Orphanatorio Emmanuel, Guiamaca - Honduras, 10. januar 2006

Elsker du Gud, Alexander? spørger Kristin mig. Vi sidder og spiller kort med Mike & Thomas fra hendes gruppe. Nu er al opmærksom rettet mod mig. De afventer mit svar.
I et kort øjeblik overvejer jeg mine muligheder. Jeg kunne lyve, sige Ja, selvfølgelig elsker jeg Gud. Jeg kunne også være ærlig, fortælle dem at Harry Potter er lige så ægte for mig som Gud er.
Jeg vælger en mild udgave af sandheden, Jeg er ikke kristen. Jeg respekterer og beundrer Jer for Jeres tro, men selv tror jeg ikke på Gud. Der bliver helt stille ved bordet. Thomas og Mike kigger ned i deres kort. Kristin åbner munden som for at sige noget, men ombestemmer sig. Vi spiller videre i stilhed.

På vej hjem senere samme aften møder jeg Kristin på balkonnen. Vi siger godnat og jeg fortsætter forbi hende, men hun stopper mig, Vent Alexander! Der er noget jeg bliver nødt til at spørge dig om. Jeg vender mig om og træder frem mod hende. Hun fortsætter, Du siger, at du ikke er kristen... Men hvorfor så vælge netop dette børnehjem?
Jeg fortæller hende, at jeg først og fremmest kom for at besøge Luna og at jeg for det andet tror på, at jeg er i stand til at hjælpe til på trods af det faktum, at jeg ikke er kristen. Hun tænker over mit svar. Hvad tror du så på? spørger hun mig, hvad er din vision, dit svar på livets store spørgsmål?
Følgende sker et sted i min bevidsthed; Jeg sætter mig ned overfor hende og løfter brillerne, der ligger på bordet i mellem os. For mig er religion ligesom briller, siger jeg til hende, Nogle har brug for dem, for at se klart. Andre ser verden ganske som den bør se ud uden briller. Jeg vil i mellemtiden aldrig være i stand til at argumentere for, at det du ser gennem dine briller, ikke er sandt. Hvad du ser gennem dine briller, er nøjagtigt lige så sandt, som det jeg ser uden. Måske ser du endda bedre end mig, nu hvor du har fået briller. 
Lad mig spørge dig om noget Kristin, ville du stadig være kristen, hvis du levede for evigt? Ville du gå briller, hvis du så klart uden? Det er meget enkelt, Kristin. Vi lever i to forskellige verdener. Jeg lever i en verden af spørgsmål, hvor imod du lever i en verden af svar. Du bærer svarerne på alle mine spørgsmål. Du har fundet fred i dig selv, vidende om at du har et formål her i tilværelsen. For det beundrer jeg dig. Ikke desto mindre vil jeg aldrig godkende dine svar på mine spørgsmål. Jeg er her, på et børnehjem i Honduras, langt væk hjemmefra. Jeg skal rejse i yderligere 8 måneder. Når jeg kommer hjem, finder jeg et arbejde og i 2008 søger jeg ind på den Danske Filmskole. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer ind, om jeg ender med at blive flaskedreng i Irma. Det er der ingen der kan fortælle mig, jeg har ingen at gå til. Jeg ved at jeg lever og at jeg en dag skal dø, ophøre med at eksistere, som alt andet levende på denne klode og her slutter det. Efter det vil jeg intet føle eller tænke, som var jeg gledet ind i en dyb, drømmeløs søvn. Er jeg bange? Ja. Men jeg ønsker ikke at blive reddet. For jeg er tilfreds, taknemmelig for mit liv og jeg ønsker at leve det i troen om, at jeg selv kan vælge.
Og måske tager jeg fejl. Måske ryger jeg direkte i Helvede for at have vanæret Gud og tvivlet på hans eksistens. I følge buddhismen bliver jeg måske genfødt som et træ i Polen. Det ved jeg ikke. For hvad du ser gennem dine briller, er for dig lige så sandt, som hvad jeg ser uden...

Men jeg sætter mig ikke ned. I stedet bliver jeg stående uden at sige noget. Jeg kigger på hende og forestiller mig, hvordan hun ville have reageret på min tale. Den gav jo reelt ikke noget svar på hendes spørgsmål og det svar hun ledte efter, var jeg ikke i stand til at give hende. I den verden jeg lever, findes sådanne svar slet ikke, siger jeg, Den slags svar hører til i din verden. Indtil nu har jeg dog ikke haft brug for at kende et sådan svar og hvis jeg havde, ville det ikke nytte noget, at fortælle dig det. Godnat Kristin... Jeg vender mig om for at gå, men kommer i tanke om noget, jeg glemte at sige. Kristin, lov mig en ting. Du må ikke føle medlidenhed for mig. Jeg ved hvad du tænker. Du holder af mig og tanken om at jeg ryger i Helvede gør ondt, men du må ikke have medlidenhed med mig. Hun svarer ikke, Godnat gentager jeg og går mod mit værelse.

Da jeg ligger i min seng, spekulerer jeg på, om jeg skal fortælle min roomate Felipe, at jeg ikke er kristen.
Felipe har boet her, siden han var 5 og gammel. Han er 21 år i dag og har viet sit liv til Gud. Om et par uger rejser Felipe til en Bibelskole i Costa Rica. Hans drøm er at blive sanger eller missionær, så længe han får lov til at sprede Guds ord.
Jeg bestemmer mig for, ikke at fortælle ham noget. Hvis han spørger, vil jeg lyve. Det er ikke noget, jeg har lyst til, det er bare lettere sådan...