HOTEL FENIX, GUATEMALA CITY - 14. december 2006

Jeg slår dig ihjel råber han. Så skubber han mig så jeg rammer den indrammede tegning af Botanisk Have, der hænger på væggen. Glasset splintrer. Min mor græder. Lille uduelige svans råber han. 
Min mor står i mellem os og prøver at holde ham tilbage. 
For et øjeblik siden stod han og min mor i soveværelset. Mikael var rasende og ikke uden grund. Min mor var kommet 15 minutter senere hjem fra ILVA end aftalt og havde dermed ikke nået at dække bord og lave frokost til Mikael kom hjem. Jeg havde afbrudt ham i at bebrejde min mor for at være en elendig hustru og true med at smide hende på gaden.
Nu står vi på gangen, mellem mit værelse og deres soveværelse. Gulvet er fyldt med glasplinter. Min mor græder, som jeg aldrig har set hende græde før. Hun er bange. 

Mikael råber af mig, kalder mig bøsserøv, mors dreng, siger at jeg ikke duer til en skid. Han er helt rød i hovedet af raseri.
Et kort øjeblik overvejer jeg at svare ham igen. Men jeg må ikke lade mig falde til hans niveau. Så vinder han og det kan jeg ikke lade ske. Jeg er for tæt på nu. Hvis Mikael slår mig, kan det være min mor bliver overbevist om at vi skal flytte. 
Og så sker det. Mikael skubber min mor til siden. Jeg træder et par skridt tilbage. Mit hjerte hamrer mod mit bryst og en blanding af frygt, had og foragt gør mig svimmel. Vi står helt inde på mit værelse nu. Da Mikael går i mod mig, hiver min mor fat i hans skulder og beder ham om at lade vær. Men han vrider sig fri og skubber mig ned på gulvet. Jeg slår ham ihjel! råber han. Jeg hører min mor skrige, ser Mikael læne sig ned over mig.
Det sortner det for mine øjne. En lugt af død sniger sig ind i min næse.

Jeg vågner med et skrig kvalt i halsen. Jeg er helt tør i munden og min næse er stoppet. Med besvær hiver jeg efter vejret. Jeg har fået astma igen og luften i rummet er fugtig og kvælende.
Jeg vender mig om på siden og rækker ud efter min inhalator, der står på natbordet. Så sætter jeg mig op og suger alt hvad mine lunger tillader.
Det er anden gang jeg drømmer om Mikael i denne uge. Hvis jeg kunne, ville jeg rive ham ud af mine tanker, krølle ham sammen og kassere ham sammen med alle de andre minder, jeg forlængst har fortrængt. Men han er her stadig. Lyden af hans sejlersko mod det knirkende trægulv på første sal. Måden hvorpå alle musklerne i min krop spændtes, når jeg hørte ham lukke havelågen og sætte nøglen i døren. Han er her stadig, selvom jeg sidder på et hotelværelse i Guatemala, på den anden side af jorden.

Jeg rejser mig og går ud i badeværelset. Så sætter jeg mig under bruseren i håb om at vandet vil skylle ham væk.

Det kolde vand fosser ud af bruseren. Jeg tænker på bølgerne på stranden i Monte Ricco. Jeg havde stået og kigget ud over vandet, på sandstrand, der syntes at vare for evigt. Præcis som havet. Et sted langt ude havde jeg vist set et sejlskib. Afstanden havde gjort det umuligt at se, om det bevægede sig og i modlyset fra den dalende sol, lignede det mest af alt noget, der var malet på maleri. De brusende bølger havde mindet mig om en dag på stranden i Tisvildeleje. Jeg havde været ude og bade hele dagen i de store bølger. Min mor havde siddet i sandet og ville ikke komme ud og lege med mig, fordi hun havde noget der hed menstruation, som kvinder fik en gang i mellem. Og så kunne man ikke bade, havde hun sagt. Bølgerne havde virket kæmpe store, men sammenlignet med dem i Monte Ricco, var de ingenting.
Der stod jeg, ved kysten i Monte Ricco og så verden vokse for mine øjne. Pludselig havde det føltes som om at havet, som jeg kendte det fra Hellerup Havn eller Tisvildeleje blot var en mini-udgave af den ægte vare. Jeg havde taget tilløb og kastet mig ud i en bølge dobbelt så høj som mig selv. I et øjeblik forsvandt jeg, blev helt lille, som et sandkorn på havets bund. Så havde jeg set et glimt af himlen, havde mærket sand der blev virvlet rundt og krøb op i mine shorts. Med en kraft, kun havet besidder, var jeg blevet skyllet op på stranden igen. Jeg var begyndt at grine og kunne slet ikke stoppe igen.

