BROOKLYN, NEW YORK - 28. januar 2007

Jeg prøver igen. Kaster min sidste quarter i mønttelefonen og taster nummeret.
Først bliver jeg takket for at have valgt netop deres telefonselskab og så ringes der op.
Første, anden, tredje gang. Røret løftes, Hello? Det er hende.

Lad os se. Jeg sidder i Honduras og læser en mail fra min ven Danny. Han skriver, at hans flyselskab ikke kan give ham en billet til den 20. januar, som lovet. De har givet ham en plads på et fly den 28nde og han skulle dermed være i Honduras dagen efter.
Jeg hamrer i bordet og overvældes af selvmedlidenhed som et utålmodigt barn, der får at vide at turen til Tivoli er rykket til næste uge. Jeg logger af og sidder i et øjeblik sidder jeg bare og surmuler. Det er ikke hans skyld, forsøger jeg at overbevise mig selv om. Så klikker jeg mig ind på Google og laver en søgning på det kamera, jeg har tænkt mig at købe. Yderligere en grund til at blive irriteret: kameraet er næsten 4000 kroner billigere i USA end i Danmark, men det er tilsyneladende ikke muligt, at få det fragtet til Honduras fra en amerikansk side.
Det er her omkring, at jeg får en ide. Danny er ni dage forsinket, jeg kan spare 4000 kroner ved at købe mit kamera i USA og en billet tur/retur til New York koster 3.500.

Jeg konsulterer børnehjemmet og Luna og knap en uge efter sidder jeg på et fly på vej til New York.

Hello? gentager hun på en, på samme tid, spørgende og dybt uinteresseret måde. Det er mig, Alexander. svarer jeg hende, i tvivl om hvorvidt hun vil juble af begejstring eller bare sukke tavst. Laurel er stadig helt utilregnelig for mig og det faktum at jeg kun har kendt hende i et par timer, gør det ikke lettere. Jeg håbede du ville ringe. siger hun næsten fuldstændig toneløst. Ingen sving i stemmen eller umiddelbare tegn på begejstring inddikerer, at hun mener hvad hun siger. Jeg rejser i nat, Laurel. Men jeg vil gerne se dig inden. Der er bare lige et par ting, jeg skal ordne inden, siger jeg. Der er stille i den anden ende. Ikke en gang hendes vejrtrækning er til at høre gennem røret. Laurel, er du der? spørger jeg. Jeg er her stadig. Tag toget til 3rd Avenue. Jeg kommer og møder dig.
Jeg overveje at droppe mit sidste ærinde, for at få lidt mere tid med hende, men det kan jeg ikke. Jeg er der ved midnat, siger jeg. Please insert 25 cents for the next four minutes. Det er ikke Laurel der taler, men den samme dame, der takkede mig for at have valgt deres telefonselskab. Jeg roder mine lommer igennem, men uden held. Jeg har ikke flere mønter.
Forbindelsen bliver afbrudt og jeg lægger på.

Det var fra en mønttelefon, jeg ringede til Patrick fra lufthavnen i Jersey.
En times tid efter hentede han mig på Penn Station og bød mig indenfor i hans lejlighed i Brooklyn. Jeg lånte hans pas, som jeg efterhånden har gjort så mange gange og vi gik ud og drak os fulde og talte om japanske forfattere, alkoholiserede arkitekter og israelske piger.

En af de aftener hvor vi gik ud og jeg endnu en gang stolt fremviste Patricks pas, der viser at jeg er blond, har blå øjne, er 170cm høj og født i 1978, endte vi på en baren Motor City. Et sted, der hvis det lå i København, ville være fyldt med de der kalder sig punkere og kunstere og elever fra Det Fri. Vi var fulde og havde forinden besøgt et par andre barer. I taxaen på vej derover havde vi udgivet os for at være homoseksuelle og Patrick havde lagt an på taxachaufføren.
Nu var vi i mellemtiden tyske nihilister, som vi med iver overbeviste en tilsyneladende ligeglad bartender om.
Jeg har lige taget en tår af min øl, da en pige støder ind i mig. Jeg når ikke at se hendes kønne ansigt før jeg udbryder et eller andet om hvor uforskammede amerikanere er med en stærk tysk accent. Pigen var Laurel. Det var her vi mødtes, for to dage siden. Da jeg så hendes ansigt besluttede jeg mig for at droppe den tyske accent. Vi talte om alt og intet i 20 minutters tid. Så hev hendes veninder hende med videre. Jeg lovede at ringe til hende dagen efter, hvilket jeg gjorde fra selv samme mønttelefon, som jeg står ved nu.

