Naa, nu sidder jeg simpelthen i verdens hoejest beliggende by, 4090 meter oppe i Andesbjergene.

Desvaerre har jeg ikke tid til at skrive faerdig lige nu. Vi skulle her til morgen have vaeret med en bus til Uyuni, hvorfra vi skal have en 3-dages tur i saltoerkenen. MEN... Kevin er blevet smaasyg, saa lige nu ligger han paa vaerelset og sover. Ved ikke om vi kommer afsted i dag - og desuden tror jeg ikke det er saa smart med 3 naetter med minus 10 grader, hvis man har feber. Saa nu ser vi lige hvad vi goer. Men maa hellere lige gaa op og tjekke om han har faaet det bedre - kunne jo vaere dejligt at komme videre. Saa meget tid har vi jo heller ikke at goere godt med inden vi skal hjemad. Skriver om Potosi naeste gang jeg faar mulighed for det - indtil da, maa I noejes med billederne...

Saa er jeg tilbage i en civiliseret by med internetcaféer og kan lige kort goere historien om Potosi faerdig. Den hovedsaglige grund til at vi tog et smut til denne by var for at besoege minerne i Det Rige Bjerg (Cerro Rico), som byen ligger for foden af. I loebet af 400 aar toemte spanierne bjerget for soelv i en maengde saa voldsom, at det siges at man kunne have bygget en bro fra Potosi til Spanien af soelvet og stadig have soelv tilbage at baere over broen. Over 8 millioner indianske og afrikanske slaver doede som foelge af det opslidende arbejde i minerne. Selvom der i dag naesten ikke noget soelv tilbage i bjerget arbejder minearbejdere stadig i Cerro Rico (zink, bly og tin spraenges fri) under forhold som er uhyggelig lig datidens. Arbejderne klarer sig igennem dagen ved at tygge coca-blade fra morgen til aften. Saften fra bladene har den virkning at man hverken foeler sig traet eller sulten. Al arbejde udfoeres ved haandkraft med simpelt vaerktoej og dynamit. Desuden udsaettes minearbejderne for en masse forskellige giftige gasser og stoev, og doer normalt 10-15 aar efter de starter arbejdet under jorden.

Sammen med 6 andre turister tog vi en guided tur ned i 2 af minerne. Klaedt paa i beskyttelsestoej, gummistoevler og pandelampe begav vi os ind i bjerget - meget moerkt og fugtigt. Hele tiden skulle vi vaere opmaerksomme paa DYBE huller i jorden, som foerte ned til en mineskakt et niveau dybere nede. Nogle steder maatte vi naesten kravle for at komme igennem smalle passager. Vi var inde i bjerget i omtrent 2 timer og vi naaede ret langt ned under jorden - ikke alt for godt naar man lider af tendenser til klaustrofobi. Men utrolig spaendende og ogsaa lidt uhyggeligt at moede mennesker, som kun arbejder i moerke hver eneste dag - de bor dog ikke under jorden, som slaverne gjorde foer i tiden. Som tak for at vi maatte besoege dem i minerne havde vi paa forhaand koebt cocablade, dynamit og sodavand, som vi gav de minearbejdere vi moedte. 5-6 gange hoerte og maerkede vi spraenginger andre steder i bjerget - ikke saa rart efter min mening. Man kunne nemt maerke vibrationerne i bjerget og smaasten trillede ned fra vaeggene. Uha! Tanken om at man ikke kan komme ud med det samme er IKKE betryggende. Vores guide fortalte os at de store "hoved"-tunneller vi gik i var fra bjergets "storhedstid", og havde engang vaeret fyldt ud af soelv. Soelvaarene siges nemlig at have maalt 1-1 1/2 meter i diameter, og brede skakter dannedes derfor da spanierne (laes: slaverne) fjernede soelvet. Da vi (endelig!) igen kunne skimte lyset var det helt befriende. Det er meget svaert at forestille sig at arbejde saa haardt hver eneste dag - bore huller i sten, skovle sten, skubbe trilleboerer og minevogne fulde af sten - altsammen i moerke.

Det var lidt af en vild oplevelse. Kan roligt anbefales til alle, der ikke lider af astma eller alt for voldsom klaustrofobi.