Fest igen – lørdag den 17. november 2007

Så blev det tid til fest igen. Josephines søster Julie havde inviteret til ”ceremony for the graduation” – Julie har netop færdiggjort sin bachelor of science in agriculture. Julie har læst på universitet samtidig med, at hun arbejder i Lyantonde – en dejlig og flittig pige præcis som sine søstre. Deres forældre - med farmen midt i Kampala - har virkelig nogle super piger – den sidste søster Winnie er bosat i England med mand og børn.

Men inden jeg skulle til fest, havde jeg lige 66 engelsk hæfter at rette. Vejret var solskin og dejligt, så jeg benyttede lejligheden til at slå mig ned på terrassen med hæfter og kaffe – det er som om, arbejdet glider nemmere, når man kan sidde ude i solen.

Aftalen var, at driver Jackson skulle komme kl. 14 og hente mig og Suzukien. Lidt før kl. 14 ringede Josephine for at fortælle, at hun ikke havde haft tid til at komme tilbage til huset med bilen, og driver Jackson var blevet sendt på andet arbejde, men hun ville så komme og hente mig kl. 14.30. Jeg slog mig ned i stuen og så lidt tv sammen med Jane, vi drak kaffe, jeg rettede de sidste opgaver, jeg skrev mails, jeg talte i telefon med pastor Vagn og min bror………….. og så kom Josephine. Da var klokken blev 16.30, så det var ”African time”. En regnbyge, som vi også havde mærket her hos os, havde udsat festen, da alt var blevet vådt, men nu var de klar på ny.

Ved 17 tiden var vi fremme ved farmen i Kampala. Igen var der telte, stole, blomster og pyntet på gårdspladsen, men i dag var her også store vandpytter og masser af mudder, så det galt om at gå forsigtigt og ikke skride i mudderet!! Festen begyndte med en messe, hvor tre præster deltog, og derefter var der taler til Julie fra venner, arbejdskolleger, en professor fra Universitetet og Julies klasselærer fra Primary School holdt også en tale. Som den officielle repræsentant fra ”Children in Africa” måtte jeg også sige lidt til Julie og hendes familie. Da det er en dejlig og meget hjertevarm familie, så var det jo bestemt heller ikke nogen vanskelig sag. Efter alle talerne var der kage, og derefter blev der serveret mad til alle de omkring 200 mennesker. Maden blev lavet af nogle damer, som stod med deres ildsteder bagved ko stalden, og det er simpelthen imponerende, hvad de kan ”trylle frem”. I bedste cafeteria stil stiller man op på en lang række, får en bakke og en tallerken, hvor der bliver øst matoke, ris, kartofler, 2 slags kød, 2 slags grønsager, sauce og noget som var dampet i bananblade på. Det er en kæmpe portion, man så balancerer af sted med tilbage til sin stol, hvor man med sin gaffel forsøger at arbejde sig igennem alle herlighederne. Jeg er imponeret over disse store portioner, disse ugandere kan sætte til livs – Julie mener jo, ”at jeg bare leger med maden”.

Mørket sænkede sig, og så forsvandt strømmen. Strømmen forsvinder sådan på skift i de forskellige bydele i Kampala, men månen, stjernerne og nogle lommelygter gav mulighed for, at også de sidste fik serveret mad. Det tog ca. en times tid at få serveret for alle. Det var svært at få generatoren i gang, da den både skulle trække, lys, lydanlæg og musik, men efter flere forsøg lykkedes det at få gang i lidt lys og musikanlægget for danses, det skulle der. Først var det de unge, der i deres høje fine stiletter dansede rundt på den mudrede gårdsplads til Abbas rytmer, og bagefter blev den lokale Uganda musik sat på, og så komme alle andre kvinder også ud i mudderet.

Ved 21 tiden dukkede driver Jackson op for at hente mig hjem. Nu gik turen ad den mudrede vej for at finde bilen, som var parkeret længere oppe ved hovedvejen. Det er ikke helt nemt at komme frem i mørket, i små sko på disse mudrede og hullede veje, men driver Jackson er ikke bare god til at køre bil, han er også en rigtig gentleman til at finde vej gennem mørket, uden at jeg røg i et hul eller i mudderet. En bil var kørt i grøften med de to højre hjul, og mange mænd forsøgte at få trukket den op igen, hvilket bestemt ikke kunne være nogen nem opgave på den smattede jordvej - pyh, det må være en ubehagelig oplevelse sådan at hænge der i grøften i mørket.

