjole hjulpet godt på vej af Grace og Jane. Men bæltet skal bindes på en bestemt måde, og det ville ikke rigtig lykkes for damerne, så Grace og jeg drog af for at finde damen i den lille butik nede på hjørnet, for hun skulle være en sand ekspert. Det vakte stor morskab på vejen at sådan en mzungu kom trippede i en ”gummasi”. Damen var dog ikke hjemme, men så blev vi inviteret inden for i den lille restaurant (læs skur med 2 borde og 4 bænke) ved siden af, hvor 3 herrer spiste morgen mad, mens den unge kvinde som ejer restauranten forsøgte sig med det genstridige bælte. Grace blev sendt tilbage efter en snor!! En snor må man have om livet, inden bæltet bliver bundet, sagde nogen. Den unge kvinde opgav også bæltet, men drog af for at finde endnu en kvinde, der kunne hjælp, og imens forsøgte de morgenmadsspisende herrer sig med at få bæltet bundet rigtig!! Ja, der er sandelig måder at få kontakt med andre på J

Efter flere forsøg opgav de, og jeg stillende mig grinende ud på hjørnet for at kigge efter hende, der var gået efter mere hjælp. At man er hvid, vækker opsigt, men at man også optræder i en ”gumassi”, det var lige ved at give trafikkaos ude på vejen.

Nå, men her var ikke mere hjælp at hente, så jeg trippede hjem til gæstehuset sammen med Grace igen. Hjemme i huset var den unge mand Adam nu dukket op, og han forsøgte sig også med det genstridige bælte, og indtil videre var det klart det bedste resultat. Kort tid efter ringede det på døren, og ind trådte kvinden fra restauranten medbringende kvinden fra den lille butik, og så gik det ellers løs………. Hun var en sand ekspert både med foldning, snor og bælte, også Grace og Stella skulle iføres ”gumassi”, så damen fra butikken kom rigtig på arbejdet.

Pastor Vagn kom først tilbage kl. 9.30 ”african time”, så vi kørte fra huset ved 11 tiden, hvilket jo var ganske udmærket, for det tager jo tid, når man har så mange personlige påklædere omkring sig. Da vi nærmede os Josephines hjem, parkerede vi og gik det sidste stykke til huset. Igen vakte vi stor opsigt – pastor Vagn i hvid lang kjortel og jakke (i 30 graders varme) og så mig i hele udstyret efterfulgt af Grace og Stella. Der var rigtig mange, som morede sig højlydt over dette optog med to mzunguer i Uganda tøj J

Vi nåede frem til slutningen af en messe, som blev afholdt inden selve Introduktionen.

Da vi ankom, blev vi nærmest overfaldet af 4-5 fotografer, det var lige før, man følte sig kongelig eller som deltager på den røde løber ved ankomsten til en Oscar uddeling - der blev blitzet og blinket efter alle kunstens regler.

Gårdspladsen var pyntet med telte, stole, sofaerne inde fra huset var også båret ud, blomster og lys – det var meget fint. Stalden, hvor man normalt kan kigge ind til dyrene imellem brædderne, var i dagens anledning blevet dækket til med siv måtter, hvor på der blev sat hvidt stof og pyntet med blomster og hjerter.

Mens vi ventede på Richard og hans følge var der underholdning – hyldesttale til alle mødre (synd jeg ikke forstår noget) samt en slags quiz (som jeg heller ikke forstod et kvidder af) men Grace og Stella var søde til oversætte. Ind i mellem dansede vi, mens vi sad på stolene.

Endelig kom Richard og hans følge, og nu fulgte et par timer med ren totalteater. De to familier sad overfor hinanden, og en repræsentant fra hver familie forhandlede om Josephine. Det hele endte lykkeligt, og der blev bragt gaver ind fra Richards familie og venner: kurve fyldt med frugter, grønsager, brød, kaffe, te, sodavand, øl, sække med ris, mel og sukker, gaver til det unge par, gaver til familien, en høne, en ged og en ko. Heldigvis blev koen udenfor, mens geden og hønen blev parkeret midt i mellem alle gaverne. Milde himmel, her var mad til at bespise en hel landsby i flere dage. Det var fuldstændig som at være på et afrikansk marked. Så var det tid for at udveksle ringe og til at skære forlovelseskagen ud, godt jeg havde foræret det unge par en kagekniv, for den blev benyttet.

Ved 19 tiden var alt dette ved at være overstået, nu havde vi siddet på stolene i 7 timer, og der blev serveret mad. Vi var nok omkring 150 mennesker, som alle fik udleveret en bakke med Uganda mad: matoke, ris, kød, kogt græskar, kartofler, ærter, noget grønt, peanut sauce og en pakke, som var lavet af bananblade. Der i lå kyllinge stykker, som var blevet dampet i disse bananblade, og det smagte rigtig godt. Vi balancerede tilbage med disse bakker til vores stole, og jeg kan sige, at det er noget af en kunststykke at flytte sig rundt, når man er iført 6 meter stof og små sandaler på en ujævn stenet gårdsplads og så med en fyldt bakke i hænderne.

Efter maden sagde Richard familie farvel, og da de var ude af porten, brød hele Josephines familie og venner ud i dans, og så kom der ellers gang i hoftevrikkene J Det var tid til at bryde op efter en fantastisk dag fyldt med nye og anderledes indtryk – jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det har været et skue for øjne og ører, det har været en dag så livsbekræftende og munter, som jeg ikke har oplevet længe, og da vi sagde farvel og tak for i dag, blev jeg foræret en stor blomsterdekoration, som tak fordi jeg kom!

Så trippede vi igen af sted på den ujævne og mørke vej for at finde bilen, og selv om det var mørkt, så er der jo altid mange på gaden, og olielamperne var tændte, og igen vakte vi stor munterhed: ”mzunguer” i uganda tøj.

Sikke en dag – ikke nok med at jeg havde 11 personer til at hjælpe mig i tøjet, gennem dagen blev jeg blevet ”rettet og foldet”, så jeg hele tiden kunne tage mig ud fra en pæn side. Nu er vi vel hjemme, kjolen hængt på bøjle og cowboybukserne er kommet på. Jeg vil godt lige fortælle, at det er hårdt sådan at være ”Queen of Denmark”.

Søndag: I dag har vi det ligesom i historien om Askepot J I går var fest og farver, i dag er det hverdag igen specielt for mine to prinsesser (og tro væbnere) Grace og Stella, som er tilbage i huset med rengøring, vasketøj og husarbejde. Men lørdagens dejlige fest, samt det fællesskab vi havde i sammen at deltage i Josephines og Richards forlovelsesfest, det kan ingen tage fra os. Nu hvor Richard er officielt introduceret i familien glæder sig mig til at lære ham nærmere at kende, han virker rigtig sød og rar.

Søndag den 4. november 2007

Hjemme i Vangede er der basar og loppetorv i denne weekend. Det er underligt ikke at være med – det er først gang i 30 år, jeg ikke er på basar i Vangede Kirke, men selv om Basarkomiteen som sædvanlig havde travlt lørdag aften med at rydde op, forberede søndagen og skrive basaravis, så fik jeg i går aftes både sms’er samt en mail fra dem vedhæftet søndagens udgave af basaravisen samt et billede, så jeg kunne konstatere, at jeg ikke var glemt men savnet. Det er da bare til at blive rørt og glad i sit hjerte over.