Nu sidder jeg under bruseren på et hotelværelse i Guatemala City og venter på at Mikael drukner. Og da det sker, et sted i min bevidsthed, rejser jeg mig op og slukker for vandet.
Jeg stiller mig foran spejlet. Jeg har tabt mig. Ikke meget, men nok til at det kan ses og randerne under mine øjne får mig til at se ældre ud.
Jeg går tilbage ind på værelset og skænker et glas Baileys.
Nede på gaden er en luder ved at sminke sig. Hun skal vel også bare have tiden til at gå.

Tidligere idag ankom jeg til Guatemala City, for at forny mit visum, så jeg kan rejse til Honduras. Jeg havde fotokopieret mit visa i en lille butik, hvor jeg spurgte om vej til den adresse, jeg havde skrevet af fra Lonely Planet tidligere på dagen. En ældre mand i skjorte og cardigan havde tilbudt at følge mig. Han sad alligevel bare og ventede på sine kopier. Jeg havde sagt tak, men nej tak og forklaret ham, at det jo lå helt ude i Zone 4, men han havde insisteret og et øjeblik efter sad vi i en bus. Han fortalte mig at han var lærer og underviste i psykologi. Han havde med det samme kunne se at jeg var en flink fyr og derfor var det en fornøjelse for ham at følge mig, havde han sagt. Så fortalte jeg ham om Danmark og min tid i Guatemala og han beviste han stolt, at han kunne tale på flere sprog. For eksempel kunne han sige Jeg elsker dig, smukke kvinde på engelsk og Hvordan går det på fransk. Nu havde han godt nok aldrig været i Europa, men når dagen kom, som han sagde, var det godt at kunne et par gloser. Jeg vidste naturligvis, at han, som så mange andre drømmere fra dette land, aldrig ville komme nogle vegne. Senere havde jeg købt cigaretter til ham, som tak for hjælpen for vi havde endt med at gå rundt i halvanden time før vi fandt bygningen. Adressen fra Lonely Planet eksisterede slet ikke, havde vi fundet ud af, efter at have spurgt adskellige mennesker på gaden. Han havde sagt at det var en fornøjelse at møde mig og indskudt en bemærkning om at han havde nogle smukke niecer. Jeg gifter mig ikke med din niece og jeg tager hende ikke med til Danmark havde jeg tænkt, mens jeg trykkede hans hånd og så var jeg gået ind i den store grå bygning, for at få at vide, at jeg var kommet tyve minutter for sent. Pas skulle afleveres inden klokken 13. Jeg havde tigget og bedt hende om at tage i mod det, vidende om, at hvis først jeg afleverer mit pas i morgen, vil jeg ikke kunne få det tilbage før mandag og dermed vil jeg ikke kunne rejse til Honduras på lørdag som planlagt. Men hun var ligeglad og gad ikke høre på min ynken. Så nu venter jeg.

Alene i Guatemala.

For få dage siden gik jeg en tur på stranden med Herdis & Katrine. Vi så solen gå ned over havet. Jeg havde fortalt dem, at jeg ville savne dem, når det hele var forbi. Vi havde spist lægger mad på en fiskerestaurant. Dagen efter havde jeg læst bog nr. 4 færdig på en cafe i Antigua. Pernille dukkede op. Vi havde drukket kaffe, spillet pool og spist aftensmad på den danske restaurant. Vi havde hørt en af de sidste stadig levende medlemmer fra Buena Vista Club spille.

Nu sidder jeg på et hotelværelse og prøver at slå tiden ihjel med et lunkent glas baileys. Herdis og Pernille er i Mexico. Katrine er på vej til Danmark. Minder fra de forløbne måneder bølger sig frem i mit trætte hoved. Hvis jeg kunne sove, gjorde jeg det. Men jeg vil være sikker på at Mikael ikke kravler op gennem afløbet og sniger sig ind i mit hovede igen.

En bil holder ind til siden nede på gaden. Luderen stiger ind. De kører væk og efterlader gaden tom. Jeg tager en tår af mit glas og sætter mig i vindueskarmen. Mens minutterne kryber afsted som timer, tænker jeg på børnene i landsbyen. Hvordan de ville binde en bunke skrald tæt sammen og bruge den som fodbold. Så tænker jeg på den forkælede Felipe, hvis største problem synes at være, at hans far ikke ville forære ham en bil.
Guatemala er et land så kontrastfyldt, at det kan give mig dårlig smag i munden.
Jeg nipper til min baileys.

Der er ti dage til Juleaften. Min tid med brigaden er ovre. Jeg er alene nu og når jeg får mit visum forlænget, er jeg på vej ud af det land jeg har boet og rejst i de sidste tre måneder.

Jeg tømmer mit glas og tager mig til hovedet. Foreløbig må jeg vente.