Forskellige små ting……………………………
Allerførst tak til Marianne fra Charlottenlund som har skrevet en sød hilsen i min gæstebog. Marianne, du er hjertelig velkommen til at læse og kigge med på min travellog, jeg synes, det er morsomt, at du har fundet min side, og at du kan have fornøjelse af at læse om, hvad jeg oplever. Jeg håber, du får dejlige oplevelser her i Kampala, når du kommer sidst i december. Du er velkommen til at sende mig en mail, hvis du har spørgsmål om et eller andet.
Og til Lisbet: Tak for din søde mail, du skal slet ikke tænke mere på at sende noget. Jeg har alt, hvad jeg behøver, og her er masser af butikker at handle i. Som du rigtig nok skriver, skal jeg nok passe godt på mig selv. Vagten uden for mit vindue er her jo ikke for sjov, men for at passe på os. Jeg er blevet rigtig gode venner med vagten, for når jeg tager kager med hjem til pigerne i huset, så får vagten jo også kager og te, når jeg henter grill mad til pigerne i huset, så spørger jeg altid vagten, hvad han vil have, når pigerne i huset får slik, får vagten også slik. For som jeg siger til pigerne: ”Jeg må være gode venner med vagten, for jeg er den, der bor først, så det er mig han skyder først!” Vagten er sød og venlig, og så kalder han mig ”Madame”.
Og til Inge: Ja, jeg har fundet ud af hvad der er på hjørnet ved siden af den lille butik. Det er simpelthen en restaurant. Der er to borde og fire bænke – The social gangs hotel - åbningstiden er fra 7 morgen (morgenmad) til 22 aften. Jeg har nu været derinde flere gange - uden at indtage noget (her skal man passe på sin mave), og den unge pige som ejer restauranten giver mig et knus, hver gang jeg kommer forbi. Flere mænd vinker grinende til mig, det er de, der var indvolveret i eller har hørt om den dag, jeg skulle have bundet bæltet til min nye kjole.