Søndag den 14. oktober 2007

I går kom så Karsten, Kathryn og deres gruppe til Kampala. Josephine, Jackson og jeg var parat i lufthavnen med vores Dannebrogsflag. Dejligt at se dem alle. De blev kørt til deres hotel, hvorefter Karsten, Josephine og jeg tog ind til byen, for at Karsten kunne veksle penge for gruppen.

Det var rigtig varmt, og termometeret viste 37 grader i solen.

Vi spiste dejlig frokost på deres hotel ”Muyenga Club”, hvorefter jeg tog med ”Den danske gruppe” på sightseeing. Karsten og Kathryn har jo været her flere gange, så de ved en masse, og jeg nød at være turist med dem som guider. Vi så Nationalmuseet, kongegravene, kongeslottet som der er blevet bygget på gennem mange år uden at det ser ud til at blive færdigt, Idi Amins fangehuller, Parlamentet og en masse mere.

Kl. 18 blev jeg sat af her i Adonai 2, inden resten af gruppen tog til deres hotel. Det var rigtig dejligt og hyggeligt at møde hele rejsegruppen, som er søde og imødekommende mennesker, så der er rigtig basis for mange gode samtaler.

Da jeg havde fået varm mad (blandt andet fisk fra Victoriasøen) til frokost, nøjedes jeg med ristet brød og annanas til aftensmad.

Her til morgen lå ”køligheden” – det har vel været 20-22 grader over Kampala. Min første kop kaffe fik jeg kl. 8 på huset terrasse, hvor jeg nød den dejlige morgen og solen, som var på vej op bag en af Kampalas 7 høje. Jane havde været oppe tidligt, for hun skulle besøge sin datter på hendes skole, og Jane skulle medbringe lunch: matoke, kartofler og noget juice, så der var gang i gryderne fra tidlig morgen.

Kl. 8.30 stod jeg parat ved vejen for at vente på den danske gruppe, som skulle komme og hente mig. Jeg stod ca. 15 min. i vejkanten og ventede på dem, men det gav jo så anledning til at få hilst og talt med mange forbipasserende: 2 nonner, nogle børn, et par herrer og et ungt par. Ja, man skal jo ikke stå der og kede sig.

Vi skulle i Sankt Francis kirken ved Universitet til en anglikansk gudstjeneste. Da vi ankom lidt over kl. 9, var kirken nærmest fuld, men vi fik heldigvis presset os ned på nogle bænke – gudstjenesten varede 2 timer. Det var genkendelsens glæde, for vi sang nogle af de sange, vi synger i Gentofte Gospel kor. Det var en meget levende og dejlig gudtjeneste.

Og til alle jer som sidder hjemme på skolen og knokler med elevplaner, vil jeg bare lige fortælle, at det slet er ikke nødvendigt!! Præsten fortalte i sin prædiken i dag, ”at Gud har en plan for os alle, en plan der handler om, hvad vi skal og hvor længe vi skal være her”. Så det er måske derfor, at der ikke eksisterer elevplaner her i Uganda J

Da vi var færdige med gudstjenesten kl. 11, stod folk på rad og række for at komme indenfor til den næste gudstjeneste, som skulle begynde kl. 11, og der var yderligere en gudstjeneste kl. 13. Og der havde været en gudstjeneste kl. 7 – så præsterne her har sandelig travlt om søndagen.

Vi kørte nu til Katanga slumkvarteret for at besøge nogle handicappede og spedalske, der bor der. Det er et projekt som hedder ”Lisacare” startet af en dansk kvinde, og videreført af Jonna Kildebogaard, som jeg kender fra Vangede Kirke. Det er desværre ikke lykkedes for mig at møde Jonna hernede, men hun har gjort et kæmpe arbejde med de handicappede, spedalske og syge i Katanga.

Jeg er glad for, ”at jeg er ved at blive lidt hårdhudet”, for nu kom vi ikke bare ud i slumkvarteret og blev mødt af alle børnene, også de handicappede hvor flere gik på knæ og hænder eller manglede forskellige legemsdele. I dette projekt syer de grydelapper, fletter små kurve og laver perlekæder, og vi måtte selvfølgelig købe. Ja, det var nærmest, som når udsalgsstemningen melder sig ……..  

Nogle fra gruppen havde tøj med til dem, andre klistermærker og Karsten havde en stor pose balloner med, det vakte jo jubel. Trods deres levevilkår - smil og stor livsglæde overalt. Det er noget, som gør indtryk langt ind i min sjæl.

Ja, vi kom ind i bussen igen, og så bakkede en taxi ind i højre blinklys foran på bussen. Opstandelse over det, og bussen var omringet af mange som fulgte interesserede med i, hvad der nu foregik. Vi kørte til byen og fik pizza til frokost på Hotel Spike, hvorefter vi tog en bus sightseeing rundt i byen.

Da jeg kom tilbage til huset, ankom Mama Robinah for at inspicerede sit gæstehus. Vi fik os en snak og lidt grin, og nu har hun lige serveret te med mælk og sukker for mig. Kl. 19 går turen igen til lufthavnen, så kommer Inge, Susanne og Ib. De medbringer – forhåbentlig alt det, som jeg ikke havde plads, til da jeg rejste herned!!!