TEGUCIGALPA, HONDURAS - 3. februar 2007

Af en eller anden grund forbedres mit spanske på et splitsekund, når jeg bliver ophidset. Pludselig er jeg flydende og fejlfri og ord, jeg ikke en gang vidste, at jeg kendte, ryger over mine læber, mens jeg laver fagter med armene og skælder dem ud.
De havde lovet at baggagen ville komme klokken et om eftermiddagen. Nu er den fem og den er stadig ikke dukket op. Jeg er rasende og måske i virkeligheden mere end Danny, der har gået i det samme sæt tøj i fire dage.

Nu skal jeg fortælle dig noget! Vi skulle have begyndt optagelserne på vores dokumentar for fire dage siden. Danny har udstyr i den taske og vi har et helt holdt, der står og venter. Det passer naturligvis ikke. 
Forstår du hvad jeg siger? Vi taber penge hver dag og som om det skulle være nok. Min ven har gået i de samme underbukser i fire dage!
-Det havde du sgu ikke behøvet at sige, afbryder Danny mig. Jeg overhører ham og fortsætter, Vi kan ikke tage tilbage til Guaimaca nu. Den sidste bus er kørt og desuden ville det være alt for farligt at tage dertil på denne tid. Ikke en gang taxachaufførene tør at køre derud!

Jeg tager en dyb indånding og prøver at gennemskue, hvad det er, jeg lige har sagt. Så åbner jeg munden igen og kræver at de giver os et hotelværelse i byen.
Damen fra Continental fortæller, at det desværre ikke er en mulighed. Jeg drejer en gang rundt om mig selv, tager mig til hovedet. Hvad jeg siger, registrerer jeg ikke en gang selv, men 10 minutter senere bliver der reserveret et værelse på byens fineste hotel.

Dannys baggage ankommer med en lastbil klokken syv samme aften. Efter at have skrevet under på nogle papirer, tager vi en en taxa til hotellet i Tegucigalpa.
En piccolo viser os til vores værelse, der har panoramavinduer med udsigt ud over hele byen, kabel tv og endnu bedre, varmt vand. Normalt ville jeg have jublet af overvældelse og hoppet på sengen mens jeg råbte og skreg, men jeg lader i stedet som om, at jeg ikke er den mindste smule overrasket over vores luksuriøse værelse stikker piccoloen 100 limpieras i drikkepenge. Han når lige at lukke døren bag sig, før Danny og jeg springer op på hver vores seng og jubler af begejstring.

Efter et langt bad griber jeg menukortet og læser højt fra oversigten over de eksklusive retter. Danny ligger på sengen og zapper igennem de hundrede og nogle kanaler, mens han overvejer, hvad han skal vælge. 
Foruden værelset, fik jeg Continental til at betale vores middag og hvad der ellers bliver indtaget i løbet af aftenen. Vi beslutter os for et par for- og hovedretter og med Danny fnisende i baggrunden ringer jeg til roomservice med en kraftig brittisk accent og bestiller.

Vi nyder et overordentligt godt måltid, et par øl og senere to Long Islands i baren. Den følgende morgen spiser vi morgenmad og drikker friskpresset juice på hotellets restaurant.

For et halvt år siden sad Danny og jeg på en cafe i København. Vi var lige blevet studenter. Jeg havde været oppe i historie og havde trukket et emne fra de 20 sider, jeg havde undladt at læse op, fordi bogen var for tør. Med nød og næppe bestod jeg til en skuffet historielærer, der var vant til at se mig sove i timerne.
Med det ene eller andet projekt i hænderne, efter en nat uden søvn, kom jeg næsten konsekvent for sent til historietimerne og måtte indse at alle pladserne bagerst i klassen, hvor elever sætter sig i håb om at blive usynlige for deres lærer, var taget. Jeg måtte jeg finde mig til rette forrest i klassen.
Hvis jeg anstrengte mig, kunne jeg holde mig vågen i ti minutter, før jeg gled ind i en dyb søvn. Min lærer havde god grund til ikke at bryde sig om mig og det gav han da også udtryk for da han gav mig huen på, klappede mig på skulderen og med tydelig bitterhed i stemmen sagde, at jeg nok skulle have lavet lektier en gang i mellem.

Da jeg gik ud af døren til annekset, forsvandt alle gårdagens bekymringer. Jeg var det de kalder lykkelig for en stund. At blive færdig var det bedste der var sket for mig i løbet af de tre år på Christianshavn.

Med et champagneglas i hånden og helt overrumplet af glæde, møder jeg Danny. Han var blevet færdig en halv time før mig.
Danny og jeg havde gået i klasse sammen i tre år, men havde reelt aldrig talt sammen. Nu havde vi pludselig noget tilfælles, den længe ventede frihed, og det skulle fejres. Jeg inviterede ham med ud at spise frokost og her talte vi for første gang. En samtale der varede til klokken 6 næste morgen.

Nogle gange tror jeg, at Danny og jeg aldrig var blevet venner, hvis ikke det var fordi, at vores eksamener lå så tæt op af hinanden. Jeg ved ikke om det er tilfældet, men det var den eftermiddag vi aftalte at rejse sammen.

Det er sgu i orden, det her, siger Danny og tører sig om munden. Jeg kan kun give ham ret. Her sidder jeg på et luksushotel på den anden side af jorden og drikker friskpresset juice med en gammel ven. Det er sgu i orden.