Onsdag den 10. oktober 2007 og torsdag den 11. oktober 2007
DM i DM: Danmarksmester i dårlig mave
Tirsdag aften skulle jeg absolut smage på nogle squash, der både lugtede og smagte bittert!!! Og det kom jeg sandelig også bittert til at fortryde. Klokken 3 vågnede jeg ved at min mave bare ikke havde det rigtig godt. Desuden begyndte det at regne meget og voldsomt, som vi også har kendt til det i Danmark.
Jeg måtte flere gange på toilettet, men jeg var dog klar til skolegang kl.6.40 efter at have drukket en halv liter vand og spist en banan. Imponerende at John altid er her til tiden, også i dette her vejr. Han bor et stykke herfra og lader sig transportere hertil på en Boda Boda (knallert), og så i det her vejr. Han er simpelthen en helt.
Gennem Kampala drev det røde jordvand, og der var store søer overalt. Jeg tænker meget på, hvordan det er i slumkvartererne, når det regner sådan.
Kl. 7.00 var vi ved Katanga området, kun en enkelt ventede på bussen. Så kom tre lærere, og ganske få børn mere. Kl. 7.45 mente lærerne, at nu var det altså tid til at køre, for de havde jo arbejde at skulle gøre!! John var ikke meget for at forlade stoppestedet, for som han sagde: Børnene skal nok komme, det er bare for koldt og for vådt for dem til at gå ud.
I den anden ende af Katanga kom kun et par børn mere ombord
.. og da vi nåede skolen, var der ikke kommet ret mange. Men i løbet af formiddagen stoppede regnen, og flere og flere børn kom i skole.
Jeg er nu i primary 1, hvor der er 66 elever og en lærer ja, nu er vi så altså to de dage, hvor jeg er der. Undervisningen begynder ca. kl. 8, og her sidder børnene til kl. 10.30, hvorefter der er frikvarter i 30 min. Ind på bænkene igen og fortsætte uden pause til kl. 13, hvorefter de har fri. Jeg skal forestille at undervise dem i engelsk!! Men de er så vant til at lære udenad, og det skal jeg jo lige indstille mig på. Heldigvis manglede der 16 elever i klassen, så der var kun 40. Sikke en ferie det bliver at komme hjem til mine søde pus i Børnehaveklasse A på Dyssegårdsskolen.
Selv om børnene har skoleuniformer, så bærer disse præg af, at børnene kommer fra fattige hjem. Huller i tøjet, manglende knapper, lasede sko
. Mangel på omsorg. De har ingenting med i skole blyanter har de i klassen, nogle små underlige stumper, men i dag kom der fine blyanter frem, som jeg spidsede og endte med en vabel på fingeren, det har jeg dog ikke prøvet før! Flere af blyanterne så jeg også på vej hjem i bussen, gad vide hvor mange blyanter der overlevede i klassen den dag?
Jeg kørte med bussen tilbage til Katanga området kl. 13.30, og John var sød at køre mig hjem. Turen gik i dag gennem det lokale marked og sikke et skue. Her kunne købes ildsteder, potter, pander, æg, musik, tøj, frugt m.m. og her var et mylder af mennesker. Sikke indtryk og sikke billeder, der nu gemmer sig på min nethinde det er ubeskriveligt. Jeg er alt for blufærdig til at trække kameraet frem, og fotografere ud af bussen.
Da jeg kom hjem lagde jeg mig til at sove et par timer, og da jeg vågnede var det igen galt med maven. Jeg prøvede med lidt ristet brød, og så tænkte jeg, det var tid for at bruge Dorte fra Roms første gode råd til mig, når jeg - om hun forudså - fik dårlig mave nemlig: Friskpresset citronsaft. Ned kom citronsaften og jeg gik igen i seng. Senere kom Jane med ristet brød, men jeg fik først ro i maven, da det brød kom op igen det var som om maven brændte. Jane, Stella, Grace og de to smukke kvinder fra Nigeria kom på skift for at kigge til mig, sikke en dejlig omsorg.
Selv om maven var tom tog jeg en hovedpinepille, og så kunne jeg endelig falde i søvn. Igen i nat tog jeg en pille, og her til morgen efter et brusebad og ½ liter Coca Cola er jeg igen ved at være on the top of the hill.
Torsdag er min hjemmearbejdsdag. Ruth, Josephine og jeg har møde om torsdagen fra kl. 9.00 11.00. Det giver mig en god og stor mulighed for at finde ud, af hvordan det er at arbejde for en dansk organisation så langt væk. Det er rigtig inspirerende og givende, og jeg nyder i den grad at kunne være samarbejdspartner med disse to dygtige piger.
Josephine arbejder hårdt på sin Introduktion. I dag kom hun med sit budget for festen, hvor alt, hvad der skal bruges, er skrevet ned. Nu må hun så rundt til gæsterne for at høre, om der er mulighed for økonomisk support til festen. Jeg gav hende straks penge til sko og til kagen. Jeg var næsten nødt til at give hende penge til kagen, for jeg har medbragt som gave til hende og Richard: en kagespade. Så hun fik penge og gaven med det samme og glad var hun.
Et regnvejr med lyn, torden og storm indhyller lige nu Kampala i halvmørke. Jeg nyder, at jeg er hjemme for at drikke colaer, citronsaft og arbejde. Jeg sidder stadig efter vores møder i kontoret i garagen med et lille stearinlys tændt og musik på computeren, og det er rigtig hyggeligt.
Ps. Da jeg fortalte pigerne her i huset, at i Danmark var temperaturen faldet til ca. 3 grader om natten, så spurgte de mig om, hvor mange frakker tager man så på, når man går i seng!!!