Det er endelig blevet mandag, troede aldrig den dag ville komme.

Thomas' fly lander i aften klokken otte.

Turen til lufthavnen var lang, dog kun 15 min, men det foeltes som en evighed! Ventetiden i lufthavnen var endnu laengere!

Alle folk begyndte, efter en times tid med en latte og et sladderblad, at komme ud fra terminalen. Alle omkring mig blev omfavnet af familie og kaerester, men hvor var Thomas?

Midt i min selvynk ringer min mobil og det er Thomas i den anden ende. "Hvad er adressen paa vores hostel?" Shit, den kan jeg da ikke lige huske i hovedet. Han forklare at hans bagage stadig er i London, typisk!

Skriver saa en sms til Jeanette, som er paa nettet, hun slaar adressen op, men jeg kan ikke faa fat paa Thomas igen.

Endelig ser jeg et dejligt bekendt ansigt i maengden og mine oejne loeber ufrivilligt i vand! Jeg har da selvfoelgelig savnet ham, men aabenbart mere end jeg lige troede jeg havde.

Det er helt ubeskriveligt dejligt at se ham igen og kramme ham igen.

Efter vi begge lige er kommet os over at se hinanden gaar vi mod bagageservicen. Vi giver dem adressen paa hvor vi skal bo og de siger selvfoelgelig, at de goer alt hvad de kan for at den naar frem dagen efter, men det er jo jul bla bla bla...

Vi tager toget til central og jeg viser Thomas til vores hostel og vaerelse, som jeg chekede ind paa tidligere den dag.

Thomas er forstaaeligt nok traet efter den lange tur og allerede fyldt med nye indtryk. Det er bare super skoent at han er kommet herned!:-)