Tømmermænd. Vi graduerede i går. Efter en lang række ritualer og underholdning fra Guatemalas helt egen Elvis, dansede vi ud i natten. Alt lukker ved 1-tiden og kl. 1.00 får politiet fri. Det anbefales derfor at man ikke går på gaden efter dette tidspunkt, men jeg føler mig heldig og er efterhånden blevet tryg ved byen. Sammen, med lommerne fulde af tequilakuponer går vi mod pladsen. Vi skilles. De andre går hjem. Katrine og jeg bliver. Fuldmånen lyser klart gennem et tyndt tæppe af skyer. Overfor os er fem hjemløse ved at lave et bål af gamle aviser og skrald fra gaden. Vi slår os ned og lader os fascinere af lyset og omgivelserne. En af de hjemløse hilser på os og mumler en masse om ingenting i en lille times tid. Der er noget charmerende og samtidig vanvittigt irriterende over ham, men vi smiler og nikker mens vi tænker på alle de gode billeder vi kunne have taget, hvis ellers vi havde haft vores kameraer med. Ved 3-tiden går vi hjem.

Og fire timer senere blev det morgen og det var tid til at stå op og mit hovede hamrer, da jeg i ganske roligt tempo vælter ned af trappen. Nereida (min nye lillesøster på 4 år) kommer løbende ud fra køkkenet og tager min hånd. Godmorgen prøver jeg med en noget hæs stemme. Hun ber om en flyvetur til stuen, hvor vi finder det Memoryspil jeg gav hende i fødselsdagsgave forleden.

Mens mutti laver pandekager til mig, spiller jeg med Nereida. For lige at opdatere Jer, så har jeg fået en lillesøster. Eller dvs. denne her pige er den lillesøster, jeg aldrig fik og jeg har forelsket mig fuldstændig i hende. En helt uimodståelig lille charmetrold, som jeg bruger meget af min tid med. De sidste 3 uger er vi blevet som bror og søster. Når jeg går, tager hun mig i hånden og følger mig ud til døren og om aftenen sidder hun i vinduet og venter på jeg kommer hjem. Forleden græd hun fordi jeg ikke kunne blive og lege og så måtte jeg slå hovedet mod loftet, for at få hende til at le igen. Hun er fantastisk! Og så er hun virkelig god til memory. Igen i dag vinder hun stort over mig.

Og her sidder jeg, overfor min nye ven. Hos en fabelagtig familie, jeg er kommet til at holde rigtigt meget af. Her sidder jeg og stirrer blankt ud i luften, idet det går op for mig at jeg bare er et nummer i rækken. På mit værelse ligger to bøger fyldt med hilsener fra de studerende der har boet her i løbet af de sidste 16 år.

Det er trist at måtte indse at jeg lige så godt kunne være David, Daniel, Christoffer, Ole eller et at de andre navne, der står skrevet i bøgerne. Jeg kan blot håbe at de husker mig, når jeg forsvinder i morgen og at de kan kende mig når jeg en dag vender tilbage.

I morgen kl. 7.00 drager vi mod landsbyen, selvom ingen har lyst. Alle er glade for byen, for familierne og ideen om at skulle bruge fem uger med mayaindianere, der hverken taler eller forstår spansk i en landsby uden elektricitet, virker pludselig ikke så tiltrækkende, som det gjorde engang. Fem ugers annanashøst med slanger og andet kryb er af en eller anden grund ikke så tiltalende som spanskundervisning og gramatikbøger.

Men det bliver vel spændende, som bedste ville have udtrykt det. Lige nu håber jeg bare at jeg kommer ud derfra levende og kan i øvrigt se frem til andre projekter i nærmeste fremtid.

PS. En lille pudsig hændelse. Forleden sad jeg ved computeren på min skole, da jeg pludselig hører en dansk stemme. Det er der såmænd ikke noget underligt i. Der er mange danskere her. Men hvad jeg ikke havde regnet med, var at stemmen kom fra Andreas fra 3.D på Christianshavns Gymnasium. Nogle af Jer kender ham fra dramaholdet. Så er verden heller ikke større.

Jeg skriver når jeg kan...

Mange Hilsener Alexander