GUAIMACA, HONDURAS - 6. februar 2007

Jeg holder ham helt ind til mig og gør alt hvad jeg kan for at trøste ham. Selv kæmper jeg for ikke at græde foran alle børnene. Jeg er så forbandet træt af at sige farvel...

Vi kom for to uger siden. Som altid, sent på den, tog jeg til Tegucigalpa for at hente Danny i lufthavnen. Jeg kan huske at tænke, at han sikkert var blevet tilbageholdt ved ankomsten til USA på grund af hans udseende og baggrund, men Danny dukkede op. Efter at have rejst i 36 timer, ankom han til Tegucigalpa uden sin baggage. Og han var blevet tilbageholdt og måtte tage en løgndetektortest. Han var blevet spurgt om han hadede amerikanere og om han kom til landet med dårlige intentioner. Efter halvanden times afhøring reddede korset om hans hals ham. Det må du virkelig undskylde. Jeg vidste ikke du var kristen, havde betjenten sagt og dermed var afhøringen ovre.

Danny er dog ikke kristen, heller ej muslim eller buddhist for den sags skyld. Danny er ateist og har ingen dårlige intentioner mod nogen som helst, selvom hans fuldskæg let kan give andre ideer hos de parnoide lufthavnsbetjente i Houston.
På vej til børnehjemmet fortalte jeg dog Danny at han godt kunne beholde korset på. Vi var på vej til et kristent børnehjem med frelste mennesker, der ikke ville kunne forstå, hvorfor han ikke havde lukket Gud ind i sit hjerte.

Ikke meget havde forandret sig på børnehjemmet i de 12 dage jeg tilbragte i New York. Børnene var startet i skole og Felipe, som jeg plejede at bo med, var rejst til Bibelskolen i Costa Rica, men ellers var alt ved det gamle. 

Danny og jeg blev indlogeret på værelse med de andre mandlige voluntører i Casa Pequeña. Da jeg kom aftenen før, lignede værelset et bombet lokum. Ud over hele gulvet lå der mudder, snavset undertøj og halvtomme chipsposer. Det der skulle blive min seng var fyldt med skrald og fra en åben kethupflaske dryppede der ketchup ned på lagnet.
Jeg havde brugt hele aftenen på at rengøre, rydde op og sortere deres brugte boxershorts og mudrede sokker. Jeg bad dem om at prøve at holde det nogenlunde rent til min ven kom dagen efter, men jeg havde vidst talt for døve ører. Værelset så ud præcis som aftenen før. Alt det skrald, der før lå på min seng, var rykket over på Dannys og der stank af sved og sure sokker.

Efter at have introduceret Danny for vores roomates, Mark og Søren, gjorde Mark udtryk for at hans mave måtte være i forrådnelse sådan som han sked hele tiden. Han gik på toilettet og da han kom tilbage ud, bøvsede han og smed sig på sengen, hvorefter han stak hånden godt ned i underbukserne og gav sig til at klø. Velkommen, hviskede jeg til Danny.

Det skulle blive et sandt helvede at bo på værelse med drengene. Jeg savnede Felipe og det altid rene værelse, hvis gulv han fejede og vaskede hver dag.
Hvis man skulle nævne noget positivt om at bo på værelse med Mark og Søren er det, at vi fik mere tid med børnene. Vi var aldrig på værelset, når ikke det var for at sove. Om formiddagen ville vi lege med de helt små, der stadig ikke går i skole og om eftermiddagen gik vi ned i yarden og lavede aktiviteter med drengene. Om aftenen ville vi enten besøge børnene på deres værelser eller lave snobrød med nogle af pigerne.

I aften er vores sidste aften og vi burde egentlig sidde til middag med de andre voluntører. Der var bare nogle drenge jeg blev nødt til at sige farvel til først, deriblandt Rudy. En 15 årig dreng der ligner og opfører sig som en på 7. Han var den første jeg talte med, da jeg kom til børnehjemmet i december. Rudy og jeg ville typisk lege løver i yarden eller starte en hær af vilde aber og angribe Luna mens hun mindst ventede det. Hvis Rudy ikke synes han fik nok opmærksomhed af mig, ville han sætte sig op i legetårnet og bede Jean Carlos gå hen til mig og sige, at han ikke elskede mig mere. Typisk ville jeg gå tilbage til Rudy med Jean Carlos og lave et lille show. Hvis showet blev en succes, ville Rudy grine, løbe hen og give mig et kram og sige undskyld.
Nu er det i mellem tiden min tur til at undskylde. Jeg ville ønske jeg kunne blive, men det kan jeg ikke. Kommer jeg tilbage? Måske, hvem ved? Men hvornår?

Jeg holder Rudy i mine arme og gør alt, jeg kan, for at trøste ham. Ingen ord synes at virke og hvordan kan jeg også tillade mig at forlade ham. Nu var vi lige blevet så gode venner og så tager jeg afsted.
Jeg kan skrive til dig, siger jeg. Han er stille nu. Det lader til, at han er holdt op med at græde. Kan du sende en legetøjsbil? spørger han forsigtigt og ved det ord ringer alarmen for alle de andre drenge. De løber hen og stiller sig omkring mig mens de hver i sær tikker og beder mig sende legetøjsbiler. Vi har slet ikke nogen, siger en af dem og det er da i hvert fald løgn. Hvis der er en ting drengene har mange af, er det legetøjsbiler.
Nu taler de alle sammen i munden på hinanden og Rudy jubler af begejstring mens han klapper i sine små hænder. Om det er fordi, han tror han får en legetøjsbil eller bare kan tænke på noget andet end at sige farvel til mig, er svært at sige, men én ting er sikkert. Jeg sender ikke nogen legetøjsbiler og det fortæller jeg dem. Nu bliver jeg nødt til at gå drenge, siger jeg og går mod døren. Lige da jeg skal til at træde ud af døren, kommer Rudy og Jean Carlos løbende og holder fast om mine ben.

Jeg hader at sige farvel. Ikke desto mindre bliver jeg nødt til det, ligesom jeg har gjort det så mange gange før.

Om lidt bøjer jeg mig ned og fortæller dem, at de altid vil være mine yndlingsaber. Så siger vi farvel og jeg træder ud af døren. Jeg fælder et par tårer ved tanken om, at jeg måske aldrig ser dem igen. Så går vi ned til middagen, Danny og jeg. Vi vil tale med de andre, men jeg vil være underligt fraværrende. Alt jeg kan tænke på, er de unger.

I morgen vil jeg tage afsked med Luna. Det er heller ikke noget jeg har lyst til, men til den tid har jeg nok vænnet mig til tanken.

Hvad der engang er begyndt, må også have et endeligt. Nogle gange er slutningen forudsætningen for en ny begyndelse. Det er sådan det er nu, men det gør det ikke lettere.

Jeg hader at sige farvel.