I dag er det dagen før dagen, hvor vi har den store dag med forældre og familie besøg. Børn og lærere har gjort skolen ren her i eftermiddag, alt er støvet af og vasket, og da vi forlod skolen i dag, duftede der rent og så pænt ud. Børnene blev sendt hjem med besked om få vasket skoleuniformerne og få syet huller, som de har alle vegne i de skoleuniformer.

Josephine og jeg har indkøbt flag til de to flagstænger, som stadig eksisterer efter sidste års indvielse. Nu har de flag og snore samt ordre om at tage flagene ned, og så sætte flagene op, når der er specielle lejligheder. Ikke bare lade flagene hænge, til de falder ned af sig selv.

Hele dagen i dag har der været en dejlig stemning på skolen, alle glæder sig til den store dage i morgen, og jeg tror, det er rigtig godt for skolens fællesskab, at det lykkedes os at få stablet denne forældredag på benene.

I formiddags tog Josephine og jeg ud på skolen for at lege ”Mama Christmas”. Vi havde indkaldt alle medarbejderne til et møde kl. 11, og det eneste punkt, der var på dagsorden, var: ”Soon it will be Christmas”.

Vi havde lagt en strategi for mødet, der hed, at vi skulle drille dem lidt, når det nu snart var ferie og jul. Da vi lidt forsinkede nåede skolen, havde lærerne gjort et klasseværelse parat til vores møde. Borde og stole var sat op i en firkant, så alle kunne sidde og have øjenkontakt med hinanden, sådan som jeg har foreslået dem at gøre, når de holder møder. Josephine og jeg havde de bærbare computere med, og vi gjorde klar til dette møde med stor seriøsitet. Alle medarbejdere dukkede op med blok og blyant, alle var parate til at gøre notater. Jeg var nødt til at placere Josephine på min højre side, så jeg ikke behøvede at have øjenkontakt med hende, for så ville jeg bare komme til at grine. Inden vi kørte fra gæstehuset, havde vi fortalt pigerne om vores plan og strategi, og de var helt sikre på, at jeg ikke kunne holde ansigtet i de rette folder og ”være alvorlig ” uden at komme til at grine.

Jeg havde forberedt en lille seriøs tale, som begyndte med ”at alting har en ende”, og at dette her var en vanskelig tale for mig at holde. Og det var vanskeligt for mig, for jeg er ikke god til at tage afsked med mennesker, jeg holder af, og som har en plads i mit hjerte. En STOR plads i mit hjerte har denne skole, disse børn og medarbejdere.

Jeg fremdrog flere eksempler på ”at alting har en ende”, og det var rigtig tydeligt at se på alles ansigter, at de ikke anede noget om, hvad det her skulle ende op i. På vegne af ”Børn i Afrika” takkede dem for deres indsats og arbejde her på skolen i dette første år, og i den anledning havde Josephine og jeg den store glæde at bringe dem en overraskelse. Derefter forlod vi rummet, og vi gik ned i bilen for at hente juleposerne til skolens medarbejdere. Jeg ville rigtig gerne have været en lille flue på væggen og have siddet der og lyttet til deres snak, da vi forlod rummet.

Vi fik børnene til at bringe poserne ind i skolen, og en for en afleverede de poserne til medarbejderne. Jeg tror aldrig at jeg har set så mange overraskede ansigter på en gang – det var bare rigtig dejligt at kunne overraske dem på denne måde. I poserne var der ris, sukker, olie, bønner, te, slik m.m. samt nogle klistermærker og andet som jeg stadig havde i mine gemmer. Et glas med små røde metal hjerter fra Netto var også kommet med i min taske herned, så en lille håndfuld hjerter ud i poserne gjorde lige det sidste pift samt med en personlig julehilsen til hver fra ”Børn i Afrika” – alle var meget glade.

På dette møde blev de enige om, at der fra d.d. er lukket for al luft trafik fra Uganda og til Denmark, så det vil ikke være muligt for mig at rejse hjem J

Efter dette herlige medarbejdermøde tog Josephine, skoleleder Rose og jeg på besøg hjemme hos Ivan og hans tante samt hendes 8 børn. Jeg havde indkøbt fire store plastic poser med ris, olie, mel, sukker, slik, saft, sæbe osv osv til familien, så nu arbejder ”The Vanilla Fond”. Det var dejligt at have Josephine og Rose med på besøg, og snakken gik på Luganda sproget der ud af. Jeg ”blandede” mig på engelsk og Ivan oversatte fra engelsk til Luganda for tanten.  

Både Josephine og Rose er meget imponerede over ”vores” Ivan. Han er dygtig, klog, arbejdsom og ikke mindst en ”overlever”. Vi er alle tre enige om, at denne dreng har en fremtid foran sig, han har en råstyrke til at overleve, og nu er det vores opgave sammen at hjælpe ham videre frem her i livet.

Og jeg tror efterhånden, at de lærere (en enkelt måske to eller tre) som tidligere har mødt Ivan ved porten, og som ikke har ønsket at gøre noget for at hjælpe denne dreng ind i skolen, er ved at indse, at det var en fejl. Ivan er allerede engageret i skolens liv og virke, lige så snart han er færdig med sit arbejde med at vaske og gøre rent hos folk.

Efter besøget hos tanten tog Ivan med tilbage til skolen, og her har han arbejdet meget energisk hele eftermiddagen med at gøre rent sammen med alle os andre. Han er bare rigtig god til at gøre rent, men det er jo også det, han blandt andet arbejder med for at tjene penge til mad. Tænk et liv for en dreng på 12 år.

Vi har aftalt, at han skal komme her i gæstehuset og besøge mig, inden jeg rejser hjem. Han skal have nogle sportssko samt sportstøj i julegave, så han kan spille fodbold, for det er han også rigtig god til, men han skal selv være med til at vælge og prøve skoene. 

Familien havde en julegave til mig, som var pakket ind i papir, som Ivan havde hentet på skolens i tirsdags til vores secret friend dag (det er godt at gå ind for genbrug). To brødkurve samt en kala bast  - det var rørende gjort, og det er med garanti noget Ivan har ordnet. I sidste uge spurgte han mig nemlig om, hvad jeg kunne ønske mig i julegave her fra Afrika.

Atter en dejlig dag – Mama Buganda blev i dag til Mama Christmas, hvad mon det bliver i morgen? Dagen hvor jeg skal sige farvel til alle de 442 små og store skolebørn her på Eden School.