Onsdag var dagen til at sige farvel. Da jeg om morgenen åbnede porten for Stella, så begyndte hun at græde, da hun så mig! Og klokken var kun 8. Sikke en start.

Da vi så begyndte at snakke sammen, begyndte jeg også at græde, flot stil fra morgenstunden af....

Min sidste morgenkaffe på terrassen, mit sidste glas passionsfrugtjuice!

Vi havde nu været uden strøm i 2 dage, men i dag vendte strømmen så tilbage på ½ styrke og i bølger, så hver gang jeg lige fik åbnet min mail, så brød det hele sammen. SUK.

Min uganda telefon var uden airtime og strøm, og min oplader var gået i stykker! Opkaldene strømmede ind her på denne sidste dag. Heldigvis fandt Mayenga en anden oplader, så jeg igen blev uganda mobil, og jeg måtte afsted efter endnu noget airtime.

Det sidste arbejde blev lavet på min bærbare, og jeg fik overlevet forskelligt til Josephine.

Lørdagens unge brudepar, som jeg nu rigtig var kommet på talefod med, havde indtaget terrasssen, hvor hun fik lavet fletninger, og det tog 7 timer - derfor var der rigtig gang i underholdningen. Josephine og unge Sam var kommet til, og vi lavede "terrassekontor" og picnic - med masser af snak, sjov og grineri.

Sidst på eftermiddagen var det tid for julegaver til Jane, Stella, Grace, Josephine, Mayenga og vagten Mayenga, tid for endnu et lille party og hygge med dem.

Ivan ringede 4 gange i løbet af dagen for at sige farvel.

Jackson havde fået noget arbejde at gøre, så det var Moses "ham der reddede mig fra løverne i Queen Elisabeth parken", der sammen med Josephine og Sam pakkede bilen l for afgang til Entebbe airport. På vej ind i bilen kom Jane med et stort glas koldt passionsfrugt juice, og det var tid til de sidste "see you".

I lufthavnen var det knus og kram, jeg gik ind i afgangshallen og de unge mennesker kørte hjem med masser af vinkeri og fingerkys. Jeg checkede ind som den første, så nu var der 3 timer til boarding og 4 timer til flyafgang.

Så begyndte sms'erne at tikke ind. På uganda telefonen var det lærerne m.v. der sendte mig afsted, og på danmark telefonen var det venner og familie herhjemme, der hentede mig hjem. Det fortsatte i da jeg landede i Amsterdam, og det var en dejlig støtte og support at få på vejen hjem.

Mettes ipod kørte konstant på begge flyveture - jeg bliver vist nødt til at have sådan en - og turen fra Amsterdam til København stod på julesange, bare for sådan at prøve lidt at komme i julestemning.

Da jeg kom ud i København ved 10 tiden og så min familie stå og vente på mig, så indså jeg på det tidspunkt, at nu savnede jeg dem egentlig. Det var dejligt at se dem igen.

Jesper kom fra Svendborg i løbet af eftermiddagen. Hjemme havde morfar sorteret alt min post, og jeg fik lige kigget lidt på julebrevene.

Nu er jeg hjemme, min krop er her og jeg fryser efter et temperaturskift fra næsten 30 graders varme til 3 grader. Min sjæl er stadig i varme uganda, og hele tiden ser jeg uganda billeder for mine øjne, men det går vel over med tiden...... En af lærerne fra Eden School ringede i løbet af aftenen for at sikre sig, at jeg nu var kommet godt hjem, og det var dejligt at lige få snakket og på den måde også i dag "få noget rigtig fra Uganda".

Som jeg sagde til min far da jeg mødte ham igen i lufthavnen: "TAK for din hjælp og støtte til mig, så jeg kunne få disse næsten 3 måneders gode oplevelser, disse måneder har været de bedste måneder i mit liv i mange år."

Men dette har kun været begyndelsen på mit uganda liv, nu er det fremtiden, og jeg har masser af planer og overvejelser.

Glædelig jul til alle - tak fordi I fulgte med på min tur, tak for alle de dejlige kommentarer, mails og tilbagemeldinger.

Kærlige hilsner

Birgitte