Si prøver jeg og føler mig temmelig sikker på, at jeg har forstået spørgsmålet. Gladis og Tahima kigger overrasket på mig. Det er som om de ikke rigtigt, er helt tilfredse med mit svar. Jeg nipper forsigtigt til mit glas og sluger de sidste dråber, for at vinde mere tid. Forhåbentlig finder de på noget andet at tale om. Men nej, der er stadig helt stille ved bordet. Jeg griner smånervøst og kigger på min værtsfar Fausto. Nu har de vist fattet, at jeg ikke forstår spørgsmålet. De griner og jeg ånder lettet ud. Gladis peger på mig og siger Si... pero no. Det er den faste vending de bruger, nå de kan se, jeg intet fatter og mit faste svar, når jeg ikke forstår spørgsmålet. Og det sker en del gange, at jeg ikke lige forstår konteksten af, hvad vi taler om, og om der fortælles eller stilles spørgsmål.

6 dage på sprogskole har i den grad hjulpet mig i mit spanske, men det er stadig svært at kommunikere med familien i andet end forholdsvis korte og forsimplede sætninger. Endnu værre var det i sidste uge, da jeg endnu ikke havde lært at tale i datid og min familie blev ved med at spørge mig, hvad jeg havde lavet den og den dag, hvortil mit svar typisk ville være Jeg går på cafe med mine venner! eller Der er en konference kl. 14. Og ja, så fik jeg da også pludselig lyst til at fortælle om mødet med min far. Det har lydt nogenlunde sådan her For første gang, jeg møder min far om 2 måneder før. Og så blev det deres tur til at sige QUE?!

Men man lærer meget og meget på kort tid. Fem timers ene-undervisning om dagen med en lærer, der kun taler spansk er hårdt og helt ekstremt udmattende. Her kan man ikke bare sætte sig bagerst i klassen med de andre trætte uengagerede elever og chille og grine lidt af alt det, der ellers aldrig er sjovt. Hvis jeg havde koncentreret mig så meget i gymnasiet, havde jeg da med sikkerhed aldrig haft overskud til adskellige projekter og lange nætter uden søvn. Hernede falder jeg helt død om ved 9-tiden og vågner først ved 7-tiden næste morgen. Ved ikke om det er normalt for Jer derhjemme, men de fleste af Jer ved, at det ikke ligger til min natur. Om ikke alt er det vel meget sundt.

Lidt om familien og huset jeg bor i.
Jeg bor hos en familie i middelklassen, dvs. hvad der svarer til middelklassen her i Guate. Kvarteret er fattigt, bygningerne faldefærdige og om aftenen kan man høre de sultne hjemløse hunde klage højlydt.

Indgangen til mit hus, ligner mest af alt en garageport. Hele entreen ligner såmænd også en garage indvendig, som vi kender dem fra utallige amerikanske film. Mit værelse er en del af huset, men ligger på taget. Det er på størrelse med mit eget derhjemme, hvis ikke større. Jeg har to dobbeltsenge (JA!), tre skriveborde og eget bad og toilet. Fra min balkon (taget) kan jeg se ud over hele byen. Jeg klager bestemt ikke.

I huset bor der tre generationer. Bedstefaren Fausto, bedstemoren Gladis, deres to døtre Susi og Tahima og Susis datter Nereida på tre år. Hun er virkelig bedårende! Familien har haft studerende boende i 16 år, så også Nereida er klar over at de nye legekamerater ikke kan blive længe. Og så har hun alligevel taget godt i mod mig. Efter sidste uge, hvor jeg legede med hende i to timer straight, er det som om vi er blevet ret gode venner. Når jeg skal i skole eller bare op på mit værelse, tager hun mig i hånden og følger mig på vej. Nå ja, også er der hunden Pulga (Pulga betyder Loppe på spansk). Heldigvis er der ikke nogle lopper, men jeg tager høfeberpiller på daglig basis. Familien, alle inklusive er virkelig søde og gør utrolig meget for at inddrage mig i deres hverdag. Hver enten det er lange samtaler med Mutti og Tahima eller aftener foran flimmeren med Daddy. Vores samtaler, trods mit sølle spanske er ganske interessante. Det er som om man ikke kender til smalltalk her, eller også gør man netop og vælger det bevidst fra. Der er i hvert fald ingen tabubelagte emner ved middagsbordet, hvor vi taler ivrigt om alt fra religion, kærlighed og skilsmisser til hustruvold, politik og korruption.

Jeg skal nok sørge for at lægge lidt billeder ud af familien, men jeg har ikke fået taget nogen endnu, da jeg har haft svært ved at vurdere hvor meget at mit high-tech udstyr, jeg bør hive frem. Det er vigtigt at huske at såvel som familierne her er glade for at have os boende, er det også en væsentlig indkomstkilde og på sin vis et ekstra arbejde for dem.

Det mærker jeg nu ikke noget til. Min seng bliver redt af Mutti, jeg får serveret tre måltider om dagen, så er kort sagt stadig dødforkælet. Det føles jo næsten som at være hjemme og familien behandler mig som ligeså meget som ven og familie, som gæst.

Jeg tror jeg stopper her for denne gang. Men lover snart at vende tilbage med mere nyt. Spørg endelig, hvis der er noget I vil høre om. Alt kommer meget usorteret fra mit indtryksfyldte hoved.