Noget kimer højlydt på mit værelse. Det er femte gang. Nu må det fandme holde op. Jeg slår ud til alle sider og rammer langt om længe mit vækkeur.

Der er lys på værelset og jeg har alt mit tøj på. Mit hoved hamrer efter alt for mange øl dagen før. Jeg har sovet, lad mig se, 3 timer og klokken er nu 4:45. Med andre ord har jeg et kvarter til at pakke alt mit grej og nå hen på skolen, hvorfra vi drager mod Trajamulko. En vulkan vi skal bestige for at nyde solopgangen fra det højeste punkt i Mellemamerika.

Jeg hopper ud af sengen og kaster alt det mest nødvendige ned i min lille taske. 5:03 står jeg på skolen og suger ivrigt af min astmaspray for at få vejret. "Har du ikke mere med Alex?" spørger en af pigerne mig. "Næ, jeg har da lige hvad jeg skal bruge! Mad, vand, rom, to ekstra bluser, en poncho og... FUCK! Min sovepose! Jeg har glemt min sovepose!"

Nu skulle man jo ikke tro at man fik brug for en sovepose i Mellemamerika, men sagen er den, at der er ca. -4 grader om natten i den basecamp, hvor vi skal overnatte.

Hent den! Du bliver sgu da nødt til at hente den! siger Pernille. Men tiden er knap og det tager mindst 10 min. at gå op til mit hus. Jeg sukker og accepterer min skæbne med et ønske om at Herdis og Pernille, som jeg skal dele telt med, vil ligge sig tæt ind til mig i nat.

Et kvarter senere sidder vi tæt pakket i en minibus på vej mod vulkanen. Turen tager ca. 3 timer og på vejen får jeg æren af at høre en endeløs række kække kommentarer fra amerikanerne. Kender du den slags folk, for hvem en hver slags tomrum er lig pinlig tavshed, og derfor gør alt for at udryde stilheden, lige gyldigt hvor dumt det de siger, end er. Teis og Daniel, I ved hvad jeg taler om. Anyhow... Jeg tager mig en lur.

Vi vandrer ca. 6 timer første dag. Der er hårdt af helvede til og jo højere vi kommer, jo tyndere bliver luften. Det er der nu ikke noget mærkeligt i, men her skal det lige nævnes endnu engang, at jeg er astmatiker og at denne vandring er lidt af en satsning i forhold til mit helbred.

Da vi når målet, laver vores guide og hans far et bål, hvilket vi samles om for at spise frokost. Vores guide har tidligere været soldat i guerilliabevægelsen og kender området ud og ind. Hans udtryksforladte ansigt fortæller historien om en hård og langvarig kamp, der krævede mange ofre. Bla. hans far, der også var soldat, blev fanget og udsat for tortur i 15 dage.

Det er mærkeligt at kigge på disse mænd, vidende om at de for ikke mere end 10 år siden, har vandret her og slået fjender ihjel med de selv samme machetter, de nu bruger til at hugge brænde. Under frokosten fortæller de deres historie.

Et par timer senere slår vi teltet op. Det er blevet meget koldere i mellemtiden og det hjælper ikke på det, at vi skal stille urene en time tilbage i dag. Man fryser som ind i helvede og har bare lyst til at gå i seng, men man vil heller ikke vågne 12 gange i løbet af natten, fordi man lagde sig til at sove for tidligt. Ved 21-tiden har vi omtrent nået de -4 grader. Jeg giver op og lægger mig ind i teltet med Pernille, Herdis og Mie. Måske vi bare skulle have sex allesammen foreslår jeg. Ideen falder i god jord hos mine forfrosne veninder og det næste stykke tid griner vi lidt ved tanken.

Jeg troede det var slemt at stå i kø til Roskilde Festivalen i 8 timer i træk. Det var før jeg besteg en vulkan i Guatemala. Da min sovepose ligger trygt og sikkert på mit værelse i byen må jeg klare mig med min poncho, som jeg bruger som tæppe. Om natten vågner jeg mindst ti gange alene fordi jeg fryser. En af gangene er Herdis også vågen. Skal vi tage en lille gipper napper? spørger hun mig og så nupper vi hver en stor tår rom for at få lidt varme i kroppen.

Et par timer senere vågner jeg ved stemmerne af vores guide Ronaldo og hans far Pedro. De har tændt bål uden for, så jeg udnytter chancen og sætter mig ud til dem for at varme de fødder, jeg ikke rigtigt kan mærke. Vi taler lidt om alt  og intet og Ronaldo fortæller mig om sin tid som soldat.

Klokken 4:30 forlader vi basecampen. Der er kulsort udenfor og ikke til at se noget, hvis ikke man har en lommelygte. Også den ligger på mit værelse, så jeg klarer mig med lyset fra Mais lygte. Hun går lige foran mig. Efter en times vandring i total mørke når vi toppen. Det er koldt og vinden er kraftig nok til at vælte en omkuld. Forfrosne fingre rækker frem efter kameraer, der skal dokumentere solopgangen fra det højeste punkt i hele Mellemamerika.

Et syn jeg sjældent vil glemme. Om ikke det smukkeste jeg nogensinde har set.