Lørdag og den 1. december – kalenderlyset brænder her i stuen, og sender julestemning ud i den afrikanske nat. Mit værelse er pyntet med tre glas kugler, som har overlevet turen fra DK og hertil. I formiddags sang Stella og jeg Christmas Carols, så vi er begyndt at indstille os på, at julen nærmer sig.

Det, vi går allermest op i lige nu her i huset, er planlægningen af vores ”Christmas Party” den 11. december. Vi, piger her i huset, har inviteret alle skolens medarbejdere samt nogle flere – det er nogle af alle de, der har gjort mit ophold her i Kampala til noget helt specielt i mit liv. Alle 30 har prompte svaret JA, TAK. Også vagten med geværet, som jeg nu har fundet ud af hedder Jimmie, han skal også være med, men han skal også passe sin port og geværet. Vi taler og planlægger, vi skal sidde i haven (tænk at man kan holde et Christmas Party i haven) og have kaffe, te, sodavand og kager, og bagefter skal de have mad – rigtig god mad med kød, grønsager og salat. Jeg driller lærerne lidt, fordi de hver dag til lunch på skolen får denne tørre intet sigende majsgrød med bønner, så når de ”nu elsker det måltid”, skal de da også nok få det til vores Christmas Party. Jeg prøver virkelig på at spise alt hernede – selv de ristede græshopper – men den der gang majsgrød med bønner, kan jeg simpelthen ikke sætte tænderne i. Så har jeg min alternative frokost med i skole.

Men til vores party skal de virkelig alle sammen forkæles, og så skal vi danse, siger piger i huset. Nu er vi på jagt efter et musikanlæg, så de skønne afrikanske danserytmer kan fylde huset den dag. Hvis nogen skulle blive trætte, så er her jo plads til at alle sammen ville kunne overnatte. Jeg glæder mig som et lille barn til vores julefest.

Det var mine kolleger hjemme på Dyssegårdsskolen som inspirerede mig til dette initiativ. Da jeg på skolens personaleintra læste, at de skulle have den årlige julefest, tænkte jeg, det skal vi da også have her i Kampala. Og der var ikke langt fra tanke til handling.  

Formiddagen i dag har jeg brugt til at pakke julegaver til alle de ansatte på skolen – en julehilsen fra ”Børn i Afrika”. 22 farvestrålende poser står nu i kontoret i garagen og venter på, at skolen lukker ned den 7. december, og lærerne skal have deres julehilsen med ris, olie, sukker, slik, te m.m. Jeg har også lavet en hilsen fra ”Børn i Afrika” til hver klasse, så de også får lidt slik. Men ingen billeder af det, for nogle af lærerne kigger også ind på min travellog, når de går på netcafe.

De er altså rigtig sjove de lærere på Eden School. Jeg har lavet en kalender 2008 til dem, således at de kan komme i gang med at udarbejde en årsplan for næste skoleår. Entusiastisk hængte jeg kalenderen op på væggen i lærerværelset, og nu kunne de bare gå i gang med at skrive på den. Det første, der blev skrevet på, var ”Valentines Day” – så der røg alle mine pædagogiske tiltag på gulvet…………... Til gengæld fik vi en masse sjov ud af det, og da jeg fortalte dem, at jeg aldrig nogen sinde havde fået et Valentines kort, kiggede de underligt på mig, og alle lovede at sende Valentines hilsen til mig. Så mine forventninger er rigtig store for den 14. februar, jeg overvejer om jeg skal skrive på kalenderen ca. tre uger før, at nu skal de altså huske mig til Valentines dag.

I eftermiddag kom en af mine tro væbnere Sam – den Sam der er kendt og sponseret af ”Børn i Afrika” – og hentede mig her i gæstehuset. Sam har flere gange talt om, at han gerne ville invitere mig hjem på besøg. Han ville gerne, at jeg hilste på hans mor og hans kæreste. Vi drog af med taxi busserne, og det er altid dejligt at følges med Sam. Han er sød og opmærksom, og han passer virkelig godt på mig – han bliver bare enhver svigermors drøm den dreng. Han har virkelig været mig til stor hjælp, og nu er jeg holdt op med at gå ud i slumkvarteret ved skolen alene. Jeg spørger altid Sam, om han vil følges med mig, og det er også Sam, som springer af sted og gør indkøb for mig på skolen eller bærer alle mine poser og tasker til skolebussen. Gad vide om en af de unge mandlige lærere på Dyssen vil overtage denne opgave, når jeg vender hjem?

