Orphanatorio Emmanuel, Guiamaca - Honduras, 24. december 2006

Det er fire dage siden jeg ankom til børnehjemmet Emmanuel i Honduras, trådte ind af porten og mødte Luna for første gang i tre måneder.
I dag er det juleaften og alle børnene er samlet i kirken for at åbne gaver fra deres sponsorer. Ved min side sidder Luna. At lægge armen om hende og hive hende ind til mig, synes at være det mest naturlige, men det kan jeg ikke. Ikke her.
Piger og drenge bor adskilt på børnehjemmet og kontakt mellem kønnene er højst usædvaneligt, med mindre man altså har indgået ægteskab.
Hvis de så mig lægge armen om Luna, ville rygterne sprede sig og i morgen ville alle spørge os, om vi var kærester eller gift og hvis ikke, hvorfor?

Vi har brugt halvanden time på at dele alle gaverne ud. Nu sidder de, alle Guds små soldater og venter på at pakke dem op.

David kigger på sit ur. Om lidt begynder nedtællingen. 

For tyve år siden talte Gud til David. Gud fortalte ham, at han skulle rejse til Honduras og starte et børnehjem op.
Og således, uden at tøve tog David sin kone under armen og drog mod Honduras.
Nu, tyve år efter, huser børnehjemmet hele 452 børn. Børn, der er blevet efterladt, udnyttet eller seksuelt misbrugt. Alle har en historie, den ene værre end den anden.

Men det er fortid nu. Javist har de mistet hvad end de kom fra, men nu har de Gud og det er vigtigere end noget andet på denne jord. Guds ord er lov her på stedet. Det er ham, der bragte dem til Emmanuel og det er ham de lever og ånder for. Hvornår lukkede du Gud ind i dit hjerte? spurgte en af børnene mig forleden. Jeg lod som om jeg ikke forstod spørgsmålet.

Nu starter David nedtællingen, Er I klar børn?

David er gammel Vietnam veteran og refererer ofte til hans tid i junglen under gudstjenester og ved andre lejligheder, der minder ham om krig. Vi kæmper Det godes kamp! Glem aldrig det. Jesus sidder på tronen og I er på hans hold! har han en gang sagt under en prædiken. Forleden opdagede han, at en af drengene hørte rap på sin walkman. Så han brændte den sammen med båndet. Hvad han senere fandt ud af, var at det var kristent rap. Han argumenterede i kirken, Det er ikke ordene, men rytmerne der er djævelske. Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen; Vi frister ikke vores børn med synd.
Af samme grund klippede han kablerne hos de, der havde skaffet sig kabel tv. Børnene må kun høre kristent musik og når, det kommer til film, skal David have godkendt den, før den afspilles. Tv er forbudt.

TRE... 

Disse børn vokser op i Honduras, Mellemamerikas fattigste land, hvor hele 80% lever under den FN-definerede fattidomsgrænse. Et land Gud forlængst synes at have forladt. Men det ved de ikke noget om. Kristendommen er den eneste virkelighed, de kender til. De har aldrig været derude, ikke siden før de kom. Hvad de ved og tror på eksisterer kun for alvor indenfor murerne.

TO...

Jeg kigger ned på børnene på forreste række. Bailan, der blev opdraget som dyr, holdt i bur og fik tæsk hver dag. Jessica, der er blevet seksuelt misbrugt, siden hun var to. Carlos og hans mor på 16, de har samme far.
Nogle gange glemmer jeg, hvor de kommer fra. Deres smil og den kærlighed de udviser, er blændende. Kunne de have klaret det uden troen på Gud?

ET...

Gavepapir flåes af og danser i luften. Det er svært at fokusere. 452 børn der åbner deres gaver på samme tid.

Det er 25 grader uden for. I Danmark er det varmere end nogensinde før. Hverken frost eller sne. Ingen vinterjakker. Verden er under forandring, men det ved de ikke og selv hvis de gjorde, ville de ingen bekymringer have. De er Guds små soldater og Jesus sidder på tronen.