Vi tog hotellets dyreste og bedste værelse. To dobbeltsenge, fjernsyn og eget toilet og bad. Vi købte ind for næsten 300 quetzales. Alt hvad vi ikke havde brug for og mere til. Slik, cashewnødder, cola og kolde øl.

Spiser mad fra Pollo Campero, fastfood, men her er alt lækkert, når bare det ikke smager dårligt. Og efter to uger i en landsby midt i ingenting med tøre tortillas til hvert måltid og nogen gange ikke andet, er en burger med pommes fritter ren luksus. Vi nyder det i fulde drag.

Jeg havde fundet en undskyldning for at tage et døgn til Coban med Katrine. Vi lovede at gøre nogle tjenester undervejs, men det var det. Ingen spørgsmål, ingen klager. Det var næsten for let ...og lige hvad vi havde brug for. Men vi trak den, måske lidt for langt.

Katrine, der går da også en bus klokken 14.30 havde jeg sagt, men det gør der ikke, selvfølgelig gør der ikke det og nu er vi strandet.

Skal I til stranden? spørger en chauffør. Nej vi skal ikke til stranden, vi skal til Monta Olivo. Men hvordan forklarer man hvor Monta Olivo ligger. Der er jo ingenting. Der er en skole, 6 tiendas og så bor der en familie af hvem man kan købe 60 appelsiner for det der svarer til 5 danske kroner. Men så er der ikke mere, intet. Og vi kan jo ikke sige, at vi skal til Nuevo Amanecer, for det må vi jo ikke tale om. Hvad hvis de spurgte til projektet? Hvad hvis de fandt ud af, at vi arbejder for CONIC. Det ville aldrig gå. Jeg spørger en anden. Ah Monta Olivo. Ja, der kommer en grå bil her klokken 15. Den kan I tage. Men det gør der naturligvis ikke, så efter at have ventet yderligere en time spørger jeg en anden.

Og se, mentaliteten her i Guatemala er ganske anderledes end hos danskere. Hvis ikke man kender svaret på det spørgsmål der stilles, så svarer man alligevel. Det samme gælder, når man spørger om vej.

Du skal forestille dig, at du står ved Storkespringvandet og skal finde frem til Cafe Zirup. Personen du spørger har ingen anelse om at den ligger på Kompanistræde, men af ren høflighed og for ikke at virke helt dum, svarer han ganske naturligt: Cafe Zirup, ja! Du skal ud ad Købmagergade og til højre ved Nørreport.

Man kan aldrig føle sig sikker, så jeg kigger skeptisk på manden, da han svarer Den røde bil derovre. Nuvel, jeg begiver mig derover og chaufføren nikker da jeg spørger, om han kører til Monta Olivo. Passagererne siger dog noget andet: Bussen til Monta Olivo kørte klokken 10.30 i formiddags. Ak!

Her sidder vi, strandet på minibus-holdepladsen i Coban, indtil en skummel fyr med guldkæde og åben skjorte ned til navlen henvender sig til os. Jeg har hørt i skal til Monta Olivo. Jeg vil gerne køre Jer for 100 quetzales.

For det første giver man aldrig mere end 10 quetzales per mand for den strækning. for det andet kan vi dårligt nå frem til Monta Olivo før det bliver mørkt og vejen til landsbyen er lang og mudret. For det tredje har vi ingen garanti for at han ikke slår os ihjel undervejs og stjæler alt hvad vi ejer. Han kunne godt ligne typen. Men vi er trætte, trætte af at vente og hvis ikke vi dukker op i aften, bliver de andre garanteret uhyre bekymret, så vi takker ja, vidende om at vi allerede nu, er blevet snydt så ganske gevaldigt.

Der er kun os tre i bilen og han kører naturligvis som død og helvede, men han er i godt humør og spørger ivrigt til vores hjemland og hvad vi laver her. Jeg lyver ham lige op i ansigtet, men han kan naturligvis være fuldstændig ligeglad, for han har lige snydt os for 100 quetzales. Men vi taler hele vejen om alt og intet og på et tidspunkt griner vi af noget, der ellers ikke er sjovt og jeg er sikker på, at han tænker: Store idiot, er du klar over hvor godt og grundigt, du er blevet taget i røven? og jeg tænker: Store idiot. Jeg giver 117 kroner for en taxa fra Nørreport til Hellerup. Denne strækning er mindst fire gange så lang, jeg sidder godt og som du kører er vi fremme før mørkets frembrud. Jeg havde betalt dig 500 for den her tur, hvis ellers du havde spillet dine kort rigtigt.

Og jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og smiler overlegent, da han fortæller sine venner på benzintanken om de penge, han lige har scoret. Latter, håndtegn, mere latter. Nogen peger fingre. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

For i Guatemala er det også billigt at blive taget i røven...