birgitte @ Uganda - Historien om lille Sarah

birgitte » Beretninger » Historien om lille Sarah

Historien om lille Sarah

Historien om lille Sarah – en føljeton.

Jeg vil gerne fortælle jer historien om den lille Sarah, som jeg mødte for første gang sidste sommer.

Den lille Sarah er en stor dejlig pige på ca. 6-7 år. Ingen ved præcis hvornår hun er født, men at hun er live er ikke en selvfølgelighed. I 2001 fandt en rådgiver i en landsby syd for Lyantonde, efter oplysning fra nogle lokale beboere, Christopher og hans 8 søskende, der var blevet forældreløse efter forældrenes død af Aids. Moderen til de 7 ældste børn døde omkring årsskiftet 1998/99, dernæst døde faderen i år 2000. Han havde nåede at tage sig en ny kone, som også blev smittet med HIV og sammen fik to børn mere, inden hun i efteråret 2001 døde af Aids.

Pastor Vagn og Arne Skipper fra Odense var her i Uganda i 2001, og de fik mulighed for sammen med nogle lokale rådgivere at tage med ud til børnene, da disse skulle registreres, og der skulle iværksættes et hjælpeprogram for dem.

Vagn fortæller om dette besøg:

”Da vi kom til landsbyen, mødte der os et forfærdeligt syn. På deres hus, som var klinet med rød jord, sad ler klatter på husvæggen, der dannede ordene ”GOD HELP US”. De 9 børn - i alderen 16 år ned til under 1 år - kom os i møde. De var små af alder, tynde, ranglede og havde næsten ikke tøj på kroppen, og det tøj, de havde på, hang i laser og var beskidt. De var svedige, snavsede og lugtede, det var længe siden, de var blevet vasket. Alt på dem var rødbrunt, ligesom jorden de levede på derude i bananplantagen.

De sov alle i det lille lerklinede hus, hvor stråtaget var utæt. Huset var omkring 12 m2 stort, hvorfor de måtte ligge tæt sammen på ler gulvet, en nødvendighed for at kunne holde varmen, da de ikke havde hverken dyner eller tæpper at tage over sig om natten. I regntiden blev de dyngvåde af regnen som dryppede ned igennem det utætte tag. På bagsiden af huset var et lille faldefærdigt køkken på ca. 2 m2, og toilettet var under den åbne himmel mellem banantræerne.

Børnene - i skolealderen - gik i skole, da forældrene levede, nu var de droppet ud af skolen. De var ikke længere i stand til at betale de sædvanlige udgifter til skoleuniform, bøger, blyanter, kridt og småpenge til deres læreres mad, som man skal gøre for at kunne gå i en regeringsskole.”

Søskendeflokken havde også passet den lille Sarah, som vel på det tidspunkt i 2001 var omkring 10 – 11 måneder. Da Sarah blev fundet, havde hun en udspiletave , som tydeligt viste, at hun ikke havde fået den rette ernæring, men hvordan skulle disse søskende dog også kende til at pleje og passe en baby? Den ældste bror havde påtaget sig forsørger pligten overfor sine søskende, så han var nødsaget til at arbejde for andre for at skaffe mad til sine søskende.

Denne børnefamilie har siden 2001 haft en trofast rådgiver, John som i lange perioder har haft taget Sarah hjem til sig og sin familie, således at Sarah også kom i børnehaveklasse i den lokale skole. Siden 2001 har Dyssegårdskirken støttet Christopher og hans familie økonomisk.

Mit første møde med disse børn var sidste sommer, da jeg sammen med Dyssegårds Sogns Ungdomsforening besøgte familien i landsbyen syd for Lyantonde. Deres hus var blevet renoveret, Christopher havde fået bygget et lille hus med bare et rum til sin kone og sig selv, og bagved huset var der lavet et køkken. Christophers kone var meget ung og nærmest sky overfor os, de rådgivere fra Lyantonde vi fulgtes med, gættede på at hun var 15-16 år. Hun havde et barn på armen, et barn i maven og et barn var begravet i bananlunden bag ved huset. Her lå også børnenes far, bedstefar, to farbrødre og en fætter begravet. De to mødre var blevet ført hjem til deres fædrene jord.

