Mandag den 15. oktober 2007 - gensynsglæde
Inge, Susanne og Ib ankom søndag aften til Kampala. De havde rejst BUSSINESS hele vejen herned, så de havde dineret (med menukort og det hele), drukket champagne (vin og avec), siddet i flysæder der gav massage, sæderne kunne lægges ned osv. osv. Nu er misundelse jo en grim ting J Men deres billetter har oven i købet kostet 1000,00 kr. mindre end min billet, hvor jeg sad på monkey class (ja, vi er jo i Afrika). Ja, jeg forstår altså ikke hvordan de gør! Hjemturen er selvfølgelig på samme behagelige måde. Til gengæld mangler Susanne og Ib så en kuffert, der ikke er nået med flyet søndag morgen fra Kastrup. Vi er rigtig spændte på, hvornår den kuffert dukker op her i Kampala.
Jane havde lavet en kaffe/te bakke parat til os, så vi lige kunne sidde lidt og udveksle nyheder fra de sidste to uger i Danmark og Uganda. Dejligt at blive opdateret, og tak til alle jer, der har sendt hilsner til mig gennem de tre gæster.
Kl. 7.30 fik vi morgenmad og kl. 9.40 stod vi plus Josephine klar ved vejen og ventede på den store dansker gruppe og deres bus, som skulle samle os op. Turen gik gennem Kampalas morgen trafik, og indimellem sad vi helt stille i trafikkaoset. Vi skulle på skolebesøg, og den første skole var Bukolopi School. Skolen er placeret i en kirke, på balkonen i kirkerummet er der borde og stole, samt to tavler som kan afskærme de tre der klasser, der bliver undervist deroppe. Tidligere har skolen holdt til i kirkerummet, men da kirken for nylig har fået nyt marmorgulv, måtte skolen op på balkonen.
Børnene skulle have terminsprøve i dag, men den blev udsat en times pga. af os. De ca. 100 børn sang for os, vi fortalte, hvad vi hed og til stor jubel for os alle, lavede Karsten et lille trylleshow. Der var mange af de danske gæster, som havde taget klistermærker, blyanter og kuglepenne med, som så blev delt ud, og endelig kunne terminsprøven begynde. Der var yderlige to ældre klasser placeret i et rum i kirken, så man kan roligt sige, at dens faciliteter blev udnyttet. Der var også et køkken, hvor nogle kvinder var i gang med at lave mad til børnene. Denne skole er for analfabeter det er børn uden skoletilbud, som er fundet i området der herved får mulighed for at lære at læse og skrive. Vi tog en million billeder, og alle børnene synes, det er morsomt, når de bagefter kan se sig selv på kameraets skærm.
Turen gik videre til Eden School, hvor børn og lærere var forberedte på, at vi kom. Jeg susede straks ind i min og Stellas 1. klasse for at sige hej til børnene, som jeg ikke havde set siden i onsdags. Vi var rundt og besøge klasserne, og til sidst blev alle eleverne samlet i aulaen. Der blev talt, sunget, danset (vi måtte også ud at danse til stor jubel for alle børnene) og Karsten tog igen nogle af sine magiske tryllenumre frem.
Susanne var gået en lille tur uden for skolens hegn, og pludselig kunne jeg høre hende kalde på mig. Hun havde fundet en udenfor, som gerne ville tale med en af dem, der havde været på besøg til skolen åbning sidste sommer. Det var åbenbart rygtedes i området, at nogle af de danskere der var her sidste sommer, de var nu kommet igen.
Jeg gik ud for at se, hvem det mon var, og stor var gensynsglæden, da jeg mødte den dreng, som var en af de første, vi havde talt med herude sidste år. En dejlig, høflig og meget fint engelsktalende dreng, en dreng som Luise sidste år gav nogle gaver og som nogle af de unge mennesker fra Ungdomsforeningen i Dyssegårdskirken havde udvekslet telefonnumre med.
Nu stod han her igen, og vi genkendte hinanden med det samme. Begge hans forældre er døde og en søster tager sig af. Han måtte forlade sin skole for snart to siden, da der ikke var nogen, der kunne betale skolepenge for ham. Og nu stod han der igen Ivan som han hedder med sine dejlige strålende og glade øjne, øjne fyldt med glæde over at gense og at blive genkendt. I hans øjne så jeg et håb og samtidig et råb om hjælp. Når nu de næste uger med gæster er ovre, så har Josephine lovet at gå med mig ned i Bukotos slumkvarter, for den dreng fortjener at få en chance! Jeg må finde ud af, om hans historie er som han igen i år kort fortæller den, for så er det nu der skal gøres noget.
Jeg fortalte ham, at jeg skulle være her længe, og jeg ville være på skolen i næste uge, så han skal komme og finde mig der. Jeg vil garantere, han står der mandag! Jeg må have pakket en pose med ting og sager til ham, og så skal have penge til nogle sko!!
Jeg kan mærke, at jeg er meget berørt i mit hjerte over at have mødt Ivan igen. At blive konfronteret med sådan en dreng som ham på bare 12 år, der gerne vil noget her i livet og som nærmest på andet år i træk tigger om at få lov til at lære noget, her må aktion til J
Efter Eden School var vi i en dejlig boghandel på Kampala Road, og endelig kunne jeg få fingrene i et by og landkort. Vi var hjemme i gæstehuset ved 16 tiden, og her viste det sig, at nogle håndværkere havde klippet en ledning i strømforsyningen til huset over, så her var absolut ingen strøm. Vi stod udenfor porten og ringede på ingen hørte os, vi bankede på porten ingen hørte os og til sidst ringede jeg på mobilen ind til Janes
.. Vi kunne jo ikke blive ved med at stå derude og trænge til eftermiddagskaffe!!!
Heldigvis er husets komfur et gaskomfur, så der blev kogt vand og vi kunne sidde på terrassen og nyde kaffen. Klokken 18.30 dukkede elektrikeren op, da var vi på vej til Muyenga Club vel udstyrede med lommelygter, såfremt der stadig skulle være mørkt, når vi kom tilbage.
Vi spiste aftensmad med danskergruppen og bagefter fortalte Josephine meget engageret og levende om sit arbejde i Børn i Afrika. Vi var tilbage i gæstehuset ved 22.30 tiden, og Ib gik på jagt på Internettet efter sin kuffert!! Vi andre lagde planer, drak rødvin og spiste slik. Da gæsterne var faldet omkuld af træthed (nej, nej det var ikke den ugandiske rødvin), så kværnede Josephine og jeg videre til langt efter midnat. Josephine skal møde Per og Alex tirsdag morgen, derfor blev hun her i huset og drak rødvin og sov.