Først besøgte vi hans mor, hun bor i et slumområde ved Universitetet, et område hvor flere af vores børn på skolen også kommer fra. Alle i området kender Sam, så der var mange som jeg skulle hilse på undervejs. At møde Sams mor, Justine, var en dejlig og hjertevarm oplevelse. Hun havde glædet sig til mit besøg, og hun havde tænkt meget på, hvad hun skulle give mig som gave. Det blev helt flov over, for jeg bryder mig jo ikke om sådan at komme til ulejlighed. Justine hentede en fin grøn pose, og hun havde udvalgt de to bedste avocadoer hun kunne finde, dem skulle jeg have. Nu er avocadoer jo en af mine rigtig gode livretter, så jeg blev både rørt og glad. Avocadoer her er jo ikke som de små, vi kender i Danmark. Nej, en avocado her kan jo nærmest give mad til 4 mennesker. Heldigvis for mig havde jeg lige fået nogle små ting med i tasken til Justine, men som hun sad der smuk og varmhjertet i det lerklinede hus, var jeg jo nærmest parat til at give hende ”mit halve kongerige” - kemien og varmen mellem hende og mig var der med det samme.

Sam fortalte om sin opvækst i slummen, om hvordan faderen forlod familien, da Sam og hans bror var små – en lang og meget trist historie, hvor Sam i perioder måtte finde mad i affaldsbunkerne langs vejen. Men Sam klarer sig nu rigtig godt, og hans held har jo været, at han mødte pastor Vagn, som siden hen bragte Sam under ”Børn i Afrika”s vinger, og nu er det så min tur til at nyde godt af denne omsorgsspiral.

Inden Sam og jeg forlod huset – som jo hurtigt var blevet fyldt med en masse nysgerrige nabobørn – ville Justine gerne, at vi bad en bøn sammen. Så der stod vi i det lille mørke lerklinede hus på den bare jord, mens Sam takkede Gud for, at jeg var kommet for at besøge hans familie. Så bliver jeg meget ydmyg, at stå her sammen med disse to mennesker, og opleve den varme og kærlighed de har til mig, så kommer tårerne i mine øjne helt af sig selv. Måske er det netop lige sådan et tidspunkt, hvor jeg føler mig allermest lykkelig, selv om det kan lyde mærkeligt.

Mens vi sad hos Justine, var Sams girl friend Penniah ankommet til det rum, som Sam lejer sammen med sin bror. Det var derfor tid til at tage afsked med Jusine, og begive sig videre til Sams rum. Det er her, det ægte Afrika er for mig, de små huse med al deres udendørs liv, det er her man ser og oplever, hvordan folk bor og lever.

Sam må have arbejdet hele dagen på at arrangere dette besøg. De to damer blev bænket i en fin sofa, og så serverede han Cola, småkager, bananer og ananas skåret i fine små stykker for os. Først fik vi vasket hænder, og derefter blev der spist og drukket, snakket og grinet. Det var en fantastisk og dejlig oplevelse. Flere børn fra skolen kiggede indenfor, det rygtes hurtigt, når der er en ”Mzugungu” i området.

Sam havde lovet pigerne her i huset, at han nok skulle følge mig hjem igen, inden det blev mørkt. Men det blev jo både mørkt og aften, inden jeg fik rejst mig fra dette hyggelige selskab. Sam og Penniah fulgte mig hele vejen hjem til gæstehuset – gennem hullede jordveje, forbi små butikker, gennem Kampalas markeds gader, til den altid travle og myldrende taxiholdeplads, ad vores egen mørke vej hjem til gæstehuset. Sam skrev en mail til pastor Vagn, mens Jane, Penniah og jeg snakkede og kiggede billeder, og så to de to unge en Boda Boda hjem. Kl. 22.10 fik jeg en sms om, at hun var Penniah afleveret hjemme hos sine forældre og Sam var vel hjemme.  

Sådan en dag som i dag har bare været en fantastisk dag – det har været at opleve det rigtige Afrika, og hvor har jeg nydt det. Nu røg strømmen i vores del af byen, klokken er også langt over midnat, så jeg må finde mit værelse i skæret fra min computer. Her i Kampala sparer man på strømmen, ved at man på skift slukker for strømmen i de forskellige bydele, men under CHOGM var vi forvænte, for der var der strøm hele tiden. Nu er alt ”back to normal life”.