Kl. 3 i nat åbnede himlens sluser sig. I Danmark ville vi kalde det skybrud, det blev bare ved med at regne i tykke stænger den næste times tid, mens det lynede og tordnede. Lyden af tordenskraldene rullede rundt mellem de 7 bjerge her i Kampala, og ifølge statistikken er her tordenvejr hver anden dag. Mon ikke min fobi for tordenvejr helt bliver kureret her i Uganda.
I går var det meget varmt ca. 34 grader det var så varmt, at selv uganderne sukkede over varmen. De lokale fortæller, at når først dagtemperaturen når over 30 grader, bliver det regnvejr det vil jeg prøve at lave min egen lille statistik på selv. Vejret i dag har bare været perfekt dejligt solskin og temperaturer, der er til at holde ud, herligt.
Da regnvejret var stoppet faldt jeg i søvn igen, men der gik ikke lang tid før mit alternative vækker ur manden i den lokale moske, han gik i gang - han var dog lidt sent på den her til morgen, så begyndte hanen hos naboen at gale og så vækkede mit ur. Det er ikke nemt at sove over sig her i Kampala.
Min dag begyndte med at jeg sendte en sms til Casper, som fylder 22 år i dag uden at mor er hjemme J Kl. 7.40 var jeg klar til afgang med skolebussen, og her til morgen var der rigtig megen trafik, men luften føltes ren og klar efter regnvejret.
Vi var på skolen kl. 7.15, og ifølge planen begynder skolen kl. 7.30, men det må være rigtig african time, for det har jeg aldrig nogen sinde oplevet. Omkring kl. 8 er der morgensamling, og der er to lærere, som på skift står for dette. De andre lærere dukker op, sådan som vind, vejr og trafik nu byder sig. Alle lærere (vi er altså også kun 13) går rundt og hilser på hinanden, og man tager sig en small talk her på morgenstunden ingen stress, ingen jag ingen går hurtigt man nærmest slender stille og roligt rundt. Jeg har endnu ikke set nogen fortravlet og stresset lærer her på denne skole, man tager tingene, som de kommer og giver sig tid.
På grund af regnvejret var der vand inde i skolen, så før undervisningen kunne begynde måtte pigerne i gang med at tørre vand op. Bagved skolen var der et rødt ælte af mudder, og på pladsen foran skolen var en dejlig stor vandpyt, som tiltrak flere af drengene. Heldigvis tørrer det hurtigt, når solen tager fat, men børnene vandrer jo gladelig rundt i alt det røde mudder, det er kun mig der tripper lidt forsigtigt rundt bare for at forsøge på ikke at nå og blive alt for beskidt inden skoledagen begynder.
På vej ned til skolen havde jeg set af en af de små butikker solgte plastic bolde. Da det i dag er Caspers fødselsdag, så tænkte jeg, at i stedet for at han fik en gave fra
mor, så måtte ungerne på skolen hellere få en gave!! Sam (skolens altmuligmand) løb straks op til butikken for at forhøre sig om prisen, og derefter blev han og jeg enige om, det det kunne blive til 10 bolde, som Sam så købte for mig. Lige så snart en muzungu nærmer sig butikkerne så stiger prisen, og så ville det jo kun være blevet til 5 bolde J
Sikke et frikvarter og sikke en dag det blev. Alle spillede bold resten af dagen det var rigtig sjov at opleve, hvad 10 bolde kan gøre. Inden bussen kørte hjem kl. 17 spillede vi pigerne mod drengene, og der var både de unge lærere og jeg med. Det var rigtig sjovt.
Men inden børnene forlader skolen, så skal der fejes og vaskes gulve. Desuden vasker de store piger også op efter lærernes frokost. Når jeg kigger på den form for opvask, så er det jeg tænker, at her er grobund for en dårlig mave! Men jeg vil spise den samme mad som de andre lærere.
Det er rigtig hyggeligt at spise sammen med de unge lærere jeg er den ældste, og de kalder mig madame. De vil rigtig gerne høre om, hvordan det er at være lærer i Danmark, og de forstår slet ikke, at vi har madpakker med i skole!! Hvordan kan børnene sidde og spise noget forskelligt? De skal da have den samme mad, så de ikke kommer op og slås over forskellig mad. Her har lærerne arbejdstid fra kl. 7.30 til kl. ca. 17, og så skal de hjem og forberede sig til næste dag. Ikke underligt at de glæder sig til den 7. december for så har de ferie i 2 måneder.
De store piger i 7. klasse bærer også min taske fra bussen og ind i klassen, og når jeg skal hjem igen, så dukker der gerne en op som bærer min taske tilbage i bussen. Sikke en forkælelse, det bliver altså ikke nemt at komme hjem til Dyssen igen
.
John vores driver af skolebussen har lige ringet for at fortaelle, at skolen er lukket for de yngste klasser i morgen fredag, da eleverne i P7 skal til eksamen - saa jeg har fri fra skole til at goere noget andet arbejde. Saa det betyder sen morgenmad og morgenkaffe i haven i morgen, yes !
Og prinsesse Dorthe og de søde prinser på Solsikkevej, de må lige vente et par dage endnu med at se et billede af the queen from Denmark. Men I kan godt finde lommetørklæderne frem, for der bliver ikke et øje tørt!! På Eden School glæder lærerne sig vildt til at møde teacher muzungu i uganda kjole på, og om ikke andet så ved jeg da allerede nu, hvad jeg kan tage på, når det bliver fastelavn på Dyssen. Og det er jo ingen skade til, når man kan bringe lidt morskab til andre, vel?