Xela, september 2006

Det er snart en uge siden, jeg ankom til byen Xela. Siden i mandags har jeg boet hos en familie ca. 10 minutter væk fra den skole, jeg lærer spansk på.
Byen Xela ligner intet, jeg før har set. Bygningerne er faldefærdige og størstedelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen (2 dollars om dagen). Når det er sagt, bør det nævnes at byen trods alt har sin helt egen charme.
Livet er simpelt her. Det handler om arbejdet og familien. Ikke helt som derhjemme.

Penge og økonomisk sikkerhed har givet os masser af tid til at tænke. Tid til at tænke over livets store spørgsmål, i stedet for blot at leve det. Og i takt med vores tanker udvides vores behov og illusioner om hvad livet må være. Tag mig for eksempel. For ikke så lang tid siden, en af de dage (hver dag) hvor morgenmaden bliver serveret på en bakke ved min seng og jeg ikke behøver at røre en finger, fordi mor klarer huslejen og min S.U. stadig strømmer ind på kontoen. En af de dage, efter at have brugt flere timer på at glo på MySpace profiler og drikke Faxe fra 7elleven, griber jeg mig selv i at tænke: Er det her alt hvad livet har at byde på?

Nej! Jeg vil ud og rejse, finde ud af hvad det hele handler om. Så jeg hæver da lige de 50.000 jeg har stående på to af mine opsparingskontoer og tager det første fly så langt væk som muligt. For dér, på den anden side af kloden, er de i hvert fald ikke ligesom os. Måske de kan give mig svaret på hvad livet handler om, eller bedre jeg kan lære dem, hvad jeg har brugt så mange timer på at tænke.

Tre uger brugte jeg på en højskole, på at forberede mig til turen. Et kursus der havde til hensigt at gøre os opmærksomme på forskelligheder i vores og deres levevis, samt de konflikter vi kunne støde på undervejs. Hver dag blev vi mindet om hvor forskellige vi er. Spørgsmålet er hvad der kommer ud af det. Hvad der kommer ud af, dag efter dag at få at vide, at dernede er de fattige og desperate og regeringen er korrupt. Og dernede skyder de uden at spørge og voldtager dig hvis du har lyst hår og går alene efter 10pm osv osv. Svaret er frygt og et noget distanceret forhold til de mennesker man møder på sin vej.
Og det er ærgeligt at man ikke kan gå hjem efter mørkets frembrud uden at kigge sig selv over skulderen. For så forskellige er vi jo heller ikke. Den barske sandhed er dog at 80% af befolkningen lever under den FN-definerede fattigdomsgrænse og hele 40% lever under Ekstrem fattigdom (ca. 1 dollar om dagen). Og regeringen i landet er skide korrupt og det er der tegn på over det hele. Nogle gange glemmer vi bare, at det er mennesker, vi taler om.

Jeg skal nok vende tilbage med lidt flere detaljer om byen, skolen og lidt mere om hvad jeg laver end hvad jeg går tænker.