En uge på Zanzibar under palmerne

Nej, det blev det så alligevel ikke til i denne omgang. En dag i en solseng ved poolen på det fine ressort, det blev så heller ikke til. Der er stadig en lang liste af ting, som må vente til jeg kommer en næste gang.

Men det blev til venskaber, kontakter og åbenhed. Jeg er blevet lukke ind i en anden verden, er blevet introduceret til en anden kultur og er kommet tæt på mennesker, som har åbnet op og fortalt deres livshistorier til mig.

Historier som alle har berørt mig og mit hjerte. Unge mennesker som har mistet forældre, og derfor nu er ansvarlige for at opdrage og betale for resten af søskende flokken, som nemt udgør 7, 8, eller 9 stykker. Børn, som har mistet forældre, og derfor er blevet splittet for alle vinde og sendt til familiemedlemmer rundt om i hele landet, og de ved ikke, hvor deres søskende er. Børn, som lever i slummen, under forhold som er helt ubeskrivelige, og hvor de må lede efter mad i affaldsbunker. Børn, som bliver slået og behandlet, som var de dyr. Børn, som ikke kender til at de har rettigheder, fordi de er mennesker. Nyfødte, som bliver forladt i affald, på hospitalet, i en bananplantage fordi mødrene er unge og ikke kan tage hånd om deres børn – der er for mange munde at mætte. De unge piger, som arbejder her i huset fra tidlig morgen til sen aften ugens 7 dage, mens deres små børn vokser op og passes hjemme af familiemedlemmer – en skønne dag er børnene flyttet hjemmefra uden at mødrene opdager det – det evige dårlige samvittighed over ikke at være sammen med deres børn plager også disse kvinder. Kvinder, som ikke kender til at de også har rettigheder, men som lever i skyggen af deres mænd og i den grad er undertrykte.

Mange oplevelser som har berørt mit hjerte. Til trods for al den elendighed så har jeg mødt megen glæde, omsorg, varme og kærlighed fra disse helt almindelige delærerne åbnede sig langsomt og sikkert op. Om man er lærer i Uganda eller i Danmark er i bund og grund det samme – de fysiske rammer, antallet af elever i klasserne og manglende undervisningsmaterialer er faktorer, der gør den store forskel.

Hvis man skal på Nettet her må de fleste på Internet cafe, men flere af lærerne har nu oprettet en e-mailadresse, da de ønsker fortsat at være i kontakt med ”teacher Mzungu” og blive supportet. Før vi sluttede skoleåret bad jeg om at få deres telefonnumre, og det var de ikke rigtig meget for. Jeg havde allerede givet dem mit visitkort, fordi jeg fortsat gerne vil være i kontakt med dem. Der skete først noget, da Josephine på deres lokale Luganda sprog fortalte dem, at der intet var at frygte, de kunne rolige give mig deres telefonnummer, hvis de gerne ville være i kontakt med mig.  

Og nu har jeg vældig travlt, en lystig strøm af sms’er til mig hver aften…….. Tænk, jeg har nu to hold vidunderlige lærerkolleger i mit liv – når jeg nu i morgen forlader disse herlige lærere her i Uganda, så er det for at vende hjem til nogen lige så skønne og dejlige kolleger på Dyssen.

Jeg tror ikke, at en uge på Zanzibar under palmerne på nogen måde kan hamle op med det, jeg har oplevet her i Uganda. Disse måneder har været en gave for livet, og jeg er glad for, at jeg tog beslutningen om at tage herned. Disse måneder har gjort en stor forskel i mit eget liv.

En kæmpe TAK skal sendes hjem til familie, venner, bekendte - kolleger, forældre og elever på Dyssegårdsskolen. Al den support, støtte og opbakning jeg har fået, alle de dejlige mails og breve – det har været FANTASTISK og været medvirkende til ”at livet her har været en dans på roser”. Jeg har på intet tidspunkt følt, jeg var langt væk, og jeg må sige, jeg har på intet tidspunkt følt skyggen af hjemve J

Men nu skal jeg hjem – i morgen onsdag spiser jeg frokost her i Kampala, på torsdag spiser jeg frokost i Danmark og på fredag spiser jeg frokost med mine kolleger på Dyssegårdsskolen. Hvor er livet dog forunderligt og vidunderligt.

På gensyn alle sammen.