1
Jeg vågner ved lyden af menneskeskrig. Der er flere og de råber i munden på hinanden. Hvad de råber, er ikke til at høre, for stemmerne kommer fra min fars skrattende radio og så er det vidst på Q'eqchi'.

Hvad er det dog vi hører? spørger jeg Bernado. Si siger han bare og smiler over hele ansigtet. Han forstår ikke så meget af hvad jeg siger og når han ikke forstår noget, smiler han, præcist som nu og siger Si. Det kan hjælpe ikke at bøje verberne. Jeg prøver igen, Hvad at høre vi? Han kigger længe på mig, så nikker han, smiler og siger Si.
Hvad at ske i radioen? prøver jeg, men det er vist heller ikke helt forståeligt, så jeg skifter taktik. Por que... og så råber jeg af fulde lunger mens jeg peger på radioen.
Ah sukker Bernado betænksomt og svarer så Fuego. Fuego betyder ild, så må jeg gætte mig til resten.

Os! siger jeg. Det er q'eqchi' for Okay, Finno finno, Den er god med dig, hej, farvel, Det er i orden, Jeg har det godt, Det er fint & Jeg forstår. Så lægger jeg mig ned igen, men det er umuligt at falde i søvn igen, sådan som de råber op i radioen. Og så er min astma ved at kvæle mig, men jeg orker ikke at hive min spray frem, for hver gang jeg tager et sug, så kigger familien på den, som var det Harry Potters tryllestav. Jeg vender mig om på siden og hiver min bluse over hovedet. Jeg kan stadig høre dem skrige.

Mine tanker falder tilbage på borgerkrigen. Var det sådan det lød, da de forgæves prøvede at flygte, dengang hæren kom og brændte deres huse ned.
Var det sådan det lød da børnene blev taget ved benene og gik døden i møde i det de blev slynget og kvaste kraniet mod nærmeste træ.
Var det sådan det lød, da kvinderne måtte overvære øjeblikket før en machette tog livet af deres mænd.
Det er svært at forestille sig. Jeg ved bare, at min familie undslap. De gemte sig i bjergene, men det har ikke været let. 
Esperanza, der står ved ildstedet og klapper tortillas, har taget selvforsvarskurser. Hun blev trænet til at slå ihjel med machette. Det gjorde alle kvinderne her, dengang de besatte jorden for 5 år siden.
Og nu står hun her og klapper tortillas og radioen spiller et forfærdeligt program, der på en eller anden måde, har noget at gøre med en ildebrand. Den er ved at være 6. Jeg må hellere komme op.

Der er møde i landsbyen i dag. Organisationen MercyCorps kommer for at hjælpe bønderne med at lægge en plan for høsten, således at de kan betale deres gæld til godsejeren. Og stemningen er klar og ikke til at tolke. De vil af med ham i en fart.

Bøndernes foreslag går på at betale gælden af i løbet af de næste to år. Hvis annanashøsten går som planlagt, mener de at det kan lade sig gøre. Men så sker der noget.
En gringo træder ind af døren.

Jeg taber min kuglepen og giver mig til at glo helt uhæmmet. Jeg har boet med indianerne så længe, at jeg selv føler mig som en og synet af en fremmed, en gringo gør mig helt paf.

Jeg må glo mindst lige så tosset, som de gloede på os, da vi kom. Og så tager jeg mig selv i at fnise og pege fingre som et lille barn og resten af min gruppe gør det samme. Hvad fanden laver hun her? tænker jeg, men så begynder hun at tale.
I bør overveje situationen igen. Hun taler spansk men har en forfærdelig accent, der afslører hende med det samme. Hun er amerikaner.
Hvis I betaler alle pengene af på en gang, har I ikke noget tilbage til Jer selv. Men de er ikke enige, så hun lader sin kompagnon overtage ordet og sætter sig ned, ved siden af mig.

Jeg kan bedst lige at sidde her, bagerst og bare lytte siger hun. Nu taler hun engelsk. Når jeg taler, tænker de bare, hvad fanden laver hun her?
Og det var det samme jeg tænkte, tænker jeg og prøver ikke at glo for åbenlyst. Jeg må hellere sige noget. Jeg må ligne en klovn, sådan som jeg sidder og måber.
Hvad... er det lige MercyCorps laver? får jeg fremstammet. Hun fortæller mig at de hjælper med at løse jordkonflikterne og samarbejder med 137 landsbyer i håb om at forbedre deres situation. Nuevo Amanecer er deres første projekt i landet.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke at det var hendes land, der med CIA væltede den eneste demokratisk valgte præsident, Guatemala længe havde haft, fordi han med sin jordreform kom i vejen for det amerikanske United Fruit Company, der sidder på det meste af jorden i landet.

Men hun er god nok. Hun kæmper for en sag og det lader til at MercyCorps har gjort store fremskridt i landsbyen.
Hun er gringo, men hun er god nok.

I er hollændere, ikke sandt? spørger hun mig. Og jeg var ellers lige begyndt at synes om hende.
Hun må kunne se på mig, at jeg ikke er tilfreds med hendes anklage, så hun forklarer sig, Præsidenten fortalte mig, at I var fra Holland.
Javel, men de kan vel også være ligeglade. Hvad forskel gør det om vi ikke er fra Holland men fra Danmark, for et folk der indtil for nyligt ikke vidste, at der fandtes en verden rundt om Guatemala.
Jeg synes nu alligevel frøkenen bør kende vores sande nationalitet, så jeg fortæller hende lidt om hvor vi er fra og hvem vi samarbejder med. Og en time senere er mødet slut.

2
Det er ved at blive mørkt og alle har forlængst forladt skolen. Jeg sidder her stadig. Tænker ikke rigtigt på noget. Nyder bare stilheden.
Så går jeg ud på plænen foran skolen og kigger mig lidt omkring.
Nogle gange glemmer jeg at det her sted har været mit hjem de sidste 3 uger. At jeg bor i en træhytte på størrelse med mit værelse i Danmark, med en familie på syv.
Nogle gange glemmer jeg, at dette er deres virkelighed.

Jeg plejede at tænke, at det hele var kulisser. At det hele var sat op for vores skyld. Ligesom Legoland ...bare med indianere.
Men det er virkelighed. Kvinder henter vand fra floden, som de bærer hjem i krukker på hovedet. Mændene og deres ældste sønner går i marken, mange timer hver dag, for at fylde store sække med majs, som de piller, koger i vandet fra floden og som kvinderne til sidst klapper tortillas af. Der er deres mad og rutinerne er deres liv. De arbejder for at overleve. Det her er deres liv, deres hverdag.

Jeg er her i fem uger, men det hele fortsætter, når jeg er væk.
På torsdag vil hanen gale, radioen vil skratte, Bernado går i marken, Esperanza klapper tortillas og børnene spiller fodbold med en tætpakket skraldepose.

Livet fortsætter. Måske med fornyet håb. En tanke om at nogen derude tænker på dem.
Nogen derude, i det de kalder Danmark.