Jeg glemmer aldrig den eftermiddag i juli måned 2006, hvor vi stod foran disse grave sammen med alle børnene. Der skal meget til, før jeg bliver mundlam, men den eftermiddag i bananlunden var det som om noget strammede sig om min hals, og tårerne løb stille ned af mine kinder. Det besøg gjorde dybt og stort indtryk på alle, og der var rigtig meget at få talt igennem, da vi igen sad i bussen. Om aftenen fik vi besøg af John og lille Sarah, som nød at være sammen med de store, søde piger i Ungdomsforeningen. De unge mennesker gik straks i aktion, og inden dage var omme, havde de unge mennesker besluttet, at de sammen i Ungdomsforeningen ville støtte Sarah til skolegang på en kostskole.

Der var ikke langt fra tanke til handling hos de unge i Ungdomsforeningen, og efter accept fra Sarahs søskende, tog Sarah med Josephines søster Julie ind til Kampala i januar 2007, og i februar begyndte Sarah i børnehaveklassen på Alpha og Omega skolen. Når Sarah har weekendfri eller ferie, tager Josephine hende med hjem til sin familie på gården midt i Kampala, hvor der er andre børn at lege med.

Mandag den 29. oktober besøgte jeg Sarah sammen med pastor Vagn og Josephine. Sarah er på kostskolen Alpha og Omega, og hendes skolegang sponseres af Ungdomsforeningen i Dyssegårdskirken. Den Sarah jeg mødte i sidste uge, var en glad, smilende pige med varme og glæde i øjnene, en pige som nu taler engelsk og er rigtig dygtig i skolen. En pige, som kom os i møde med åbne arme og genkendelse i blikket.

I morgen skal vi igen til Lyontonde, og Sarah med hjem for at besøge sine søskende, som hun ikke har set siden januar måned. Vi, der skal af sted er pastor Vagn og Arne Skipper, som begge var med da Sarah blev fundet, samt Josephine og jeg. Jeg tror, det bliver en stor oplevelse for Sarah at komme hjem til sine søskende, men det bliver også en stor oplevelse for os andre at stå på sidelinien og kigge med.

Denne historie fra det rigtige liv viser mig så tydeligt, hvor kort der er fra liv til død. Hvis ikke Sarah var blevet fundet på tidspunkt, så havde hun sandsynligvis ikke overlevet, da hun var så lille og forkert ernæret. Men hun fik mulighed for en chance mere, og den tog hun til sig, så vi i dag kan glæde os over den livskraft, hun udstråler i sine øjne og sit dejlige smil.

Fortsættelse følger den kommende weekend!!

Torsdag den 8. november 2007:

Vi sidder nu her på Marvins Hotel i Lyantonde, strømmen er forsvundet, men det giver anledning til at kigge på en FANTASTISK stjernehimmel. Her er millioner af stjerner, og det er noget af det smukkeste, man kan opleve. Tænk at sidde her syd for ækvator med en lille whisky og så kigge på stjernerne og lade give tankerne løbebane og drømme.

Dagen i dag har jo været meget speciel. Vi – doktor Skipper, pastor Vagn, Josephine, Sarah og jeg - forlod Kampala kl. 8 og kørte til Lyantonde, hvor vi ankom ved 12.30 tiden. Sarah er rigtig glad for vores andres tasker, så i går fik jeg købt en rigtig piget taske til hende. En T-shirt og en nederdel røg med i købet og ned i tasken sammen med vingummier og en bold. Ingen tvivl om at det gjorde lykke. Tasken var nærmest ”klistret” til hende på hele turen herned.

Ved ankomsten til Lyantonde kørte vi først til kontoret hos LWF (Det lutherske verdensforbund), hvor vi holdt møde med medarbejdere blandt andet Julie, som er Josephines søster. John, som er rådgiver for Sarahs søskende kom også til mødet, og der var gensynsglæde at spore både hos John og Sarah. Derefter var det tid til frokost og endnu et møde med en læge på den lokale lægeklinik (så fik vi også set det sted).

Da der var mudrede veje i området, blev vi rådet til at lade Suzukien stå og i stedet køre med en af de store landrovere fra LWF og en af deres drivere – vi kunne alligevel heller ikke være alle sammen i Suzukien!! Der blev købt mel, sukker, brød m.m. til Sarahs familie, imens gik Sarah og jeg på indkøb så hun kunne bringe ”gaver” med hjem til sine søstre og brødre – vi købte slik, te, småkager, Fanta, syltetøj m.m.