Det er lørdag. Jeg rejser i nat. Inden da skal jeg se hende igen. Der er bare lige en ting, jeg skal have ordnet inden.

To minutter fra Patricks lejlighed ligger der en bar, så godt som usynlig for de, der ikke kender den. Det er vel den samme forelskelse, som alle der træder derind føler, som jeg gennemlever nu. Det er bare et af de steder og derfor bliver jeg nødt til, at besøge den en sidste gang.

Jeg bestiller en kop kaffe. Nyder den i små tårer, mens jeg forbereder mig på at forlade New York.
På mandag lander Danny i lufthavnen i Tegucigalpa, Honduras. Jeg har ikke set ham i fire måneder, så vi vil have en masse at tale om. Vi vil spørge hinanden til alt hvad der er sket og en ny rejse vil begynde.
Men hvad der venter mig i Honduras og på min videre færd kan jeg ikke tænke på nu. Jeg er i New York, hvor alt er større og der er mere af det hele. Blændet af de stærke neonlys og tusindvis af taxier, der holder gaderne oplyste 24 timer i døgnet, har jeg glemt alt om realiteterne i den verden jeg kom fra. Om børnehjemmet i Honduras og landsbyen i Guatemala.

Kaffen er god her, serveret med kærlighed. Smagen og duften af den, samt lyden af jazz-musikerne, der spiller i hjørnet er alt, hvad jeg kan tænke på.

Da jeg bliver færdig, kalder jeg bartenderen hen til mig og fortæller, at jeg håber at komme tibage og at jeg har nydt at komme her. Hun lover at sende mig navnene på noget af det tango hun spillede forleden og så siger vi farvel.
Jeg forlader baren og går mod perronen.

Lidt over midnat finder jeg Laurel ved stationen på 3rd Avenue. Hun smiler, tror jeg nok og tager mig under armen.

Det er utroligt hvor meget man kan lære om et andet menneske på kort tid. Mine samtaler med Laurel var et udmærket eksempel på det. Vi fortalte hinanden alt. Det er vel det samme uforpligtende forhold man finder hos en psykolog. Ikke at vores samtaler altid omhandlede vores problemer, langt fra. Det var vist bare lettere at være ærlige overfor hinanden, vidende om at vi ingen relation havde til hinanden og at hvad end vi talte om, ville det ikke få nogle konsekvenser. Som ved et hvert nyt venskab her, på den anden side af jorden, blev min fortid som en åben bog. Og Laurel synes længe at have manglet en, hun kunne åbne sig for. Eller dvs. hun kunne ganske vel have betroet sig til sin bøvsende og snotforvirrede rodehoved af en roomate, men det havde ikke været det samme. 

Så vi talte på livet løs. Verden stod stille og livet blev simpelt for en stund. Ingen følelser involveret, bare ord, der udveksles mellem to fremmede, som de venter på toget. For mit vedkommende et fly i Newark klokken 7 samme morgen. 

Jeg ville virkelig gerne fortsætte samtalen, men jeg bliver vist nødt til at komme afsted nu, siger jeg, da vi sidder på hendes kolegieværelse og deler en øl. Hun nikker og følger mig ud til elevatoren uden en lyd. Det er vist bare dårlig timing, siger hun pludselig. Jeg nikker. Det er det altid, siger jeg.
I et kort øjeblik virker det rigtigt, at kysse hende. Jeg tror hun tænker det samme, men det er nyttesløst. Der har aldrig været følelser indblandet, så hvorfor gøre det hele mere besværligt nu. Jeg beslutter at lade vær.
Æstetisk ville det være smukt. Lidt romance, et kys, tvivl og et lille håb. Ser de nogensinde hinanden igen?
Men det er ikke tilfældet. Der var ingen romance, intet kys. Bare en samtale mellem to fremmede og den slutter her.
Farvel, siger jeg. Så giver jeg hende noget så uskyldigt som et kram og stiger ind i elevatoren.