Det var en rigtig dejlig foraeldredag paa Eden School, Rigtig mnage foraeldre, tanter, guardians, soeskende m.m. besoegte Eden School i dag,

Flagene, som jeg havde indkoebt til deres to flagstaenger, blev hejst og signalerede, at der skete noget saerligt paa Eden School.

Mere om denne dag her i weekenden - men det var en gruppe glade laerere, som sendte deres elever paa ferie. Det foerste store foraeldrearrangement med masser af faellesskab mellem boern og laerere, det foerste skridt videre.

I dag sagde teacher Moses til mig:"Alting er saa anderledes, naar du er her. Saa er her saadan en god spirit og alle bliver saa glade. Gid du kunne blive laengere og stoette os"

Saa tror jeg naesten ikke, at jeg kan faa stoerre kompliment for mit virke paa Eden School.

Jeg oploader nogle billeder fra dagen i dag, disse billeder viser i hoej grad nogen af alle de maend, der for tiden er omkring mig :-)  

Min fine nye afrikanske kjole hedder en "Butterfly". Kjolen og halskaeden var en gave fra laererne til "secret friend partyet", de mente, at jeg havde vaeret secret friend for dem alle.

Opdatering paa skolens foraeldredag fredag den 7. december 2007 (mandag den 10. december 2007):

Humøret og forventningerne til dagens fest var i top. Kokken Ronald var klar med lydanlægget fra kirken, som vi havde fået lov til at låne. Lydanlæg og børn blev stoppet ind i bussen, af sted mod skolen med første runde børn. Men ak, vi havde dårligt nået skolen, da en telefon ringede, og der blev givet besked om, at vi ikke kunne låne lydanlægget alligevel! Der blev helt stille i bussen, al munterheden forsvandt som dug for solen, men da jeg sad klemt inde mellem 2 store højtalere iført min nye Uganda kjole, var det lidt vanskeligt at følge med i, hvad der foregik. Da vi nåede skolen, måtte jeg nærmest trækkes ud igennem et vindue, da jeg ikke ville retur med bussen og højtalerne. Nå, men så kunne vi jo more over det.

Undrende spurgte jeg til, hvad der foregik og ingen havde rigtig lyst til at fortælle mig om det, de lignede bare alle sammen ”slukørede hundehvalpe”. Endelig var der en, der direkte adspurgt svarede mig, at beskeden der var kommet på telefonen var, at hvis skolen skulle benytte disse højtalere, var det mod betaling, og det havde vi lige som ingen penge til.

Alle på skolen prøvede at gøre et og andet, og pludselig dukkede en mand op i en bil med en mikserpult, en mikrofon og to højtalere blev fundet et eller andet sted. En af lærerne løb hjem efter en CD afspiller og nogle CD’er, og kokken Ronald fik det hele sat sammen, så der kunne blive ”lyd og musik” i skolen.

Headmistress Rose tog med bussen tilbage kl. 8.30, for hun skulle kopiere programmet for dagen, det program som skulle deles ud til gæsterne. Hun vendte tilbage kl. 12.30 (½ time før festen begyndte) stadig med kun den ene kopi. Hun havde haft udfordringer med at kunne få lov til at benytte en kopimaskine, men et program er vel bedre end O programmer J

4 lærere og jeg fik med megen møje og besvær sat flagsnor og det Ugandisk flag op i den ene flagstang. Det var noget af en konkret samarbejdsopgave, da ham der stod øverst på stigen med flagsnor og flag, slet ikke ville tage imod råd fra os på jorden, der stod og holdt på stige og flagstang. Efter flere forsøg lykkedes det os dog at få ham ned på jorden igen, og få flaget op. I mellem tiden var en forælder kommet til, og han foreslog, at vi da bare sendte en af de små drenge op i den anden flagstang med flagsnoren Som sagt så gjort, i løbet at få sekunder klatrede en lille fyr som en abe op i flagstang nr. 2 og bandt flagsnoren fast, og Buganda flaget kom op.

Alle børnene slæbte bænke og stole ned i skolens aula, vi pyntede med bånd, en havde taget en hvid dug med til bordet, hvor ”de fine” skulle sidde, og jeg havde været i haven og hente nogle blomster samt lånt vaser. Børnene var igen i gang med kostene, så der kunne være rigtig pænt.

Kl. 12.30 begyndte gæsterne at ankomme. Forventningen til, hvor mange gæster der ville komme, var ikke for høj, da det var det første forældrearrangement på skolen, men det så pænt ud med gæster, da programmet begyndte kl. 13.00 præcist – ingen ”African time” i dag.

Som programmet skred frem kom flere og flere gæster, og alle skolens bænke og stole blev fyldt op. Børnene optrådte med rim, små teaterstykker, sang og dans. Og indimellem spillede kokken Ronald musik på anlægget.

Midt i det hele gik strømmen – selvfølgelig – så teacher Samuel, der var ham, som guidede os gennem dagens program, kom på noget af en opgave med at råbe alle disse mennesker op, indtil strømmen igen vendte tilbage.

Desværre dukkede ingen ”the guest of honour” op, det var ellers blevet lovet at en af ”bosserne” ville komme, men så blev Josephine lynhurtigt udnævnt til ”the guest of honour”. Så klarede vi også den udfordring.

Ved sådanne forældredage har man også en fotograf til at optage video og fotografere dagen igennem, det havde vi heller ikke råd til. Jeg tog billeder i massevis, som jeg så har lovet at sende ned til dem, så har noget at kigge på og mindes: den første forældredag på Eden School. Også den udfordring blev klaret.

Alt blev gennemført, børn og forældre fik udleveret karakterblade, der blev snakket og hygget lige til kl. 18.30. Flag og flagsnore blev taget ned men børnene sang nationalsangen (sådan en gammel spejder som mig må jo ”opdrage” lidt på dem).

Denne dag var en stor succes. Trods alle de mange udfordringer, ingen fine kostumer, ingen DJ, ingen videooptagelser, ingen programmer, så lykkedes det os sammen at lave en rigtig god dag, hvor alle havde en rolle at udføre, og alle gjorde det på ansvarlig og bedste vis.

Som min dejlige kollega på Dyssen Rikke altid siger: ”Hvor er livet dog pragtfuldt.

Bare man har sit gode humør, så kan alting lade sig gøre, også at lave en forældredag til en succes nærmest på en sten.

Det blev mørkt, inden vi fik ryddet op, og bussen kørte mod Katanga m.m. for at sætte børn, forældre og lærere af. Jeg var hjemme kl. 20.30 efter en laaaaaaaaaaang dag, men følelsen af, at vi sammen på skolen havde oplevet i fællesskab at få et arrangement til at fungere, var overvældende herlig.

Så jeg sendte kærlige tanker til Rikke og hendes altid glade budskab om:

Hvor er livet dog pragtfuldt.