Nu gik det endelig der ud af - vejen blev smallere og smallere, og vi mødte en bil der sad fast i mudderet! Til sidst kørte vi nærmest kun på en sti, og her ude i mellem alle bananpalmerne kom vi så til Sarahs søskendes hus.

Alle søskende, med undtagelse af den ældste bror Christopher, var hjemme. Det var som om Sarah lige skulle se dem lidt an, hun har jo heller ikke set dem de sidste 10 – 11 måneder, før hun kom i snak med sine søskende. Stille og roligt ”tøede” hun op, og hun gik også på besøg rundt til de andre huse – det var som en lille prinsesse der vendte hjem til den fattige landsby.

Igen var det kontrasterne, der gjorde indtryk. Her stod Sarah i sin fine kjole ved siden af sine to søstre i deres skoleuniformer – de to søstre trænger jo i den grad også til omsorg. Den ene af pigerne blev lykkelig for at få plasticposen, vi havde haft gaver med i!!!

Storebror Christopher arbejdede i en anden landsby, og hans unge kone ventede barn nr. 4. Det første barn døde, nummer to Rachel fik vi hilst på, den graviditet vi så sidste år var endt i et dødfødt barn og nu var den unge kvinde på ca. 18 år igen gravid med nr. 4. En af de yngre brødre havde også været gift i en kort periode, men han havde sendt sin kone hjem igen og ladet sig skille.

Sarahs søskende spurgte, om hun ville overnatte hos dem, men det sagde Sarah nej til, for hun ville ikke sove på den beskidte madras i huset. Hun har allerede fået Kampala fornemmelser. I stedet for overnattede hun hos John og hans familie.

Og nu sidder jeg så her under de mange stjerner og tænker på salmen ”Du, som tændt millioner af stjerner”, for her er virkelig millioner af stjerner på himlen, hvordan får man tændt stjernerne i øjnene på de tusindvis af børnefamilier, som lever uden voksne? Det skærer mig dybt i hjertet, og jeg tænker mange tanker omkring, hvordan disse børn livs vil forme sig. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at vokse op uden at være elsket, hvordan det er at leve uden omsorg fra voksne, hvordan det er ikke at have en mor og far at spejle sig og tage roller efter.

Fredag den 9. november 2007:

Efter morgenmad på Marvins hotel og endnu et møde med LWF var det tid til at køre mod Kampala. John kom med Sarah, som havde taget sin nye T-shirt og nederdel på, glad blev jeg at tøjet passede. Men da Sarah skulle tilbage til sin skole, blev hun iført sin skoleuniform. Sarah sov det meste af vejen hjem, oplevelsen at være hjemme må have taget på energien. Det er aftalt, at hun skal hjem til Lyantonde i 2 uger omkring juletid for at holde jul med sine søskende. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det skal spænde af, men de 8 søskende er jo hendes familie, og på en eller anden måde må det jo også blive jul i det lerklinede hus, der langt ude på landet.

Josephine og Julie blev sat af på gården midt i Kampala, doktor Skipper, pastor Vagn og jeg kørte Sarah tilbage til Alpha og Omega skolen. Som vi nærmede os skolen, begyndte mundvigene at hænge mere og mere ned ad, vi sad og holdt hinanden i hånden og samtalen ebbede mere og mere ud. Vi fulgte hende ind på sovesalen, og da skoledagen var overstået, klædte hun straks om til en hverdags uniform, og så kom tiden til at sige farvel. Det var mere end en uge siden, at Sarah sidst havde været på skolen pga. Josephines Introduktion, og fordi 7. klasserne havde haft deres eksamen, var skolen også lukket et par dage, og nu havde vi jo også været i Lyantonde – 9 dage med fest og farver og masser af voksne omkring sig til nu at blive efterladt på skolen. Nu løb tårerne og næsen blev pudset, ja jeg måtte også tage mig meget sammen for, at det samme ikke skulle ske for mig, prøve at trøste hende og tænke på, hvordan det er, når børnene hjemme i min egen børnehaveklasse har vanskeligt ved at sige farvel til mor og far.

Jeg er glad for, at jeg skal være hernede til lige før jul, for det giver mig mulighed for at gøre nogle ting sammen med Sarah. Når jeg kommer hjem, vil jeg lave et lille album til Sarah med billeder af hende, hendes søskende, John og huset hjemme i Lyantonde – hun må ikke glemme sine rødder. Og så vil jeg skrive små breve til hende, og hun har lovet at skrive små breve til mig.

Jeg håber her bliver flere historier om Sarah.