Himlen revner med et brag og i det samme slår den lille grå mand ud med armene og beder Gud om endnu et år med god høst, tror jeg nok. Men så peger han på mig og fortæller de næsten 100 fremmødte noget, som jeg heller ikke forstår og de griner højlydt, så jeg smiler bare, som jeg plejer. Og han taler videre og bagefter spiller marimbaen og en kvinde byder mig op til dans. Så vi danser mens himlen går itu og på bliktaget over os danser tusindvis af regndråber med. Og der er latter omkring os, men de fleste kigger bare.

Og jeg forstår stadig ikke hvad det går ud på.

CONIC kalder det en Maya-cermoni, men beboerne er katolikker og det er Jesus, der er er afbilledet på midten af alteret, hvorom der hænger majs i guilanter. Hvad end det er for en cermoni, så er den meget lang og kedsommelig og så fortsætter den i øvrigt i morgen.

Det der foregår her i Don Joses hus er at nogen stiller sig op og taler eller læser noget op fra Biblen og så spiller fire mænd på marimba og en gang i mellem våger nogen sig op og danser den helt samme dans, der mest af alt ligner noget man dansede til klassefesterne i 5. klasse. Og det er det. Ingen taler sammen. De sidder bare. Alle 100, hver og en og bare kigger, uden at tale sammen. Sikke en fest!

Men vi har spist kød i dag, fra en tyr der blev bragt til byen i eftermiddags og dræbt og slagtet af en indianer med Chuck Norris - t-shirt fra en nærliggende landsby.

Og det var vel dagens højdepunkt, da de bragte den over floden og jagede kniven i dens strube, så blodet fossede og børnene jublede.  Og mens minutterne listede sig frem som timer kom regn og torden og med lukkede øjne drømmer jeg mig tilbage til drama-timer på CG og andre glædelige begivenheder fra fortiden, men så åbner jeg mine øjne igen og finder mig selv i en landsby midt i ingenting, på den anden side af kloden, til Marimba-et-eller-andet-fest og jeg sukker i det melodien slutter og uden så meget som et tak for dansen, slipper kvinden mine hænder og skynder sig tilbage på sin plads.

Og så beder den gamle os om at rejse os, for nu skal vi bede, så alle vender sig mod alteret og taler i munden på hinanden og mine øjne lukker i. Og pludselig er jeg til min kusines konfirmation eller stiv i gin med Asta i huset på Broderskabsvej, eller også omfavner jeg Luna på midterrabatten på Vesterbros Torv. Jeg elsker dig hører jeg hende hviske og så åbner jeg øjnene og Luna er væk, men minderne har brændt sig fast og plager mig som en splint i øjet. Så jeg flygter op i kirken og mens jeg hiver efter vejret, prøver for alt i verden, bare et øjeblik, at glemme hvor jeg kommer fra.

Det er holdt op med at regne. Her er mørkt. Kun ildfluerne omkring mig indikerer liv. Jeg er alene.

Lidt endnu...