På vej hjem i bilen talte Jackson og jeg selvfølgelig om CHOMG, det er jo det alle -taler om i disse dage. Jackson mente nu ikke, at det var nødvendigt, at ”The queen is coming”, ”we have allready our own queen here from Denmark”. Ja, fis og ballade det kan vi sagtens finde ud af at lave. Specielt driver Jackson, driver Patrick og driver Moses 1. og 2. er rigtig sjove at lave jokes med. De er sjove og hyggelige, og der er altid tid til sjov, når de dukker op enten her i gæstehuset eller andre steder, hvor vi mødes.

Vel hjemme ved gæstehuset ”beordrede” Jackson mig til at ringe til Josephine, så hun og familien vidste, at jeg var vel hjemme, og i gæstehuset sad ”the house boy med det svære navn” og ventede på Mummy Birgitte. Der skulle jo lukkes og slukkes ordentligt. Tænk, som de passer godt på mig alle sammen. Nu tænker jeg bare, gad vide hvornår den næste fest bliver?

Søndag den 18. november 2007

Stella er tilbage igen. Kl. 7.40 ringede det på porten, og straks kunne jeg høre Stellas latter runge gennem den morgenstille have. Det var så dejligt at se hende rask igen, smil og latter den ”gamle” Stella er på banen igen. Det blev til varme gensyns knus, og som Stella sagde: ”Jeg troede, jeg skulle dø forleden dag. Du reddede mit liv, da du sørgede for at sende mig til lægen sammen med Grace”. Det er ikke småting, man skal høre for her i huset.

I disse dage deler jeg huset med Alex fra Vancouver. Alex er præst, og har kendt Mama Robinah og hendes mand David gennem rigtig mange år. Alex skulle med Mama R. og David på besøg i Childrens Church i Bukolobi, så jeg fik lige spurgt, om jeg kunne komme med? Og det kunne jeg.

Jeg vil tro, at omkring 200 børn var mødt op, da vi ankom ved 8.30 tiden. Efter fællessang blev børnene delt op i forskellige klasser, hvor de så hørte bibelhistorier og sang. De fik en kop med varm ”grødagtig mælk” kaldt ”pochio” samt en lille tyk pandekage. Jeg sagde pænt nej tak til den ”pochio”, og tog en halv af de små tykke pandekager. Jeg brækkede et stykke af og smagte på, men selv om jeg ikke synes, jeg er kræsen, så forærede jeg nu alligevel resten væk til en lille pige som så meget sulten ud.

Vi kørte til Gæstehuset Adonai 1, hvor der lige blev 5 minutter til en kop kaffe, før turen gik videre til Alpha og Omega skolen. Mama R. håbede ikke, jeg var for træt, for så kunne jeg blive sat af ved vores eget gæstehus på vejen, men nej tak jeg ville hellere end gerne med til Alpha og Omega skolen, for det gav mig jo mulighed for at være sammen med lille Sarah.

Vi ankom til skolen midt i deres gudstjeneste, og der gik jo ikke mange sekunder, før Sarah og jeg fandt hinanden. Josephine og jeg havde været på besøg hos Sarah i onsdags, så det var jo en dejlig overraskelse for os begge to, at det så hurtigt blev tid til et gensyn.

Når man kommer som gæst, bliver man præsenteret for hele forsamlingen, så jeg fik Sarah til at følge mig op på scenen, så jeg kunne fortælle en lille historie om, hvordan Sarah og jeg blev venner. Børnene sang og optrådte en times tid, og inden vi kørte fra skolen, fik vi frokost (matoke og lidt kød og lidt grønsager, dejligt velsmagende). Sarah og jeg sad og spiste sammen, mens vi talte om, at hun rigtig gerne vil have en dukke. Og det synes jeg jo bestemt også, at man skal have, når man er en sød pige på næsten 7 år, men jeg vil også gerne, at hun selv kan få lov til at vælge en dukke. Når nu skoleåret slutter om nogle uger, skal vi have en dag sammen, hvor Sarah kan få en dukke, og hun skal have noget nyt tøj (læs bare at hun rigtig skal forkæles). Jeg mødte også Jasper og Juliet igen – denne gang kom de selv hen og hilste og snakkede.

Vel hjemme i gæstehuset igen, hvor alt stod på gloende pæle. Her skulle serveres frokost for 14 præster. De må have haft et fornøjeligt møde, inden de kom her, for en herlig munter stemning og megen latter bølgede gennem huset. Flere kom ind til mig på mit værelse, da de troede, det var vejen til toilettet, og det fik vi jo bare endnu mere munterhed af. Ved 16.30 tiden var de muntre præster draget af igen, og jeg blev hentet ind i stuen af Stella, som serverede Lasagne, bønner og bananer for mig. To gange lunch på en og samme dag, så aftensmaden den springer, jeg da vist over.

Da jeg åbnede min mail her i eftermiddag havde en af lærerne på skolen sendt mig en meget sød og venlig mail – der er da ikke noget at sige til, at jeg nemt kan få ”dronninge nykker” af at være her.